Hvad er religiøs forfølgelse?
Forfølgelse er den mest alvorlige og voldsomme trussel mod religionsfriheden. Målrettet, systematisk forfølgelse af en gruppe af religiøse årsager er et brud på Folkeretten.
Der er i vores samtid et stort antal konflikter, hvor religion spiller en rolle. Faktisk ser det ud til, at antallet i de sidste 25 år har været stigende.
Religionsforfølgelse finder sted i en lang række lande, som begrænser religionsfriheden eller ikke håndhæver den tilstrækkeligt – både med statens vidende og i nogle tilfælde medvirken.
Hvis grænsen mellem legitim begrænsning af religionsudøvelse og diskrimination udgør den ene ende af spekteret omkring religionsfrihed, så finder vi i den anden ende direkte religiøs forfølgelse, der kan have form af vold, fængsling, tortur, tvangsægteskaber, voldtægt, etnisk udrensning og henrettelse.
Forfølgelse kan defineres som en vedvarende social, politisk eller juridisk mishandling, eller voldelig fremfærd overfor en religiøs gruppe.
Det betyder tilfælde, hvor diskrimination eller begrænsning af trosfriheden eskalerer til systematiske, målrettede overgreb mod en specifik religiøs gruppe – oftest en minoritet.
Selvom religiøs forfølgelse er et brud på Folkeretten, er det meget almindeligt, for eksempel i forbindelse med krige.
Det betyder dog ikke, at alle konflikter mellem forskellige religiøse grupper er udtryk for religiøs forfølgelse.
Religion er ofte overset som årsag til konflikt
Der findes en lang række videnskabelige studier af grunde til konflikter mellem grupper eller nationer.
Størstedelen af den empirisk forskning ser på politiske og økonomiske grunde til konflikt, og ignorerer eller overser religionens rolle i konflikter.
Selv ikke studier af statsstøttede etniske udrensninger fokuserer i nogen større udstrækning på religion. Andre har forklaret forholdet mellem religion og konflikt som et udtryk for perverteret religion.
Men forklaringen på religionsforfølgelse uden inddragelse af spørgsmålet om religionsfrihed ignorerer den store rolle, som religion spiller i mange af nutidens konflikter, for eksempel sekterisk vold i Irak eller etnisk-religiøse udrensninger i Bosnien.
Nylig forskning tyder dog på, at religionens rolle i konflikter hverken skal overdrives eller underdrives.
Er en religiøs gruppe altid forfulgt, hvis den er udsat?
Er der så altid tale om religiøs forfølgelse, når en gruppe troende og en anden gruppe er i en voldelig konflikt?
Nej. Her gælder det om at skelne mellem to forskellige dimensioner af religiøs tro: Religion kan fungere som identitetsmarkør og som motivation for handlinger.
Som identitetsmarkør bliver religiøs tro en del af den identitet, som den enkelte og gruppen har, og som gør dem forskellig fra andre grupper.
Hvis religion blot er en identitetsmarkør i konflikten, og uenigheden ikke drejer sig om indholdet i troen eller religiøst motiverede handlinger, så er en konflikt ikke udtryk for religiøs forfølgelse.
Et eksempel på en konflikt, hvor religion fungerer som identitetsmarkør, men ikke er udtryk for religiøs forfølgelse, kunne være konflikten mellem katolikker og protestanter i Irland.
Selvom parterne identificeres ved deres religiøse tilhørsforhold, handler konflikten ikke om religiøse spørgsmål, men om Irlands politiske tilknytning til Storbritannien.
Hvis en konflikt derimod udspringer af religiøst motiverede handlinger, vil den være udtryk for religiøs forfølgelse.
Det er eksempelvis tilfældet i Israel-Palæstina-konflikten, hvor to religiøse grupper kæmper om retten til et landområde, der har særlig religiøs betydning for dem begge.
Kilder: Isak Svensson, Ending Holy Wars, University of Queensland Press, 2012, Matthew Krain, “State-Sponsored Mass Murder”, Journal of Conflict Resolution, Vol. 41, June 1997, s. 331-360, Jürgensmeyer, Terror in the Mind of God, UCLA Press, 2003, B. Grim & R. Finke, ”Religious Persecution in Cross-National Context”, American Sociological Review, Vol. 72 (August 2007), s. 633-658).
