Mogensen: Forskel mellem religionsforfølgelse og manglende religionsfrihed

Mogens

Et generelt forbud mod at bygge stormoskéer i Danmark ville for eksempel være et illegitimt brud på religionsfriheden, mener interreligiøs konsulent Mogens S. Mogensen. Foto: Privatfoto

I praksis udføres en stor del af de brud på religionsfriheden og den religionsforfølgelse, der foregår rundt om i verden, af ikke-statslige aktører, skriver interreligiøs konsulent Mogens S. Mogensen

Debatten om forfølgelse af kristne og andre minoriteter især i Mellemøsten er meget vigtig, men desværre er den præget af uklarheder omkring centrale begreber.

Hvad omfatter religionsfriheden? 

Paragraf 18 i FN’s menneskerettighedserklæring fra 1948 slår fast, at “Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter.”

Læs også: Thranholm: Kan ytringsfrihed erstatte Vestens tabte værdier?

Derimod omfatter religionsfriheden ikke retten til at slippe for at blive drillet og gjort nar ad på grund af sin religion. Den beskytter heller ikke en religionsudøver, et religionssamfund eller en religion mod religionskritik, eller mod at blive udsat for mission fra anderledes troende.

Hvilke begrænsninger i religionsfriheden er legitime? 

Ingen friheder eller menneskerettigheder er absolutte og ubegrænsede, og det gælder også religionsfriheden. Det er klarest udtrykt i den europæiske menneskerettigheds konvention fra 1950, hvor det siges, at ”Frihed til at lægge sin religion eller overbevisning for dagen skal kun kunne underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige sikkerhed, for at beskytte offentlig orden, sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed”. 

Et generelt forbud mod at bygge stormoskéer i Danmark ville for eksempel være et illegitimt brud på religionsfriheden. 

Hvornår er der tale om religionsforfølgelse eller brud på religionsfriheden? 

Det er ikke alle brud på en troendes religionsfrihed, som kan betegnes som religionsforfølgelse. Begrebet forfølgelse – og dermed også religionsforfølgelse – er helt centralt i flygtningeretten.

En person, der, ”som følge af velbegrundet frygt for forfølges på grund af sin … religion … ”, befinder sit uden for sit land, har krav på at blive anerkendt som flygtning og dermed krav på beskyttelse (asyl).

Professor Lisbet Christoffersen siger således, at ”Forfølgelse er (risiko for) fysiske overgreb, der truer den enkeltes liv og frihed. Begrundelsen for overgrebene er knægtelse af friheden til at have, antage eller skifte til og udøve en bestemt religion eller religiøst gruppetilhør. Forfølgelsen foregår i en sammenhæng, hvor staten ikke kan eller vil beskytte den enkelte.”

Læs også: Religion er ikke den vigtigste årsag til konflikt

Det vil sige, at der kan forekomme en lang række brud på religionsfriheden, som naturligvis er ulovlige og bør straffes, men som ikke kan betegnes som religionsforfølgelse. Det gælder for eksempel religiøst begrundet diskrimination og chikane og også ”hate speech”. 

Hvem står bag brud på religionsfriheden og forfølgelse? 

Brud på religionsfriheden kan have meget forskellig baggrund. Der er lande, hvis lovgivning ikke lever op til FN’s menneskerettigheder, og som dermed legaliserer brud på menneskerettighederne og også egentlig forfølgelse.

Det gælder for eksempel nogle muslimske lande, hvis lovgivning truer konvertitter fra islam (apostater) med dødsstraf. Der er også lande, hvis myndigheder, centrale og lokale, ikke overholder landets love om religionsfrihed. I disse tilfælde er det altså staten, som bryder religionsfriheden og eventuelt udfører religionsforfølgelse.

I praksis udføres en stor del af de brud på religionsfriheden og den religionsforfølgelse, der foregår rundt om i verden, af ikke-statslige aktører. Det sker for eksempel, når en familie eller et lokalsamfund udøver vold mod personer, der bruger den religiøse frihed på en måde, som familien og lokalsamfundet ikke vil acceptere.

I nogle tilfælde slipper disse grupper af sted med deres lovovertrædelser, fordi statsmagten er for svag til at håndhæve landets love, eller fordi statsmagten ikke ønsker at håndhæve landets love, men i praksis har allieret sig med disse grupper. 

Hvordan støtter vi bedst forfulgte? 

Udover forvirringen omkring begreberne religionsfrihed og forfølgelse har der også i debatten været uenighed omkring, hvordan Danmark, som kristent land, bedst støtter forfulgte kristne i Mellemøsten. Her kan man identificere mindst to forskellige holdninger, som begge tager de kristnes situation i Mellemøsten meget alvorligt.

Den ene holdning går ud på, at vi kun (eller primært) skal kæmpe for de kristnes beskyttelse mod overgreb. Begrundelsen er, dels at vi som kristent land har ansvar for medkristne og ikke (eller ikke primært) har ansvar for ikke-kristne, dels at de kristne udgør langt den største gruppe forfulgte i dag. Hvis man ikke fokuserer sin opmærksomhed og indsats på de kristne, relativerer man deres problemer og svigter dem.

Læs også: Vi må nedbryde muren af gensidig mistro

Den anden holdning er, at vi skal kæmpe for religionsfrihed for alle. Begrundelsen er, dels at vi som kristne skal elske vor næste, uanset religion, dels at det ikke på langt sigt gavner kristne at blive italesat som en minoritet støttet af vesten. Derimod vil de kristnes sikkerhed på langt sigt bedres ved, at vi er med til at fremme gode relationer mellem for eksempel kristne og muslimer, og at vi støtter opbygningen af retssamfund med religionsfrihed.

Mogens S. Mogensen er interreligiøs konsulent og skriver religionsanalysen ved religion.dk.