Kierkegaard: Bedrag ikke dig selv med andres liv
TV-programmer, der som ”Nak og æd” og ”Bonderøven” viser os muligheden for et andet liv, hitter som aldrig før. Men hvorfor? Og kan de virkelig hjælpe os med at finde ud af hvordan vi hver især skal leve vores eget liv?
TV-programmer som ”Nak og æd”, hvor en kok og en naturelsker tager til forskellige steder i verden for at jage og tilberede vildt, "Far, mor og børn", der handler om en sydfynsk familie, der lever af egne afgrøder og ”Bonderøven” er store seermagneter på DR, måske fordi de viser et billede af en anden type liv, end de fleste af os er vant til. Her er storbylarm og stress skiftet ud med langsommelighed, pagt med naturen og tid til familien.
Kierkegaard kan inspirere
Men selvom den slags TV kan inspirere os, kan programmerne også føre til, at vi ikke føler, at vores egne jævne liv er gode nok. Det kan få os til at forsøge at leve som nogen, vi ikke er, og det kan føre til en følelse af ikke at slå til. Men der er hjælp at hente hos Kierkegaard. Han skriver om, hvordan man hver især kan ‘tage sig selv på sig’. Den evne kan være nyttig, når man bliver forblændet af det liv, som andre lever.
Når vi forblændes af andres liv, kan det føre til, at vi ikke tager os selv på os, som vi er og i stedet lever i et selvbedrag.
Selvbedrag er at være i en illusion, som man selv har skabt. Det er ganske let at blive viklet ind i sådan én, men temmelig svær at komme ud af illusionen igen. Denne illusion er oftest noget, man skaber, hvis der er noget ved én selv, som man ikke er særlig tilfreds eller stolt af. Og det er der jo ofte.
Kierkegaard og den aktive vilje
Kierkegaard bruger aktive verber for at vise, hvordan man ligefrem kan have en aktiv vilje til ikke at komme i kontakt med de sider af sig selv, som man ikke er stolt af. Han siger for eksempel, at vi lider af en vilje til uvidenhed om os selv. Det vil sige, at vi egentlig ikke ønsker at kende os selv som den, vi virkelig er.
Denne vilje til ikke at vide, hvem vi selv er og den selvskabte illusion, der følger med, kan også fremkaldes af ”Sammenligningens Uro”. Hvis ét jeg sammenligner sig for meget med et andet jeg, vil det lede til en følelse af urolighed. Samtidigt er det vigtigt at beholde relationen til andre mennesker, fordi vi har brug for nogen at tale med. Når vi siger noget højt til en anden, har vi mulighed for at rette os selv og med nærme os en forståelse af, hvad vi selv mener, og dermed komme et skridt nærmere, hvem vi er.
Vi skal finde vores autenticitet
For at leve et liv, hvor vi er tro mod os selv, må vi finde vores ’egen autenticitet’. Det kan altså kun ske ved, at vi ikke lader os fortabe i en selvskabt illusion og ved, at vi ikke sammenligner os selv for meget med andre. Så når vi ser TV-programmer om mennesker, der lever på en måde, der i øjeblikket gør os grønne af misundelse, skal vi huske, at sammenligning med andres liv kan føre til, at vi vikler os selv ind i et bedrag om vores eget liv.
Samtidig skal vi tale med vores egen stemme i relationen til andre, da vi på den måde har mulighed for at korrigere os selv. For at leve autentisk handler ikke om, at vi ikke må begå fejl og fortryde. Derimod handler det om, at vi erkender vores fejltagelser, at vi aktivt tager os selv på os – og i denne handling må vi også erkende at vi ikke kan – eller skal – alt.