I 1800-tallet bliver religionskritik til samfundskritik
De mest berømte angreb på religion bliver formet i midten af det 19. Årh. Nogle af de mest citerede var Ludwig Feuerbach, Karl Marx og Sigmund Freud. Mens de var kontroversielle i deres samtid har de haft massiv indflydelse i eftertiden. Både videnskabeligt og politisk
I den europæiske oplysningstid, der ofte placeres i årene 1715-1789, opstod der en toneangivende religionskritik.
Denne religionskritik var delt i to: I en kritik af kirken som magtinstitution og i en videnskabelig kritik af teologien. Forstået på den måde, at der var visse filosoffer, som for eksempel Voltaire (1694 – 1778), der kritiserede den katolske kirke som intolerant og magtsyg. Og på den anden side var der filosoffer som David Hume (1711-1776), der formulerede en mere videnskabelig kritik af gudstro og mirakler.
Mens udtalt ateisme ikke var særlig udbredt i oplysningstiden, så var teologien og kirken under intellektuel kritik fra forskellige sider.
Efter oplysningen
Bevæger man sige forbi oplysningstiden og frem til midten af 1800-tallet finder man en ny form for religionskritik og ateisme, der i højere grad ønsker at undersøge religion som et socialt og antropologisk fænomen. Man begynder at formulere teorier om, at troen på Gud er et billede på menneskets tilstand og som en projektion af vores psyke eller samfundsindretning
Ludwig Feuerbach – Gud er skabt i menneskets billede
En af de vigtigste stemmer i 1800-tallets religionskritik er Ludwig Feuerbach (1804-1872), der i værket Das Wesen des Christentums (1841, Kristendommens væsen) fremlægger et antropologisk syn på gudstro.
Feuerbachs primære argument er, at mennesker skaber guder, og at disse guder er et billede på os selv. Måden hvorpå vi gør dette er dog mere kompleks end som så. Feuerbach antog, at mennesket bestod af en spaltning mellem vores begrænsede virkelighed og vores ubegrænsede drømme og ønsker.
Et citat fra Feuerbach lyder:
"Mennesket objektiverer i religionen sit eget hemmelige væsen. Det må altså eftervises, at denne modsætning, denne spaltning i Gud og menneske, hvormed religionen begynder, er en spaltning af mennesket i sit eget væsen."
Menneskets genkendelige, men umulige ønsker, som ubegrænset kærlighed, ubegrænset tilgivelse og absolut kontrol med verdens gang, former gudsbilledet. I mødet med vores egne begrænsninger oplever mennesket en følelsesmæssig frustration, og tegner det guddommelige som en projektion af vores egne ønsker og behov.
Karl Marx – religion og revolution
Feuerbachs religionsfilosofi havde enormt stor indflydelse på senere religionskritik. Især Karl Marx (1818- 1883) viderefører Feuerbachs religionskritik, men ændrer den også grundlæggende. For Marx er det helt indlysende at religion er en menneskelig konstruktion, men undersøgelsen af denne konstruktion skal findes i samfundet, ikke i individet. For Feuerbach omhandlede projektionen af det guddommelige vores menneskelige erkendelse og følelsesliv. For Marx var religion et udtryk for vores rolle som arbejdere i samfundets produktionsforhold.
I det berømte skrift Kritik af den hegelske retsfilosofi fra 1843 skriver Marx:
"Den religiøse elendighed er på en gang udtryk for og protest mod den virkelige elendighed. Religionen er den betrængte skabnings suk, den er en hjerteløs verdens hjerterørelser, den er åndløse tilstandes åndsindhold. Den er folkets opium."
For Marx er religion et udtryk for en utopi om lykke og en protest mod de samfundsgivne forhold. I den sammenhæng er problemet, at religion flytter fokus væk fra en egentlig revolutionær handling og peger mennesket mod en illusorisk virkelighed. Her stammer Marx berømte ord om religion som ”folkets opium”.
Men Marx mente ikke, hvad mange dog har tildelt ham, at religion kun var et strategisk magtmiddel fra den herskende klasse for at kontrollere underklassen. Det er ikke hvad der menes med ”folkets opium”. Hos Marx var religion i højere grad udtryk for den potentielle idealisme og utopi, der kom til udryk i et klassedelt kapitalistisk samfund.
Marx forestillede sig ,at udviklingen af et klasseløst samfund vil gøre religion overflødigt, fordi utopien ikke er nødvendig i et ideelt samfund.
Freud - psyke og samfund
Et helt andet sted finder man verdens mest berømte psykolog Sigmund Freud (1856-1939). Freud havde læst Feuerbach med stor interesse. Og Feuerbachs tanke om Gud som projektion kan i høj grad ses i Freuds religionssyn. For Freud var religion et ydre udryk for menneskets indre, psykologiske defekt.
Freud vender i høj grad blikket mod religiøse handlinger såsom ritualer og ceremonier. I disse former for praksis anede Freud en lighed med sine neurotiske patienters tvangshandlinger. At den præcision, omhu og gentagelse, der ligger i et religiøst ritual i høj grad minder om de mekanismer, man finder hos neurotiske patienter.
Den eneste forskel er at patientens lidelse er privat, mens religionens lidelse er offentlig og social. I Freuds optik havde psykoanalysen vist, at tvangshandlinger kunne være en måde at håndtere uforløste traumer på. På den måde var religion for Freud menneskers store, kollektive traume. Et traume, han mente, at menneskeheden kunne udvikle sig væk fra.
Vigtige tænkere for eftertiden
De forskellige former for religionskritik har haft enorm indflydelse i eftertiden, både videnskabeligt og politisk. Feuerbach omtales ofte som grundlæggeren af den moderne filosofiske ateisme, da han som en af de første forsøgte at beskrive og forstå troen på Gud på et fuldstændigt ikke-religiøst grundlag.
Og Marx’ analyse af religionen som udtryk for undertrykkelse har haft enorm indflydelse. På godt og ondt, må man sige, når man tænker på statskommunismens undertrykkelse af religion i Sovjetunionen.
Opsummerende kan man sige, at den ateisme, som man ser i dag, henter en stor del af sit religionssyn fra disse tænkere. Synspunktet at religion ”er for svage mennesker, der har brug for et falskt håb at klamre sig til” kan blandt andet spores tilbage til Marx. Eller når Richard Dawkins siger, at religion bør anskues som en nedarvet virus i hjernen, indskriver han sig i et syn på religion, der kan minde om Freuds.