Skal julen fejres i folkeskolen?

Problemet på skolerne er, at kristne traditioner på den ene side kan ekskludere muslimer, og på den anden side kan være en traditionalistisk oprustning overfor muslimsk indvandring, skriver lektor Sune Lægaard

Kristeligt Dagblad har tidligere rapporteret, at skoler har fravalgt at markere jul og andre kristne højtider. I år har historien pludselig været den modsatte, nemlig at flere skoler, som tidligere har fravalgt juletraditioner, nu vælger dem til igen. Det er i givet fald i sig selv en interessant udvikling.

Men hvad var grunden oprindeligt til at vælge juletraditioner fra? Og hvis skolerne nu vælger traditionerne til igen, er det så udtryk for en forkastelse af disse grunde?

Kristeligt Dagblad beretter den 16. december, at en skole tidligere opgav markeringen af julen efter et oplæg fra religionshistoriker Mikael Rothstein om, at skolen bør være sekulær. Skolen har nu genindført julegudstjenesten, men som et frivilligt tilbud uden forkyndende elementer.

Læs også: Er ateisme og religionskritik grundlaget for DR’s julekalender? 
 
I så fald handler problemet om julens religiøse elementer over for et ideal om skolen som sekulær. Det vil sige nogle principielle overvejelser om forholdet mellem religion og offentlige institutioner. Men hvad vil det sige, at skolen er sekulær, og hvorfor bør den være det?

En sekulær folkeskole 

Sekularisme handler overordnet set om adskillelse af religion og politik. Mere specifikt bør politiske autoriteter ikke blande sig i religioners indre anliggende, og religiøse autoriteter bør tilsvarende ikke have indflydelse på politiske beslutninger. Det betyder især, at staten ikke skal håndhæve religiøse love eller begrunde sine love og politikker med religiøse grunde.

En begrundelse for dette krav er, at politisk magt i et demokratisk samfund er udtryk for borgernes selvstyre. I et demokrati styrer borgerne i fællesskab sig selv frem for at være underlagt en enevældig overmagt.

Hvis politisk magt principielt skal være udtryk for vores egen vilje, så skal den udøves på måder, som borgerne kan se som udtryk for deres egen vilje. Når nu borgerne ikke deler en fælles religiøs overbevisning, så kan politisk magt ikke begrundes ud fra religiøse grunde, da de ikke vil kunne ses som udtryk for alle borgeres vilje.

Læs også: Danske familier - uanset tro - skal have mulighed for at fejre jul med deres børn

Hvad har det med skoler at gøre? Folkeskolen er en offentlig skole, der er udtryk for, hvad staten mener, at børn skal lære. Så hvis skolen kræver, at børnene for eksempel deltager i kristne ritualer, er der her tale om politisk håndhævelse af religiøse ideer. Det er et brud på sekularisme såvel som almindelig religionsfrihed.

Men hvis deltagelse i julegudstjenesten er frivillig, og det forkyndende indhold er fjernet, er der så et problem? Mikael Rothstein fastholder sin principielle kritik af, ”at en folkeskole, som foregiver at være for alle, og som i manges øjne bør være sekulær, i den grad formidler liberalteologisk kristendom”.

Er det forkyndende? 

Det springende punkt her er, hvad ”formidling” dækker over. Hvis kristendommen indgår i skolen på en ikke-forkyndende måde, så kan formidling af den ikke være et problem – så skulle skolen være udelukket fra at formidle noget som helst, som eleverne kunne tænkes at være uenige om, for eksempel også spørgsmål om politik, kunst eller livets oprindelse.

Rothsteins pointe er nok nærmere, at selv om præsten ikke prædiker, men bare fortæller historier, så præsenteres kristendommen her i et favorabelt lys, der indirekte virker forkyndende.

Problematikken ligner så den såkaldte Lautsi- sag om de obligatoriske kors i italienske skoler, der blev anklaget for at krænke både elevers religionsfrihed og statens religiøse neutralitet. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol gav i 2009 klageren medhold i, at korsene krænkede et relevant krav om sekularisme. Ved appellen i 2011 skiftede domstolen holdning; nu var korsene alligevel ikke et problem, da de ikke blev betragtet som forkyndende.

Læs også: Den kristne jul forsvinder fra kommunale julekort 

Skolernes oprindelige afskaffelse af juletraditioner kan ses som udtryk for en frygt for at krænke et krav om, at skolen skal være sekulær, og genindførslen kan ses som udtryk for, at man alligevel ikke anser traditionerne som havende et forkyndende religiøst indhold.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om det er rigtigt – eller om Rothstein med rette kan sige, at kristendommen alligevel får en uretfærdig særstilling.
Skolerne kunne undgå denne mistanke ved også at inkludere andre oprindeligt religiøse traditioner – i så fald kan de ikke kritiseres for at give kristne traditioner en urimelig særstilling.

Dette ville også svare på en anden af Rothsteins kritikpunkter, nemlig at genindførslen af traditionerne er en reaktion på ”islams rolle i debatten”. Nu er problemet ikke, om der kan eller ikke kan være religion i skolerne, men om kristne traditioner på den ene side kan ekskludere muslimer, og på den anden side kan være en traditionalistisk oprustning overfor muslimsk indvandring.

Her er spørgsmålet, hvad der ekskluderer muslimer mest: En folkeskole med kristne og andre religiøse traditioner eller en folkeskole helt renset for religion? En demokratisk stat skal inkludere alle borgere, så folkeskolen kunne finde plads til både kristne og muslimske traditioner, så længe de formidles på en ikke-forkyndende og frivillig basis.

Sune Lægaard er lektor, ph.d. og skriver religionsanalysen ved religion.dk