Islamforsker: Folketinget mangler opdateret viden om muslimer

Indvandrerkvinder med tørklæder i

Hvis man udelukkende danner sig et indtryk af udbredelsen af islam i Danmark via medierne, vil mange nok tro, at indvandrere i Danmark er blevet mere religiøse, men samlet set er indvandrere og flygtninge blevet mindre religiøse, viser en undersøgelse fra Catinét, som islamforsker Brian Arly Jacobsen fremhæver i sin analyse. Scanpix Denmark

Hvis man udelukkende danner sig et indtryk af udbredelsen af islam i Danmark via medierne, vil mange nok tro, at indvandrere i Danmark er blevet mere religiøse, men samlet set er indvandrere og flygtninge blevet mindre religiøse, viser en undersøgelse fra Catinét, som islamforsker Brian Arly Jacobsen fremhæver i sin analyse.

Det meste af Folketinget synes at være levende optaget af muslimers religiøse forestillinger og praksis. Desværre mangler de opdateret viden at udtale sig på baggrund af.
Brian Arly Jacobsen, lektor

De få studier af muslimers religiøse værdier, praksis og de religiøse institutioners måde at praktisere islam på i en dansk kontekst, der er lavet herhjemme, er efterhånden forældede, skriver islamforsker Brian Arly Jacobsen

Grimhøjmoskéen med dens yderligtgående fortolkning af islam fylder meget i den offentlige debat. Når medierne fokuserer sine historier på de yderligtgående moskéers fortolkning af islam, kan det medføre en blind vinkel i dækningen af danske muslimer.

Der er lavet ganske få generelle studier af muslimers religiøse værdier, praksis og de religiøse institutioners måde at praktisere islam på i en dansk kontekst. Desværre daterer de sig mere end fem år tilbage og er derfor efterhånden forældede, hvis vi skal bruge resultaterne til at sige noget sikkert om, hvordan situationen er i dag. Jeg vil i det følgende præsentere nogle af de tidligere forskningsresultater.

Medlemstallet i moskéforeningerne er lavt
Religionssociolog Lene Kühle foretog i 2006 en undersøgelse af moskéer i Danmark og den religiøse praksis, som foregår i de mange forskellige moskéer. Det var en omfattende undersøgelse af alle moskéer i Danmark af den islampraksis, som kommer til udtryk på forskellig vis, og om mødet mellem islam og Danmark mere generelt.

I undersøgelsen kom hun frem til, at der i 2006 var 115 moskéer fordelt på sunni-moskéer, shia-moskéer, ahmadiyya-moskéer og bedesteder med tilknytning til alevi-islam. Siden da er antallet af moskéer steget og udgør i dag op til 140, hvoraf cirka ti er shia-moskéer, to er ahmadiyya-moskéer, og otte bedesteder er knyttet til alevi-islam, resten af moskéerne er typisk grundlagt på en sunni-tradition.

Kun enkelte moskéer er bygget til formålet. Den første var ahmadiyyaernes Nusrat Djahan-moské i Hvidovre fra 1967. De seneste to formålsbyggede moskébygninger er sunni-moskéen Hamad Bin Khalifa Civilisation Centre fra 2014 og shia-moskéen Imam Ali Moskéen fra 2015, begge er de hjemmehørende i København.

Moskéerne kan yderligere opdeles i sheik-, læg- eller organisationsmoskéer. Sheik-moskéerne, som talte syv i 2006, er de moskéer, danskerne hører mest om: Det er her, hvor imamer som Abu Laban, Ahmed Akkari og Raed Hlayhel i 2006 ledte fredagsbønnerne – i dag er en person som Abu Bilal et godt eksempel. De er langt mere religiøst orienterede og politisk mod det danske samfund.

Organisationsmoskéerne er oftest nationalt orienterede. De tyrkiske Diyanet moskéer er her de mest udbredte moskéer. De udgør i dag cirka 30 moskéer og er i det hele taget den mest udbredte moskétype. Her sidder mest ældre tyrkiske mænd, og det er socialt samvær med tedrikning og kortspil, som betyder mest. Fredagsprædikenen er mindre væsentlig.

Lægmoskéerne, som under ét udgør de fleste moskéer, er ifølge Lene Kühle mere lokalt forankrede med tæt kontakt til lokalområdet, og de fungerer også mest som kulturforeninger, det behøver dog ikke at betyde, at religionen er uden betydning.

Lene Kühle anslog i 2006, at 20-25 procent af muslimerne i Danmark er medlemmer af en moskéforening, hvilket i 2015 svarer til cirka 53-66.000 medlemmer af moskéforeninger ud af cirka 264.000 muslimer i Danmark. Det faktiske medlemstal i moskéforeningerne er lavt, og forskning tyder på, at det ofte kun er faderen i en familie, som formelt er medlem, selvom hele familien gør aktiv brug af moskéen, deltager i dens aktiviteter og er praktiserende muslimer.

Trosretningen betyder noget for den religiøse praksis
I 2006 bestilte ’Tænketanken om udfordringer for integrationsindsatsen i Danmark’ i samarbejde med forskerne Peter Gundelach og Esther Nørregård-Nielsen rapporten ’Værdier og normer – blandt udlændinge og danskere’. Den færdige rapport indeholdt resultaterne af en omfattende spørgeskemaundersøgelse om tilslutningen til værdier og normer i Danmark blandt indvandrere fra Tyrkiet, Pakistan, Vestbalkan, Iran, Irak, Vietnam, efterkommere fra Tyrkiet og Pakistan og etniske danskere.

Trosretning betyder noget for religiøs praksis, fordi nogle trosretninger, for eksempel hvis man er muslim eller katolik, indebærer, at ritualerne har en anden betydning i religionen, og derfor går man oftere i kirke/moské, end hvis man er eksempelvis dansk protestant. Man kan derfor forvente anselige forskelle med hensyn til deltagelse i religiøse ritualer i de forskellige grupper.

Dette bekræftede undersøgelsen også. Katolikkerne i undersøgelsen var de religiøst mest aktive, hvor 53 procent gik i kirke en gang om ugen eller mere, 22 procent af muslimerne gik i moské en gang om ugen eller mere, og blandt de øvrige trosretninger var andelen af hyppige kirke/tempelgængere nogenlunde den samme, nemlig omkring 5-7 procent.

Forskellen mellem de forskellige trosretninger var også synlige i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt man opfattede sig selv som et religiøst menneske. De etniske danskere sammen med iranerne lå lavest blandt de, der siger, at de er meget religiøse.

Der er forskellige grunde hertil. Danmark har en lang tradition for sekularisering, som har gjort religion mindre og mindre vigtigt i offentlige institutioner og for individet, og derfor opfatter mange etnisk danskere ikke sig selv som særligt religiøse.

Den samme udvikling er langt fra tilfældet i andre dele af verden. For mange af de iranske indvandrere er der givet tale om et bevidst politisk-religiøst valg, som først og fremmest har at gøre med erfaringer fra det iranske præstestyre. 
 
Endelig angav 11 procent af muslimerne, at de bruger en imam til personlig vejledning en gang om måneden, mens 53 procent aldrig bruger imamen til personlig vejledning. Det fremgår desværre ikke, hvilken type af råd de søgte, og i hvilken udstrækning de blev fulgt – dette kunne man også forske mere i. 

Indvandrere og flygtninge er blevet mindre religiøse
Undersøgelsen ’IntegrationsStatus – 10 års fremgang – og hvad nu?’ fra 2009, udarbejdet af det danske analyseinstitut Catinét, er måske den mest værdifulde undersøgelse til viden om muslimer og denne gruppes integrationsstatus.

Catinét gennemførte den første interviewundersøgelse blandt flygtninge og indvandrere i 1999. Den var baseret på målinger af integrationen i Danmark fra 1999-2008 via cirka 1000 interviews hvert halve år.

Catinét nåede at spørge cirka 18000 flygtninge og indvandrere fra Tyrkiet, Eksjugoslavien, Pakistan, Iran, Irak, Somalia og Palæstina/Libanon. Religiøsitet var en af undersøgelsens faste målinger.

I rapporten konkluderer forskerne, at ”samlet set er indvandrere og flygtninge blevet mindre religiøse”, og daværende forskningschef i Catinét Flemming Mikkelsen udtalte i den forbindelse: ”Hvis man udelukkende danner sig et indtryk af udbredelsen af islam i Danmark via medierne, vil mange nok tro, at indvandrere i Danmark er blevet mere religiøse. Det er et eksempel på, at Catinéts undersøgelser og analyser kan være med til at give et mere nuanceret billede af virkeligheden.”

Fra Catinéts undersøgelse ’IntegrationsStatus 1999-2003 – 5 år i et integrationsperspektiv’ fra 2003 ved vi også, at 30 procent af mændene med indvandrerbaggrund og 20 procent af kvinderne med indvandrerbaggrund ”regelmæssigt kommer i en moské”.

I undersøgelsen fra 2008 spurgte man også om, hvad deltagerne synes om tanken om en kvindelig imam. De interviewede muslimer fordelte sig i næsten tre lige store grupper: 29 procent bakkede op om tanken, 27 procent var imod, mens 28 procent hverken var for eller imod. Der er ingen kønsmæssige forskelle i tilslutning og modstand overfor tanken.

Social kontrol udgør en barriere for unges integration
En særlig kategori af vidensproduktion på dette område er officielle rapporter bestilt af ministerier. Især Socialministeriet og Integrationsministeriet har bidraget til viden på udvalgte områder.

Ofte handler det om at kortlægge viden inden for et allerede eksisterende forskningsområde, og i sjældne tilfælde kombineres dette også med en egentlig dataindsamling. Eksempler på sådanne officielle rapporter er:

• ’Rapport om brugen af niqab og burka’ (2009), Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, bestilt af Indenrigs‐ og Socialministeriet. Rapportens forfattere vurderede, at der findes mellem 100 og 200 kvinder i Danmark, der bærer niqab, og nærmest ingen bærer burka.
 
• Kortlægning af ’Kønsligestilling blandt etniske minoriteter i Danmark’ (2011), Als Research, bestilt af Ministeriet for Ligestilling. Kortlægningen undersøgte ikke specifikt muslimer, men havde dog en række observationer om muslimske kvinder, der generelt mindede om hele undersøgelsens population.

Undersøgelsen havde en række interessante konklusioner, der viste:
- At kønsligestillingsspørgsmålet ofte er et følsomt emne for mange etniske minoritetskvinder.
- At kvinderne klarer sig bedre end de unge mænd i uddannelsessystemet.
- At etniske minoriteter og især etniske minoritetskvinder har en svagere tilknytning til arbejdsmarkedet end etniske danskere (kønsforskellen er omtrent den samme, som man finder blandt etniske danskere).
- At der er sket en positiv udvikling i kvindernes forudsætning for kønsligestilling og faktiske kønsligestilling, mens mændene på mange områder sakker bagud.

Endelig viste kortlægningen, at kvindens ære primært er knyttet til hendes seksualitet, hvilket kan skabe problemer i forhold til social kontrol.

• En kortlægning af ’Antidemokratiske og ekstremistiske miljøer i Danmark’ (2014), SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, bestilt af Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold. Rapporten vurderede, at der findes mellem 195 og 415 muslimer med tilknytning til ekstremistiske muslimske miljøer (mellem cirka 0,07 procent og 0,16 procent af alle muslimer i Danmark).

• Rapport om ’Kønsroller og social kontrol blandt unge med etnisk minoritetsbaggrund’ (2014), Als Research, bestilt af Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold. En kvalitativ interviewundersøgelse med 59 personer. De fleste informanter havde muslimsk baggrund. Undersøgelsen viser, at de unge – og især unge kvinder – oplever at være udsat for social kontrol, som i udpræget grad ”begrænser deres selvstændighed, bevægelsesfrihed, seksualitet, trosfrihed og sociale liv.” Den sociale kontrol udgør en væsentlig barriere for de unges sociale integration i Danmark.

Fælles for disse rapporter og kortlægninger er, at de for det meste tager udgangspunkt i den bredere kategori ’etniske minoriteter’ fra ’ikke-vestlige lande’, som ikke er lig gruppen af muslimer i Danmark. Den største del af muslimer indgår i denne kategorisering, men det gør en lang række andre befolkningsgrupper også. Der findes dog undtagelser i disse kortlægninger og rapporter, hvoraf jeg har fremhævet nogle ovenfor.

Vi har brug for mere sikker viden
Det meste af Folketinget synes at være levende optaget af muslimers religiøse forestillinger og praksis. Desværre mangler de opdateret viden at udtale sig på baggrund af. Jeg foreslår, at den nuværende integrationsminister Inger Støjberg hjælper med at skabe mere vished om de faktiske forhold ved at bestille en ny undersøgelse af ’Værdier og normer – blandt udlændinge og danskere’ her ti år efter den første.

Brian Arly Jacobsen er lektor i religionssociologi og skriver religionsanalysen ved religion.dk.