Analyse

Er blasfemiparagraffen et værn mod hadprædikanter?

Hvem ville blive dømt efter blasfemilovgivningen i de lande, som aktivt bruger blasfemilovgivningen? Mit gæt er, at det vil være en kristen præst fra Pakistan, en bahai-leder fra Iran, eller en ateist fra Bangladesh, skriver generalsekretær Jonas Adelin Jørgensen. Foto: Leif Tuxen

Hadprædikanter skal mødes med en robust frihedslovgivning, som sikrer den enkeltes frihed til at tænke, tro og ytre sig. Det skal vi stå værn om i Danmark, mener generalsekretær Jonas Adelin Jørgensen

I de seneste uger er det blevet debatteret, hvor vidt og hvordan mulighederne for såkaldte hadprædikanter kan begrænses. Senest har fire partier stillet sig bag en lov, der giver mulighed for en liste med navngivne personer, som ikke er ønsket i Danmark på grund af deres religiøse og politiske udtalelser.

Der er flere ting, som er betænkelige i denne diskussion, for eksempel den ironi, at de folkevalgte politikere, som umiddelbart skal stå vagt om vores fælles frihedsrettigheder, forsøger at begrænse disse rettigheder mest muligt for bestemte grupper.

Denne analyse fokuserer dog på et andet aspekt af debatten, nemlig lovgivningen omkring blasfemi og diskrimination og spørgsmålet om, hvor vidt det er en god ide at fastholde en blasfemilovgivning: Er blasfemilovgivningen et muligt værn mod hadprædikanter?

Det mener jeg ikke, den er. Fastholdelsen af blasfemiparagraffen bidrager nemlig til andre landes legitimering af lignende blasfemilovgivninger, som bruges til krænkelse af individuelle borgeres tros- og religionsfrihed.

Kampen for helt basale frihedsrettigheder - tanke og trosfrihed, ytringsfrihed og forsamlingsfrihed - er ikke bare noget, vi skal kæmpe for som en del af dansk udenrigs- og udviklingspolitik, men den er et vigtigt anliggende for at bevare frihedsrettighederne i vores eget samfund, sådan som den seneste tids debat har vist. Et vigtigt middel i denne kamp er netop afskaffelsen af vores egen blasfemilovgivning. Dette kan umiddelbart virke ulogisk, så lad os se nærmere på blasfemilovgivningen og dens effekt.

Hvad siger blasfemilovgivningen?

I straffelovens § 140 hedder det: ”Den der offentlig driver spot med eller forhåner nogen her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med fængsel indtil 4 måneder eller under formildende omstændigheder med bøde.”

Hidtil har argumentet mod at fjerne denne paragraf været, at den ikke anvendes i praksis. Dette er dog ikke tilfældet: Så længe § 140 er en del af straffeloven, kan den bringes i anvendelse, og blasfemiparagraffen har da også været anvendt til søgsmål. Tilbage i 2005 blev den således anvendt af en gruppe muslimer i et søgsmål mod DR og TV2 for at vise den hollandske filminstruktør Theo Van Goghs film ’Submission’. Som reaktion herpå foreslog Dansk Folkeparti, at § 140 skulle fjernes.

I 2014 udfærdigede Straffelovsrådet en rapport om de juridiske konsekvenser af en ophævelse af straffelovens § 140 om blasfemi. Rapporten fremhæver at der i straffeloven ud over § 140 også er andre bestemmelser, som omfatter beskyttelse af religiøs overbevisning, først og fremmest racismeparagraffen § 266b, som giver mulighed for en straframme på to år for trusler, hån eller nedværdigelse på grund af race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro eller seksuel orientering.

Rapporten fremhæver, at visse scenarier – for eksempel afbrænding af bibler eller koraner – ikke længere er strafbare ved en ophævelse af blasfemiparagraffen, hvis handlingerne ikke samtidig indebærer overtrædelse af § 266b. Samtidig viser rapporten også, at udlændinge, der opholder sig i Danmark som for eksempel religiøse forkyndere ikke kan få inddraget deres opholdstilladelse som følge af overtrædelse af § 140, men nok af § 266b! På trods af usikkerheden om hvilket område og hvilken type handlinger § 140 forbyder, så anbefaler rapporten at beholde § 140.

På denne baggrund kan det ikke afvises, at paragraffen har en præventiv effekt i forhold til frihedsrettigheder, og alene muligheden for at den bringes i anvendelse i forhold til et ikke nærmere defineret område kan være en begrænsning af ytrings-, tanke- og trosfriheden. I en situation, hvor magthaverne er interesseret i at begrænse frihedsrettighederne for visse samfundsgrupper, bør man derfor arbejde på hurtigst muligt at afskaffe blasfemilovgivningen.

Lad os se nærmere på det område, hvor blasfemiparagraffen rent faktisk anvendes, og som Straffelovrådets udtalelse korrekt identificerer som sammenhængende med mulige ændringer af § 140, nemlig udlændingeområdet.

Et eksempel herpå er Udlændingestyrelsens ansøgningsskema: ’Ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse i Danmark til religiøs forkynder, missionær, nonne eller munk’. Her skal ansøgeren i bilag 1 (’Erklæring på tro og love om kriminalitet’) skrive under på, at vedkommende ikke har været dømt for overtrædelse af blasfemilovgivningen i Danmark, hvilket er helt naturligt og ufarligt eftersom vi ikke anvender paragraffen. Men hvorfor skal alle ansøgere på tro og love skrive under på, at de ikke har været idømt straf efter en paragraf, som aldrig bringes til anvendelse? Loven bør ikke indeholde bestemmelser, hvis område ikke kan identificeres.

Sagen bliver endnu mere problematisk, hvis vi gennemtænker konsekvenserne af brugen af blasfemilovgivningen i forhold til ophold for udenlandske religiøse forkyndere: Teksten fortsætter med et krav om, at ansøgeren skriver under på, at denne ikke har været idømt straf for tilsvarende forhold i udlandet. Det vil således sige, at en forkynder, der i udlandet er dømt for at drive spot med et religiøst samfund, ikke kan komme ind i landet.

Hvem ville blive dømt efter blasfemilovgivningen i de lande, som aktivt bruger blasfemilovgivningen? Mit gæt er, at det vil være en kristen præst fra Pakistan, en bahai-leder fra Iran, eller en ateist fra Bangladesh. Den effekt, som fastholdelsen af loven får, er derfor den modsatte af det, som vi ønsker med en frihedslovgivning, nemlig at alle – også minoriteter – skal have lov til at ytre sig offentligt.

Blasfemilovgivningen er ikke noget værn mod hadprædikanter. Det er racismeparagraffen derimod. I praksis er det en konsekvens af fastholdelsen af en dansk blasfemilovgivning, at vi er med til at legitimere en lignende lovgivning i lande, hvor vi kender til krænkelse af tros- og religionsfrihed for minoriteter. Helt bizart bliver det, når brugen af blasfemilovgivningen i forhold til behandling af udlændinges ansøgninger om ophold betyder, at personer, hvis tros- og religionsfrihed er blevet krænket i hjemlandene, ikke kan få ophold i Danmark, fordi de er dømt efter de pågældende landes blasfemilovgivning!

Hadprædikanter såvel som totalitære regimer skal mødes med en robust frihedslovgivning, som sikrer den enkeltes frihed til at tænke, tro og ytre sig. Det skal vi stå værn om i Danmark! Derfor skal blasfemilovgivningen fjernes.

Jonas Adelin Jørgensen er cand.theol., ph.d., generalsekretær i Dansk Missionsråd og skriver religionsanalysen ved religion.dk.