”Debatten om bederum på hospitaler handler også om de ikke-religiøse”

læge,

"Når så mange danskere interesserer sig for spørgsmålet om kirkerum eller mere inkluderende bederum er det givetvis et udtryk for, at debatten indgår i den generelle værdipolitiske debat om især islams position i det danske samfund," skriver religionssociolog Brian Arly Jacobsen. Foto: Kåre Viemose/Scanpix

Der synes at være en udbredt tilslutning blandt landets regioner til at transformere det monoreligiøse rum til et nyt inkluderende rum på landets nye hospitaler, vurderer religionsforsker Brian Arly Jacobsen

Et ønske om at være mere åben og inkluderende får i disse år mange hospitaler til at ændre deres kapellers design og funktion. Eksempelvis diskuterer politikerne i Region Syddanmark i øjeblikket religiøse rum på sygehusene. Det har vist sig at være et kontroversielt spørgsmål, som debatteres livligt i de lokale medier.

LÆS OGSÅLandet uden Gud: Er det derfor, vi er lykkelige i Danmark? 

På det nye OUH (Odense Universitets Hospital), som efter planen påbegyndes 2015, er der blandt andet planlagt et multireligiøst rum, der skal kunne anvendes af alle sygehusets patienter uanset religion. Samme form for fælles bederum er under planlægning i forbindelse med sygehusbyggeri i andre af landets regioner.
 
Ikke-troende kunne indvende; hvorfor er det overhovedet relevant med religion på et hospital? Det er naturligvis en vigtig diskussion, men i et samfund, hvor den offentlige servicesektor skal favne alle indbyggere og tilgodese væsentlige behov hos befolkningen, kan religion på hospitalet være relevant for de patienter og pårørende, som har behov for at bede en bøn på hospitalerne, markere glæde ved fødsler, bekymring ved sygdom, sorg ved dødsfald eller blot et sted, hvor man som patient eller medarbejder kan trække sig tilbage til et meditativt øjeblik. En stor del af disse grupper har ikke mulighed for at bevæge sig udenfor hospitalets område, hvorfor spørgsmålet om bederum er særdeles aktuelt.

LÆS OGSÅHospital bygger bederum med udskiftelige religiøse symboler 

Der eksisterer altså hellige rum i de offentlige institutioner i dag, men i modsætning til den typiske fælles rituelle praksis, som foregår i kirker, synagoger, templer og/eller moskéer, så viser forskning i eksempelvis England, at det i høj grad, men ikke udelukkende, er privat og individuel religiøs praksis, som kommer til udtryk i hospitalernes hellige rum. Den såkaldte individualiserede religiøse praksis er dog ikke mindre social i sin karakter af den grund. De hellige rum er stadig genstand for ritualer udført af individer og grupper, men i udtryk er ritualer og trosforestillinger altså genstand for en bred vifte af individuel orientering.

LÆS OGSÅMultireligiøse rum bringer ikke nødvendigvis folk sammen 

Hvem ejer de hellige rum?
Hospitaler, uddannelsessteder, arbejdspladser, fængsler og selv lufthavne er flere steder i og udenfor Danmarks grænser i gang med enten at tilpasse eller supplere deres eksisterende bederum (typisk kristne kapeller) for at skabe rum, der kan bruges af mennesker af 'alle trosretninger eller ingen’.

Denne eller lignende sætninger er ofte anvendt til at formidle positive budskaber om inklusion af forskellige trosretninger. Ofte maskerer sætningen også den næsten umulige opgave, det er, at konstruere et helligt rum til brug for alle religiøse grupper, der er fri for igangværende værdipolitiske kampe og politisering.

Resultatet af denne proces er en transformation af hospitalernes religiøse rum, hvor politikerne omdefinerer selve rummet (for eksempel fra 'kapel' til ’bederum’ eller ’refleksionsrum’) med de konsekvenser, det har for indretning, brug af symboler og måske endda personale tilknyttet de religiøse rum.
I visse tilfælde ser vi ligefrem det eksisterende personale (typisk præster) tilknyttet hospitalskirker være involveret i transformationen af og/eller indretningen af nye multireligiøse bederum. Således er de offentlige hellige rum derfor også underlagt en kompleks række af politiske forhandlinger, hvor karakteren af de offentlige institutioners hellige rum bliver omstridt.

Med andre ord bliver de offentlige hellige rum politiseret i dag i en grad, vi ikke tidligere har været vidne til. De diskuterede spørgsmål synes især at være om ”ejerskab” og bevillingshaver, fælles brug og indretning.

Hvordan skal de religiøse rum indrettes?
Derfor diskuterer politikerne i regionsråd over hele landet lige nu, i relation til byggeriet af nye såkaldte supersygehuse, hvordan de religiøse rum kan indrettes, hvis de overhovedet skal bygges, og om de alene skal være for kristne eller for flere religioner. Herudover kunne man også tilføje en tredje kategori: neutrale meditationsrum for både troende og ikke-troende eller refleksionsrum, som det benævnes i det hospital, Region Midtjylland bygger i Gødstrup nær Herning.

LÆS OGSÅ
Sygehuse satser på religionsneutrale rum 

Det sidste ser man flere steder i USA, hvor hospitaler indretter neutrale meditationsrum i kunstneriske, men neutrale rum ud fra et ønske om at ’neutralisere’ det mono-religiøse rum, så de inkluderer alle former for tro (og ikke-tro for den sags skyld). Der opstår hermed nye kategorier for offentlige institutioners hellige rum, i disse år, som alle har til formål at erstatte det velkendte sygehuskapel med enten multireligiøse rum, bederum, refleksionsrum eller meditationsrum.

Disse rum har alle samme formål: at inkludere alle befolkningsgrupper i ét rum, hvor der er mulighed for bøn, ritualer, meditation et cetera, og der synes at være en udbredt tilslutning blandt landets regioner til at transformere det monoreligiøse rum til et nyt inkluderende rum på landets nye hospitaler (jf. eksempelvis ”Sygehuse satser på religionsneutrale rum”, Kristeligt Dagblad, 6. januar 2014).

I Region Syddanmark hælder et politisk flertal til den salomoniske løsning, som går ud på at indrette ét rum på hvert sygehus, hvor religiøse symboler kan skiftes ud, så de passer til den trosretning, som brugeren finder relevant. Det vil sige, at det ikke bliver et religionsneutralt rum, men et multireligiøst rum, som inkluderer alle religioner og med udskiftelige religiøse symboler.

Venstre giver i debatten udtryk for, at man på det offentlige sygehus skal tage hensyn til alle ”for rummelighed er det bedste, vi kan tilbyde. Det gør vi bedst med ét fælles multireligiøst rum, for selv om hovedparten af syddanskerne er medlemmer af folkekirken, så skal der være plads til alle” som Venstres regionsmedlem Thyge Nielsen formulerer det.

Det er et synspunkt alle partier grundlæggende deler med undtagelse af Dansk Folkeparti, som ifølge Thies Mathiasen fra Dansk Folkeparti mener, at det religiøse rum skal være ”indrettet med faste kristne religiøse symboler”. Dansk Folkeparti mener, at hospitalskirken er det naturlige udgangspunkt på grund af grundlovens paragraf fire, der tilsiger, at ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.”

Det multireligiøse er ikke et neutralt sted, som nogle kommentatorer ofte hævder; de ikke-troende, som i Danmark udgør en betragtelig del (ca. 28% af befolkningen ifølge Værdiundersøgelsen fra 2008, vil ikke være tilgodeset med det multireligiøse rum, med mindre man i indretningen også tager højde for ikke-troendes ønsker om fuldstændig neutrale kontemplative rum.

Pladsmangel kan blive et problem
En anden løsning er at indrette forskellige religiøse rum, eksempelvis både et kristent og muslimsk rum. Den løsning har man valgt på Rigshospitalet, hvor der udover en hospitalskirke også findes et bederum, som fortrinsvis er til muslimer, men hvor andre trosretninger også har adgang. Det er dog tvivlsomt, om der er ledige kvadratmeter til den denne løsning på flere af landets hospitaler.
 
Debatten om multireligiøse rum på det nye OUH (Odense Universitets Hospital) har ført til en ophedet debat i de lokale medier, hvor læserbrevsskribenter står på hver sin side. Eksempelvis var der to hele siders læserbreve samt en stor opsat forside om bederum i Fyens Stiftstidende den 25. april.

Når så mange danskere interesserer sig for spørgsmålet om kirkerum eller mere inkluderende bederum er det givetvis et udtryk for, at debatten indgår i den generelle værdipolitiske debat om især islams position i det danske samfund. Det tyder en stor del af læserbrevene også på, og som en af læserbrevsskribenterne udtrykker det i samme avis: ”Jeg ville ikke bryde mig om at skulle sidde og kikke ind i rumpetten af knælende Mekka-tilbedere.” Muslimers behov for rum til bøn og ritualer bliver herved det absolutte modbillede til det kristne bederum.

Landspolitikere ikke så pragmatiske som lokalpolitikere
Landspolitikerne har, som i eksempelvis sagen om halalkød i offentlige institutioner, set det som en mulighed for at profilere deres værdipolitiske holdninger. I modsætning til deres lokalpolitiske modstykke har de dog ikke samme pragmatiske tilgang til løsningen på det praktiske problem: hvordan indretter vi et hospital for alle danskere?

I Folketinget deler de politiske fløje sig i de sædvanlige værdipolitiske alliancer, hvor de borgerlige partier mener, at Folketinget, efter forslag fra De Konservative, skal sikre egentlige kirkerum på landets hospitaler (med undtagelse af Liberal Alliance). Det afviser regeringen, SF og Enhedslisten, som ”går ind for, at man laver et rum til fordybelse, der kan bruges af flere religioner,” som SF’s kirkeordfører Pernille Vigsø Bagge formulerede det i Kristeligt Dagblad den 26. april.

Debatten tyder desværre på, at folketingspolitikkerne har misforstået, hvad sagen drejer sig om, og hvad regionspolitikernes opgave er, når de skal varetage alle borgeres behov i de offentlige institutioner.

Det handler ikke (kun) om give plads til muslimer i eksempelvis multireligiøse bederum i offentlige institutioner. Det handler om, som lokalpolitikere på tværs af de traditionelle værdipolitiske alliancer allerede har opdaget, at skabe rum for alle danskere, både de religiøse, uanset om de er kristne, jøder, muslimer eller buddhister og de ikke-religiøse, som efterhånden fylder en betragtelig del af den danske befolkning.