Hvad er problemet med religiøse politiske partier?

"Modviljen mod religiøse politiske partier kan ikke forklares alene med henvisning til, at modstanderne er politisk uenige med religiøse partiers politik", skriver filosofilektor Sune Lægaard. Foto: Uffe Weng

Spørgsmålet om religion og politik bør adskilles, er aktuelt i både Danmark og Egypten. Men er denne specifikke form for politisk sekularisme rimelig, spørger filosofilektor Sune Lægaard

I de forgangne uger har der været to nyheder, der begge omhandlede religiøse politiske partier, selv om de konkrete sager næppe kunne være mere forskellige.

Den 27. november var det en stor historie, i hvert fald på Lolland og i Kristeligt Dagblad, at frikirken Faderhuset nedlægger sig selv. Efter forgæves at have forsøgt at opnå valg ved kommunalvalget, nedlægger Ruth Evensen frikirken efter eget udsagn som reaktion på en smædekampagne imod Faderhuset. Modstanden har blandt andet handlet om anklagerne for, at Faderhuset dækkede over mishandling af børn. Men en del af kritikken, for eksempel fremført af redaktør på Lolland-Falsters Folketidende Torsten Elsvor, var også, at Faderhuset er farligt for demokratiet.

LÆS OGSÅ: Når et trossamfund nedlægger sig selv

Samtidig i den anden ende af verden offentliggjorde Egyptens hær et forfatningsudkast, som skal danne baggrund for nyvalg til præsidentposten før parlamentsvalget næste år. Efter Det Muslimske Broderskabs tid ved magten sker dette på en baggrund, hvor der i Egypten er et forbud mod religiøse partier.

LÆS OGSÅ: Analyse: En hær med politiske ambitioner

Så der er altså bekymringer omkring religiøse politiske partier både i Danmark og Egypten til trods for, at de reelle magtforhold er helt forskellige.

I Danmark er der ingen grund til at tro, at det nogensinde vil lykkes Ruth Evensen fra Faderhuset at blive valgt til Folketinget, som hun bebudede efter nyheden om nedlæggelsen af frikirken. I et demokrati kan man ikke blive valgt, hvis man nærmest er universelt ringeagtet, som Evensen er i den danske offentlighed. Hvorfor så alligevel anse Evensens forsøg på at blive valgt som farligt for demokratiet?

I Egypten er det lige omvendt. Der er Det Muslimske Broderskab en reel magtfaktor, der var lige ved at fjerne grundlaget for den Egyptiske hærs magt. På den baggrund er det ikke svært at forstå, at hæren støtter et forbud mod religiøse partier. Men det er næppe demokratisk.

LÆS OGSÅ: Hvad er Det Muslimske Broderskab?

Så hvad er i givet fald problemet med religiøse politiske partier, hvis det har med demokrati at gøre?

Modviljen mod religiøse politiske partier kan ikke forklares alene med henvisning til, at modstanderne er politisk uenige med religiøse partiers politik. Ruth Evensen vil i Folketinget for at kæmpe mod retten til abort.

Men at man er uenige om et konkret politisk spørgsmål, for eksempel retten til abort, betyder normalt ikke, at man anser sin politiske modstander som en trussel mod demokratiet. Demokratiet handler jo netop om, at folk, der er politisk uenige, kan enes om en regeringsform, så et land eller en kommune kan styres trods uenighederne.

Så hvis problemet hverken er politisk uenighed, eller at et religiøst parti vil omstyrte demokratiet, hvad er det så?

Demokrati er ikke bare flertalsstyre. Demokrati handler om, at alle skal have lige mulighed for politisk indflydelse, for eksempel ved at alle har én stemme og kan stille op. Men dette er kun en nødvendig og ikke en tilstrækkelig betingelse for ægte demokrati.

Derudover skal demokratisk valgte beslutningstagere også holde sig inden for visse grænser, når de bruger deres tildelte magt til at træffe beslutninger.

For eksempel skal demokratiske beslutninger i et liberalt demokrati respektere grundlæggende rettigheder et flertal kan for eksempel ikke fratage et mindretal dets religionsfrihed.

Nogle demokrater mener, at demokratiske beslutninger desuden skal kunne begrundes med grunde, som alle borgere i princippet ville kunne acceptere eller i hvert fald anerkende som gode grunde. Så selv om man er demokratisk valgt, kan man ikke legitimt beslutte hvad som helst man skal kunne begrunde det over for alle borgere.

LÆS OGSÅ: Sekularisme er ikke ateisme

Og her kommer problemet med religiøse politiske partier: For hvis en demokratisk valgt politiker stemmer mod retten til abort ud fra religiøse grunde, så lever hun ikke op til dette krav.

Dette er en bestemt form for politisk sekularisme, det vil sige synspunktet, at politik og religion bør adskilles. Er det i virkeligheden sekularisme, der ligger bag kritikken af Evensen og Faderhusets forsøg på at få politisk magt? Det er meget muligt.

Spørgsmålet bliver da, om denne specifikke form for sekularisme er rimelig? Kan vi stille denne slags krav til politiske beslutninger? Dette spørgsmål er relevant, selv når Faderhuset ikke ser ud til at få politisk magt, for det gælder også de andre politiske partier og måske ikke kun religiøse argumenter i politik.

Sune Lægaard er lektor, ph.d. ved Roskilde Universitet og skriver religionsanalysen ved religion.dk.