Hvornår er yoga rigtig yoga?

Yoga betyder at komme under åg, hvilket henviser til, at yoga som teknik kan styre kroppen, så at man kan fokusere på sindet. Arkivfoto.

Danskere dyrker yoga af forskellige grunde. Man kan overveje, om yoga i dens danske udgave overhovedet er yoga eller måske en misforstået form for yoga; eller om den blot er et udtryk for, at begreber og fænomener også i religionernes verden bevæger sig både i rum, tid og form, skriver lektor, ph.d. Marianne Qvortrup Fibiger

Fru Jensen dyrker yoga på aftenskole hver tirsdag aften. Det har hun gjort i mange år sammen med sine veninder. De har også prøvet gymnastik i forskellige former, men de synes nu at yoga passer dem bedst. Det giver velvære, og de mange øvelser gør én smidig.

LÆS OGSÅ: "Yoga er sundt og Buddha er cool"

Tina er fitnesstræner, og hun er vant til at træning skal være intens og hård, men hun er nu ved at uddannes sig som yogainstruktør. Hun ser yogaen som et godt supplement til, hvad fitnesscentret ellers kan tilbyde, og det er blevet meget populært blandt centrets brugere, men kun som supplement. Tina selv er nu begyndt at interessere sig for den bagvedliggende filosofi, ikke mindst fordi hun mener at det fysiske og det psykiske hører sammen.

Og så er der Peter. Han blev for første gang introduceret for yoga, da han som ung var på dannelsesrejse i Indien. Her boede han igennem længere tid i en ashram, hvor dagen gik med yoga, lidt meditativt havearbejde, og belæringer af ashrammens guru om livets forgængelighed. Målet med yogaen i ashrammen var at skabe indre balance og ikke mindst at dæmme op for sansernes evige bombardement, så man kunne koncentrere sig om at erkende den virkelige virkelighed eller selvet enhed med altet. Peter har dyrket yoga siden dengang, og han har forsøgt at efterleve den indiske livsfilosofi, som han blev præsenteret for i Indien, efter han kom hjem til Danmark.

Yoga på dansk rigtig yoga?
Disse fiktive personskildringer er nogle af flere forskellige tilgange til yoga, som jeg har mødt blandt danskere, der dyrker yoga i en eller anden form i nutidens Danmark. Få vil kalde yoga en livsfilosofi, eller anse den som en del af den hinduistiske tradition, hvor flere centrale hinduistiske helligskrifter indskriver yoga i et frelsesperspektiv, og hvor målet med yoga er at forsøge at isolere sig fra kroppens sanseindtryk.

LÆS OGSÅ:Yoga - fitness eller spirituel livsfilosofi?

I stedet benytter langt de fleste yogaudøvere sig af yoga for at lære at koncentrere sig, at leve i nuet, at finde et mentalt åndehul, at dæmme op for stress for at håndtere en ellers meget travl hverdag; og ikke mindst for at få en smuk og smidig krop, hvilket står i diametral modsætning til yogaens oprindelige form og mål.

Yoga i Vesten gik fra ånd til krop
Det er derfor interessant at diskutere, om yoga i dens danske udgave overhovedet er yoga eller måske en misforstået form for yoga; eller om det blot er et udtryk for, at begreber og fænomener også i religionernes verden bevæger sig både i rum, tid og form.

Eller som Colin Campbell skriver i sin bog fra 2007 med titlen The Easternization of the West, så var yoga i sin traditionelle spirituelle form stort set ukendt for Vesten frem til 1940erne, og da yoga for alvor begyndte at sprede sig i Vesten i 1950erne og 1960erne gennem populærlitteratur og tv-programmer, så var det som en alternativ gymnastikform og ikke som en spirituel disciplin.

Yoga blev parret med den øgede fokusering på kroppen i den vestlige verden, og derved ændrede den også form. Yoga gik fra ånd til krop. I dag er den måske på vej tilbage til ånd igen. Det er der i alt fald flere yogaskoler, som begynder at fokusere mere eksplicit på.

LÆS OGSÅ:Yoga har rødder i hinduismen

Yoga betyder at komme under åg, hvilket henviser til, at yoga som teknik kan styre kroppen, så at man kan fokusere på sindet. Det er altså teknikkens udgangspunkt.

Religionshistorisk kan man muligvis spore yoga helt tilbage til Induskulturen fra omkring 2500 fvt., men i alt fald til de hinduistiske helligtekster upanishaderne fra omkring 600-300 fvt., hvor der samtidig også introduceres et nyt frelsesperspektiv, hvor målet var at frigøre sig fra genfødslernes kredsløb og erkende ens selv (atman) som identisk med verdensaltet (brahman).

LÆS OGSÅ:Det siger religionerne om frelse

Selv tankeorganet ansås som en sans, der skulle tøjles, for at mennesket kunne erkende identiteten med brahman. Og her blev yoga introduceret som midlet til at opnå denne erkendelse med.

Op igennem den indiske middelalder opstod en helt række forskellige yogaskoler, der ikke blot forfinede teknikkerne, de kortlagde også kroppens esoteriske anatomi blandt andet via chakraer, som hver især ansås for at have betydning for eventuelle ubalancer i kroppen.

Det vil sige, at fokus blev i større grad på kroppen selv, dog uden at glemme det overordnede frelsesmål. Og det var netop primært den kropslige side, som vandt gehør i Vesten. Og interessant nok nu er vendt tilbage i sin nye form til Indien, hvor mange indere dyrker den vesterlandske form for yoga.

Religionsfænomener ændrer ofte form
Yoga er blot et ud af mange eksempler på, hvordan et fænomen, der tager udgangspunkt i en snæver religionshistorisk ramme, ændrer form op igennem historien. Det er ikke kun en spændende proces at følge, det er også interessant at afdække de diskussioner, som denne forandring har afstedkommet. Denne diskussion foregår både i det interne miljø, og også i det religionsfaglige miljø.

LÆS OGSÅ:
Domstol afviser, at yoga er religiøs indoktrinering

Overordnet handler diskussionen om autenticitet, og om yoga er religion, spiritualitet, en alternativ gymnastikform eller måske lidt af det hele. Som forsker i religionsvidenskab er det en meget spændende proces at følge.

Marianne Qvortrup Fibiger er lektor, ph.d. ved Afdeling for Religionsvidenskab, Aarhus Universitet og skriver religionsanalysen ved religion.dk.