Staten er en dødelig gud, der opstår igen og igen

Bør regeringen kunne lovgive mod ytringer, der anses for at være fjendtlige over for stat og demokrati? Spørgsmålet om, hvilken magt, staten har over sine borgere er langt fra nyt, og op gennem historien er magten også blevet legitimeret teologisk

Den sidste måned har debatten om demokratiske frihedsværdier versus politisk magt fyldt medier og Folketinget. Bør regeringen kunne lovgive mod ytringer, der anses for at være fjendtlige over for stat og demokrati? Diskussionen om statsmagtens rettigheder er langt fra ny, og op gennem historien har man forsøgt at legitimere statens politiske magt både metafysisk og teologisk.

“Kongen er død, kongen længe leve”. Stadig i dag hører vi dette ældgamle udtryk, der har til formål at udfylde det interregnum eller magttomrum som opstår, når en monark dør. Det faktum, at man traditionelt har udråbt en ny monark straks efter, at den forgående monark døde, handler dog ikke alene om politisk legitimitet, men også om teologisk.

Kongen har ubegrænset magt, fordi han har to kroppe

I 1957 udgav den tyske middelalderhistoriker Ernst Kantorowicz bogen Kongens to kroppe, der handler om middelalderens politiske teologi – særligt tanken om, at kongen havde to kroppe. Ifølge denne politisk teologiske doktrin havde kongen en naturlig krop, der lystede, led og døde som alle andre menneskers.

Men i tillæg til den naturlige krop havde kongen en åndelig krop, der overskred det jordiske og gav ham guddommelig ret til at herske. Denne åndelige krop var en politisk eller juridisk krop, som kunne beklædes med politiske legitimitet. Kongen kunne i kraft af sine to kroppe være ’konge af Guds nåde’.

Tanken om kongens to kroppe garanterede kongemagten transcendent legitimitet og tillod således, at kongedømmet forblev intakt, selv efter at kongens jordiske krop forgik.

Ønsket om at begrunde politisk legitimitet i noget transcendent var dog ikke kun forbeholdt middelalderens konger. I den engelske politiske filosof Thomas Hobbes’ "Leviathan" kan man læse, hvordan staten defineres som en dødelig gud, der opstår, når en mænge mennesker gensidigt og kollektivt overdrager deres naturlige rettigheder til en Suveræn, hvilket vil sige en juridisk person, som står udenfor eller over den normale politiske orden.

Suverænen er hos Hobbes en juridisk person på samme måde, som et selskab eller en forening i dag kaldes en juridisk person. Suverænen kan således ifølge Hobbes være en forsamling, en politisk elite eller – som han foretræk – én enkel konkret person.

Suverænen har rødder i det teologiske

Idealet om suverænen dukkede også op det 20. århundrede. I mellemkrigstidens Tyskland var stadig flere desillusionerede over, at Weimarrepublikkens – og dermed det liberale demokrati – ikke formåede at løfte landet ud dets ruin. For Carl Schmitt, juraprofessor i Berlin og kronjurist for nazisterne, var der kun én løsning på tyskernes elendighed: En suveræn, der stod over demokratiet. Siden demokratiet, der søgte kompromisser og konsensus, ikke formåede at træffe de nødvendige beslutninger, som tiden kaldte på, måtte det erstattes af én person, der kunne.

Carl Schmitt ønskede at vende tilbage til middelalderens monark-model, hvor kongen stod over den politiske orden. For Schmitt gjaldt det netop om, at statslederen indtog samme position i staten som den teistiske Gud indtog i sit forhold til verden. Schmitt havde øje for, at der var mange systematiske analogier mellem Gud og suveræn. Eksempelvis kan suverænen – med samme mirakuløse kraft, som når Gud suspenderer naturlovene – udråbe en undtagelsestilstand i staten, hvorved lovgivning kan suspenderes.

Ønsket om at få en leder der stod over den politiske orden gik i opfyldelse i 1933 med Adolf Hitler. For Schmitt var Føreren netop indbegrebet af en transcendent suveræn. På samme måde som Gud i Biblen skaber ved ord, talte Føreren udelukkende i befalinger.

En af hans første befalinger i 1933 var netop at udråbe en undtagelsestilstand, der juridisk set gav nazisterne uindskrænket råderum, og som varede indtil 1945.

Hvad er politisk teologi i det 21. århundrede. ?

Til trods for sit forhold til nazismen har Carl Schmitts tænkning påvirket moderne politisk filosofi og politologi enormt. Schmitt hævdede, at hvis vi virkelig ønskede at forstå vestens politiske situation, måtte vi foretage en begrebssociologi, som kunne afdække den moderne politiks kernebegreber og dermed forstå deres teologiske ophav.

Han hævdede berømt: ’Alle prægnante begreber i den moderne statslære er sekulariserede teologiske begreber’. Vores moderne begreber om suverænitet, legitimitet, styreformer osv. er ifølge Schmitt blevet overtaget at statslæren fra teologien igennem en historisk udvikling.

En række moderne ateistiske filosoffer har i de seneste år taget Schmitts fordring om at afdække politikkens teologiske rødder seriøst. Filosoffer som Jacob Taubes, Alain Badiou, Slavoj Žižek og Giorgio Agamben har eksempelvis alle skrevet bøger om Paulus politiske teologi, og de ser generelt teologien og religionen som en uundværlig ressource for at forstå moderne politik.