Er kultur og religion baggrunden for æresrelateret vold?

Handler æresrelateret vold altid om ære? Og er årsagen til volden dermed eksotiske kulturmønstre, mellemøstlig etnicitet og religionen islam? Spørger cand.mag. Louise Lund Liebmann

I sommeren 2014 fyldte en grufuld sag om den unge, etniske minoritetskvinde 'Samira', der blev udsat for vold af flere familiemedlemmer, mediebilledet. Flere medier introducerede termen "ærespisk" for offentligheden.

Termen er en videreudvikling af begreberne 'æresrelaterede konflikter' og 'æresrelateret vold', som i Vesteuropæisk sammenhæng så dagens lys i 00'erne.

Som begreb kan den danske anvendelse af 'æresrelateret vold' spores til drabene på Fadime Sahindal i Sverige i 2002 og Ghazala Khan i Danmark i 2005. Begge drab blev genstand for en massiv mediedækning i hele Skandinavien, og især drabet på Ghazala Khan medførte et øget politisk fokus på integrationsproblemer og vold blandt etniske minoriteter herhjemme.

Som reaktion på drabene foranledigede Rigspolitiet i 2006 en optælling og registrering af såkaldt æresrelaterede sager i Danmark. I deres strategi fra 2007 defineres fænomenet ikke, men beskrives som "strafbare forhold, der har forbindelse med kulturelt eller religiøst betingede normer og æresbegreber".

Læs også: Den hvide mands æresdrab 

På tværs af blandet andet journalistiske og statslige problemformuleringer er der enighed om, at volden først og fremmest er kulturelt betinget, dernæst etnisk og religiøst.

Eksempelvis betegner Social- og Integrationsministeriets i 'National strategi mod æresrelaterede konflikter' fra 2012 konsekvent æren som et "æreskodeks". Betegnelsen signalerer, at det æresmotiv, der fremstilles som motiverende for volden, kan sammenlignes med en kulturel regel, der blandt den etniske minoritet sætter andre fordringer ud af spil.

Begrebet æresrelateret vold betegner således samtidig en kategorisering af vold, der også indebærer en kategorisering af voldsofrenes og voldsudøvernes religiøse, etniske og kulturelle tilhørsforhold og identiteter. Anvendelsen af termen inkluderer nemlig en bagvedliggende opfattelse af kultur som distinktion.

Det betyder, at de æresrelaterede konflikter – og volden – gøres forståelige ved at henvise til ikke-dansk kultur og etnicitet og ofte islamisk religion som de afgørende forskelle på 'vores' og 'deres' (volds)handlinger. På denne måde adskilles den etniske minoritet fra den etniske majoritet, når minoritetens voldshandlinger udskilles som grundlæggende anderledes: nemlig som kulturelt styret.

For eksempel illustrerer journalisters fremstillinger af såkaldte 'familietragedier', hvor en etnisk dansk mand enten på baggrund af jalousi eller økonomisk fallit udrydder sin familie, hvordan vold i en dansk majoritetskontekst ikke kobles sammen med æresbegreber og dermed heller ikke med ikke-dansk kultur, religion eller etnicitet.

Læs også: Krænket ære får også danske mænd til at dræbe

Det sker, selvom det er åbenbart, at tabet af en udkåren eller en drastisk formindsket økonomisk formåen, også blandt den etniske majoritetsbefolkning, kan sammenlignes med et ærestab: begivenhederne kan foranledige et ansigtstab, en følelse af krænket ære, og dermed kan de godt opfattes som motiver til familieudryddelsen.

Det kultur- og religionsbegreb, der ligger til grund for opdelingen af voldshandlingerne rummer således også en række problemer: Når eksotiske kultur- og religionsmønstre opfattes som bagvedliggende motiv til vold, underforstås det nemlig, at voldsudøverne ikke i nævneværdig grad besidder tanke- eller handlemuligheder. Det er nemlig æresbegreberne, forankret i kultur, religion eller etnicitet, og altså ikke individerne, der i denne tankerække holdes ansvarlig for volden.

Læs også: Hvordan ser jødedommen på æresdrab?

Eftersom religion, etnicitet og kultur defineres som en entydig forklaring på individers handlinger, bliver individerne i de respektive fremstillinger til kultur- og religionsprodukter uden mulighed for at handle imod de kulturelle eller religiøse mønstre.

Det perspektiv, som begrebet og kategorien æresrelateret vold er vokset ud af, overser således, at mange etniske minoriteter fra familier, lande og regioner med såkaldt æreskultur ofte handler imod disse angiveligt bestemmende kulturelle fordringer, når de agerer imod den beskrevne ærespraksis og imod kulturelle normer om maskulinitet og femininitet.

Louise Liebmann er cand.mag. i religionshistorie og ph.d. Hun skriver religionsanalysen ved religion.dk