Blasfemiparagraf skal ikke forhindre krænkede følelser

"Radikaliseringsaftalen er baseret på en antagelse om, at ytringer kan ”underminere” demokratiet og ...

Der er ikke, som nogle kritikere antyder, tale om en ”beskyttelse af gud”. Der er heller ikke tale om lovgivning ”med baggrund i religiøse hensyn”, som FN's særlige rapportør for religions- og trosfrihed, Heiner Bielefeldt, kritiserer. § 140 giver for eksempel ikke retskraft til muslimske forestillinger om, at man ikke må tegne profeten, skriver lektor Sune Lægaard. Foto: Privatfoto

En anden udbredt misforståelse er, at § 140 handler om religiøse personers følelse af ”krænkelse”, og at den som sådan beskytter ”religiøse følelser”.

Diskussionen om § 140 er ofte udtryk for misforståelser af blasfemiparagraffen eller baseret på problematiske argumenter. Lektor Sune Lægaard viser her, hvor det går galt

Den 26. februar 2015 blev Straffelovrådets udtalelse om de juridiske konsekvenser af en ophævelse af straffelovens § 140, den såkaldte ”blasfemiparagraf”, offentliggjort. § 140 gør det strafbart med bøde eller fængsel indtil fire måneder offentligt at drive spot med eller forhåne noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse.

§ 140 har været udsat for megen kritik. Mange betragter den som en forældet bestemmelse – et levn fra forbuddet mod blasfemi under enevælden, som ikke hører hjemme i et moderne demokrati med ytringsfrihed. Mange mener desuden, den er farlig og problematisk, fordi den begrænser ytringsfriheden.

Ifølge Straffelovrådet hindrer § 140 dog ikke skarp kritik af religioner og religiøse dogmer. Men hvis den ophæves, vil der kunne forekomme offentlige afbrændinger af for eksempel Bibelen eller Koranen, som myndighederne ikke vil kunne gribe ind overfor. På baggrund af rådets udtalelse besluttede regeringen derfor ikke at stille forslag om at ophæve § 140.

Læs også: Blasfemiparagraffen er uddateret signalpolitik 
 
Denne beslutning har givet anledning til ny kritik. Meget af kritikken er dog udtryk for enten misforståelser af § 140, eller er baseret på problematiske argumenter. Jeg vil derfor i det følgende gennemgå nogle udbredte kritikker og vise, at nogle af dem rammer ved siden af. Hvis vi skal have en saglig diskussion af § 140, er det vigtigt, den foregår på et korrekt grundlag og med argumenter, der faktisk angår selve bestemmelsen.

Paragraffen beskytter ikke Gud

Første misforståelse kommer til udtryk i den almindelige betegnelse af § 140 som ”blasfemiparagraffen”. Dette er ikke bestemmelsens officielle navn, og den kriminaliserer ikke blasfemi. Tvært imod er der tale om en kriminalisering af forhånelse af religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse.

Der er ikke, som nogle kritikere antyder, tale om en ”beskyttelse af gud”. Der er heller ikke tale om lovgivning ”med baggrund i religiøse hensyn”, som FN's særlige rapportør for religions- og trosfrihed, Heiner Bielefeldt, kritiserer. § 140 giver for eksempel ikke retskraft til muslimske forestillinger om, at man ikke må tegne profeten.

Bestemmelsen handler om noget helt andet – nemlig forbrydelser mod den offentlige fred. Så diskussion af § 140 bør ikke gå på, at bestemmelsen beskytter gud eller giver retskraft til religiøse dogmer, men om den er nødvendig for at beskytte den offentlige fred. 

Paragraffen handler ikke om at føle sig krænket

En anden udbredt misforståelse er, at § 140 handler om religiøse personers følelse af ”krænkelse”, og at den som sådan beskytter ”religiøse følelser”. Bestemmelsen er underlagt offentlig påklage, det vil sige, at almindelige borgere, der måtte føle sig krænket, ikke kan rejse et civilt søgsmål mod den angivelige krænker. Det er alene op til den offentlige anklagemyndighed at rejse sager – netop fordi bestemmelsen beskytter den offentlige fred og ikke enkeltpersoners følelser.

Læs også: Sekulære danskere skal forstå religions globale betydning 

Hvis der rejses en sag, er det heller ikke enkeltpersoners faktiske oplevelse af krænkelse, der afgør, om der falder dom efter § 140. Domstolen vurderer i stedet, om en given ytring med rimelighed kunne være anledning til krænkelse af centrale troslærdomme – så domstolene skal tilstræbe en objektiv vurdering af, om en give ytring med rimelighed er forhånende, ikke om folk inden for det pågældende religionssamfund faktisk føler sig krænket. Så diskussion af § 140 bør ikke gå på, at der er tale om en ”krænkelsesbestemmelse”. 

Paragraffen fratager ikke rettigheder

En tredje misforståelse er, at § 140 ”fratager os nogle af de rettigheder”, som Grundloven sikrer (Peter Skaarup (DF)), og udgør et ”forbehold over for de generelle menneskerettigheder” (Heiner Bielefeldt). Dette er simpelthen forkert. Grundlovens § 77 om ytringsfrihed forbyder forhåndscensur, men tillader eksplicit Folketinget at vedtage love, der begrænser ytringsfriheden.

Og menneskerettighedernes tilsvarende bestemmelser om ytringsfrihed nævner eksplicit tilladelige begrænsninger af ytringsfriheden, herunder at ”forebygge uorden eller forbrydelse”, hvilket jo netop er formålet med § 140. 

Paragraffen er ikke særlovgivning

En fjerde misforståelse er, at § 140 er en form for ”særlovgivning" (Heiner Bielefeld), der er en del af ideen om et multikulturalt samfund, hvor forskellige grupper har forskellige rettigheder.

Men § 140 er ikke særlovgivning. Den er vedtaget via helt almindelige demokratiske lovgivningsprocedurer. Den består ikke i nogen form for problematisk ”særkrav”, da den ikke giver nogle mennesker eller grupper rettigheder, som andre ikke har. Så en diskussion af § 140 bør angå lovens faktiske effekter, ikke misvisende antagelser om lovens motivation eller struktur. 

Paragraffens signaler kan tale både for og imod en afskaffelse

Nogle argumenter imod § 140 er problematiske, ikke fordi de misforstår bestemmelsen, men fordi de gør sig andre problematiske antagelser. For eksempel sender bevarelsen af § 140 ifølge Jacob Mchangama et helt forkert signal til de lande i verden, hvor blasfemi-paragraffer bliver brugt til at undertrykke mennesker.

Men for det første er der ”signalargumenter” både for og imod en afskaffelse af § 140 – ligesom en bibeholdelse kan signalere, det er i orden at kriminalisere blasfemi, så kan en afskaffelse signalere, det er i orden at forhåne religiøse mindretal. Så hvis man lægger vægt på mulige signaler, kan det lige så godt tale for at bevare bestemmelsen.

Læs også: Blasfemiparagraf beskytter ikke Gud, men danske trossamfund 

For det andet er problemet, at begge de mulige signaler dels er udtryk for misforståelser af bestemmelsen og af en mulig afskaffelse, dels at de formentlig ikke har nogen afgørende effekter – religiøse mindretal vil formentlig blive undertrykt i andre lande ligegyldigt om Danmark afskaffer § 140 eller ej. Så en diskussion af § 140 bør fokusere på selve bestemmelsen og ikke mulige signaler forbundet med en bevarelse eller afskaffelse. 
 
Jeg har nu redegjort for, hvorfor en del udbredte kritikpunkter af § 140 er baserede på misforståelser eller på anden måde er problematiske. Derfor bør disse ikke accepteres som grunde til at afskaffe bestemmelsen. Men det betyder ikke, at der alt taget i betragtning er grund til at bevare den. Det afhænger af, om den faktisk er nødvendig for at sikre den offentlige fred, for eksempel for at undgå afbrændinger af koraner, og om den faktisk ikke begrænser ytringsfriheden på en problematisk måde. Men diskussion af disse vigtige spørgsmål bør ikke blande ovennævnte misforståelser ind i sagen. 

Sune Lægaard er lektor, ph.d. og skriver religionsanalysen ved religion.dk.

Jacob Mchangama, direktør af den uafhængige juridiske tænketank Justitia, har to dage efter denne udgivelse rettet kritik af analysen på sin blog på berlingske.dk. Et sammendrag af 
hans argumenter kan læses her.