Folkekirken er bygget på ånd - men styrter i grus uden finanser

Danske politikere og borgere forstår den danske folkekirke ud fra ånd, tro, værdier - men vi lever i en tid, hvor vi fordeler pengene efter, hvad der kan måles og vejes, skriver religionsforsker Brian Arly Jacobsen

Religion og økonomi er ofte adskilt i folks bevidsthed. I en undersøgelse YouGov foretog for avisen 24timer i 2011, viste, at 44 procent af folkekirkens medlemmer ikke har nogen anelse om, hvor meget de betaler for det kirkelige medlemskab.

Kirken er ikke hævet over økonomiske spørgsmål
For de fleste er de to emner altså klart adskilte, når det gælder den private økonomi og kirkemedlemskab. Måske skyldes det, at danskerne er påvirket af nogle af de bibelcitater, der er blevet en del af danske udtryksmåder såsom:

I kan ikke tjene både Gud og mammon (Lukasevangeliet 16,13) mere præcist er det et kristent citat, som findes overalt i verden blandt kristne.

LÆS OGSÅ: Nu skal folkekirken vise sit økonomiske værd

Udtrykket har haft afgørende betydning for opfattelsen af relation mellem kristendom og velstand eller mere generelt mellem religion og økonomi. Der findes flere steder i Bibelen, som understreger det immaterielle syn på verden.

Et af de mere ekstreme er også fra Lukasevangeliet: Sælg alt, hvad du har, og del det ud til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig! (Luk 18,22). Det er dog de færreste kristne, der gør som i citatet og sælger hele sin ejendom for at dele ud til de fattige.

Kirken er dog ikke hævet over spørgsmål om religion og økonomi. Det gælder i det hele taget alle religiøse organisationer, at de ikke kan eksistere uden en økonomi, der finansierer aktiviteterne i den religiøse forening, såsom bygninger, ritualer, ansatte, missionsvirksomhed et cetera.

Den danske folkekirke har en veludbygget økonomi og er hovedsaligt finansieret af offentligt indkrævede skattemidler på lige fod med folkeskole, forsvar og sundhedsvæsen.

Den danske folkekirkes indtægtsgrundlag er ikke enkelt. Folkekirken i Danmark er finansieret af statstilskud, kirkeskat, brugerbetaling samt andre indtægter. Kirkeskatten er den største indtægtskilde og i 2011 udgjorde den ca. 77 procent af alle folkekirkens indtægter.

Folkekirken har et officielt budget - og så alt det andet
I 2012 var folkekirkens officielle budget på ca. 7,8 mia. kr. Officiel fordi folkekirkens økonomi er langt mere end, hvad der kan opgøres i statens regnskab over kirkens indtægter og udgifter. Det indeholder herudover aktiver i form af bygninger og værdigenstande samt en anselig værdi i frivillig arbejdskraft, som er svær at opgøre, men ikke desto mindre vital for institutionens virke.

Der er en gråzone af økonomisk støtte, som ikke opgøres som folkekirkeøkonomi. Uddannelse af teologer/præster, særlige tilskud til kirkelige aktiviteter (ex. finanslovens bidrag til Dansk Sømands- og Udlandskirker), statens skatteinfrastruktur et cetera.

Hvis vi ydermere skal opgøre den indirekte støtte til andre godkendte trossamfund i form af fradragsmuligheder på selvangivelsen, undtagelse for ejendomsskat et cetera, så vil det samlede offentlige regnskab for religionsbaserede aktiviteter se noget større ud.

Desværre udarbejder det offentlige ikke et regnskab over den indirekte støtte til godkendte trossamfund. Antallet af danskere, som betaler kirkeskat er faldende af to årsager: Kirken har et nettotab af medlemmer (udmeldteindmeldte) per år samt en faldende dåbsprocent, som i sidste ende påvirker antallet af kirkeskattepligtige.

Hvad koster udmeldelserne?
Den faldende dåbsprocent vil ikke blive analyseret her, men derimod kirkeudmeldelsens økonomi, som den officielle kirkestatistik giver et indblik i. I en hovedsaligt skattefinansieret kirke, som folkekirken, vil enhver udmeldelse betyde en mindre potentiel skatteindtægt.

Det økonomiske incitament til en udmelding i levende live er for mange indkomstgrupper til stede, men ikke nødvendigvis den vigtigste grund til en udmeldelse. Der mangler desværre forskning i årsager til udmeldelse, som kunne belyse dette vigtige spørgsmål.

LÆS OGSÅ: Folkekirken bruger tre gange mere på musik end på diakono

I 2012 meldte 20.813 personer over 15 år sig ud af folkekirken, mens 3.298 over 15 år meldte sig ind, det vil sige kirken havde et nettotab på 17.515 skattebetalende medlemmer.

Nu var 2012 et usædvanligt år, hvor udmeldelsestallet var noget højere end normalt givetvis på grund af diskussionen om at give bøsser og lesbiske lov til at indgå ægteskab i folkekirken.

Ser vi på udviklingen af udmeldelser, indmeldelser og nettotab af medlemmer fra 2007 til 2013 ser tallene ud, som det kan ses på tabel 1.

Antallet af udmeldte svinger en del og det tyder på, at begivenheder af samfundsmæssig betydning, der diskuterer folkekirken, uanset om det handler om ægteskabsret til bøsser og lesbiske eller andre spørgsmål såsom privatøkonomi generelt, får antallet af potentielle kirkeskattebetalere til at melde sig ud i stigende antal.

Folkekirkens medlemmer er tilsyneladende følsomme overfor kirkepolitiske diskussioner, men samtidig er de naturligvis også under påvirkning af samfundsmæssige begivenheder generelt.

Det kunne for eksempelvis være finanskrisens privatøkonomiske konsekvenser delvist kunne forklare det generelt højere udmeldelsestal fra 2009 og frem.

En yderligere forklaring på stigningen i antallet af udmeldinger kan givetvis også tilskrives de offentlige debatter om folkekirke, religion og samfund, som Ateistisk Selskab og Humanistisk Samfund har rejst siden midten af 00erne.

En del af foreningernes aktiviteter har blandt andet været at informere om, hvordan man melder sig ud af folkekirken, hvilket kan have nogen betydning for udmeldelsestallet.

Kirkeskatten er for 2012 gennemsnitligt 0,88 % og varierer fra 0,42 % til 1,48 % i landets kommuner. I 2012 var den gennemsnitlige indkomst for alle danskere over 15 år kr. 292.172, hvilket betyder, at den gennemsnitlige kirkeskat for danskere over 15 år var på kr. 2.571.

Det betyder, at folkekirken i 2012 kom til at miste ca. 45 mio. kr. Kirkeudmeldelsens økonomi fra 2007 til 2013 ser ud, som tabel 2 viser.
 

Mistede skatteindtægter på baggrund af udmeldelser akkumuleres gennem årene og beløbet vil altså vokse år for år, alligevel stiger folkekirkens samlede budget set over flere år.

Klaus Kerrn-Jespersen (Økonomi som styringsredskab i Kritisk Forum for Praktisk Teologi, nr. 124, juni 2011) har i en analyse vist, hvordan folkekirkens udgifter er steget kraftigt fra 1988 til 2008. I 2008 var folkekirkens udgifter 6,9 mia. kr., og siden 1988 er folkekirkens udgifter steget med 1,5 mia. kr. målt i faste priser (dvs. renset for inflation).

Det skyldes, at folkekirkens medlemmer er blevet mere velhavende i perioden, men selvom skattegrundlaget således er vokset, er den gennemsnitlige kirkeskatteprocent alligevel steget fra 0,79% i 1988 til 0,88% i 2008.

De mistede skatteindtægter pr. år udgør en meget lille del af det samlede folkekirkebudget, men fordi de mistede skatteindtægter akkumuleres vil det kunne mærkes på sigt, hvilket måske kan forklare, at det samlede kirkebudget har stabiliseret sig eller endda er faldet de seneste år.

Politikerne prioriterer folkekirken højt
Konsekvenserne af et mindre folkekirkebudget er begyndt at vise sig i form af diskussioner om effektiv økonomistyring, sammenlægning af arbejdsfunktioner i sogne, provstier og stifter, lukning af kirker et cetera.

Det overraskende i analysen af kirkeudmeldelsens økonomi er, at kirken har formået at hæve kirkeskatteprocenten på trods af en vis modvilje overfor stigende skatter i befolkningen og skattestoppet under Fogh/Løkke-regeringerne.

LÆS OGSÅ: Domprovst: Præster skal afholde sig fra at gøre kirken til underholdning

Det tyder på at folkekirken som offentlig institution nyder en opbakning fra landets folkevalgte, som kun er få andre offentlige institutioner forundt.

Folkekirkens eksistens som offentlig institution er betingede af befolkningens vilje til at betale kirkeskat samt politikernes vilje til at tildele institutionen fællesskabets ressourcer via finansloven.

Folkekirkens legitimitet hos befolkning og politikere er betingede af immaterielle forhold (tro, værdier og religiøs praksis), hvilket gør studier af folkekirkens institutionelle forhold interessant i en tid, hvor materielle målbare forhold synes at være det primære rationale for fordeling af ressourcer blandt de folkevalgte.

Brian Arly Jacobsen er adjunkt og ph.d. på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet