Buddhistisk askese er en øvelse i livet

Buddhistisk askese eksisterer både i en ekstrem udgave, hvor munkene eksempelvis går på gløder, og i en mere blød udgave, hvor fokuset er på et disciplineret liv med regler for mad, tøj, kommunikation og materiel velfærd, vurderer lektor Jørn Borup

En af de mest udfordrende religiøse praksisser i hele religionshistorien, som det kun er ganske få der overhovedet får lov at prøve, udøves af de buddhistiske maratonmunke ved tempelkomplekset Enryakuji på Hiei-bjerget i Japan.

Den 1000 dagesasketiskepraksis 'at gå rundt om bjerget' (kaihogyo) er fordelt over syv år, hvor munkene dagligt går, hvad der svarer til en og i visse perioder tomaratoner, mens de beder og ofrer ved helligdomme på vejen. Iklædt sivsko, stråhat og hvid robe symboliserer de det, som ritualerne også udfordrer: døden og dens overvindelse.

En kniv bæres med rundt, for skulle man have lyst til at opgive, er det rituelle selvmord at foretrække. De sidste ni dage står på isolation i en tempelbygning, hvor der kun er tid til bøn og meditation og ingen indtagelse af mad og drikke. De, der gennemfører praksissen, taler om følelsen af genfødsel. Man siger, de er blevet levende buddhaer.

I andre af Japans bjerge vandrer 'bjergasketer' (yamabushi) rundt og laver lignende asketiske øvelser. Tidligere var de kendte for deres magiske evner og kunster. De kunne gå på gløder og stiger med trin lavet af sværd, sidde i timevis under iskoldt vand eller nedsunket i kogende vand. De mest ekstreme udsultede sig selv i huler, indtil de som døde kunne fremstå som mumificerede buddhaer. Sådanne hardcore asketer levede også i Kina.

En lidt mildere udgave af den asketiske praksis findes i Tibet. Her bruger munkene måneder og år på at sidde isoleret i huler eller meditationsceller. En variant af disse er de thailandske buddhistmunke i landets bjerge og skove. Munkene spiser kun lidt, går klædt i simple munkerober, bor for sig selv, mediterer mange timer om dagen og sover ind i mellem på gravpladser.

Fælles for deres praksis er askesen som kroplig og mental teknik kombineret med en vis mængde livsforsagelse.

Asketisk livsforsagelse er slet ikke typisk for buddhismen. De færreste buddhister mediterer eller fordyber sig i asketisk praksis. Men askesen er alligevel en væsentlig del af religionens univers.

Buddha var selv en asket, der vandrede rundt sammen med andre af datidens ekstreme asketer.Men Buddhas lære var et kompromis med askesen. Klosterbevægelsen blev en institution, der fulgte den gyldne middelvej mellem materiel overflod og ekstrem askese. Man lærer ikke at leve ved at dø, men gerne ved at udfordre døden, religionen, traditionen.

De fleste munke lever derfor efter regler, som kan kaldes for blød askese. Det er rammer for et disciplineret liv med regler for mad, tøj, kommunikation og materiel velfærd. For de fleste danskere kan disse nok synes ekstreme, men i en buddhistisk sammenhæng er de ganske overkommelige sammenlignet med de strengere asketiske regler.

Fælles for den bløde og ekstreme askese er idealet om at blive oplyst, så man ikke igen skal genfødes i en eksistens, der basalt set anses for at være lidelsesfuld. Askesen er for den klassiske buddhist en teknik til afvikling af selvet og livet.

I moderne tid har buddhistisk praksis også åbnet op for ikke-specialister. I alle buddhistiske lande har lægbuddhister i dag mulighed for at dyrke meditation og for i en kort periode at deltage i den bløde asketiske praksis.

Nogle lægbuddhister går i kloster efter et langt arbejdsliv og hengiver sig de sidste af årene som Buddhas disciple. Andre nøjes med at dedikere en sommerferie eller bare en dag i ny og næ for at få visdom og opspare god karma, ofte i et af de efterhånden mange buddhistiske meditationscentre.

I Japan er asketiske og tidligere esoteriske ritualer blevet tilgængelige for lægfolk. At gå på gløder, at sidde under iskolde vandfald, at hænge fastspændt i et reb ud over en klippe, at vandre som pilgrim midt om natten i afsondrede bjerge er i moderne tid blevet tilbud, som man kan vælge at praktisere, selvom man ikke er munk.

Nogle gør det for at smage på en dybere forståelse af buddhismen på krop og sjæl. Andre for at tjene god karma og andre igen for at koble mentalt af i et stresset liv.

På samme måde kan man sige, at den klassiske buddhistmeditation for mange vesterlændinge er hevet ud af de religiøse rammer som mulig praksis for afkobling. Meditation var tidligere et religiøst klosterritual til afvikling af selvet.

Moderne meditation bliver derimod for mange vesterlandske udøvere brugt til enten selvudvikling eller en konkret terapeutisk coping-strategi til forøget velvære. Det asketiske element er da transformeret til en periodisk afkobling fra det almene liv. Askesen skal give fordybelse, forsødelse og bekræfte livet i denne verden.

Moderne askese er da, som den tyske filosof Sloterdijk påpeger med henvisning til det oprindelige græske ord askesis, en øvelse i og en træning til optimering af livet. Buddhistisk askese findes i den forstand både i sin traditionelle ’hardcore’ og ’bløde’ udgave i klostre og eremitboer og i sin moderne, transformerede og sekulariserede udgave udenfor religionens domæne.

Jørn Boruper lektor i religionsvidenskab og skriverreligionsanalysenved religion.dk. Du kan læse mere af Jørn Borup om buddhistisk askese iReligionsvidenskabeligt Tidsskriftnr 64 (2016).