Kirken på Facebook: Langt mellem succeshistorierne

Per Ørum Jørgensen. mf Kristendemokraterne. Foto: Orla Møller

Folkekirken er ved at vågne op til dåd, hvad angår brugen af sociale medier. Men skal man finde succeshistorierne, er det nødvendigt at flytte blikket fra de officielle kirkesider på Facebook til præsternes individuelle aktiviteter, vurderer ph.d. og vicegeneralsekretær Peter Fischer-Nielsen

For nylig har Ministeriet for Ligestilling og Kirke, Præsteforeningen og biskopperne åbnet et debatforum på internettet for yngre præster og taget initiativ til en såkaldt innovation camp i januar. Formålet er at skabe en ramme for nytænkning af temaer som gudstjeneste, sjælesorg og kommunikation.

LÆS OGSÅ
: Innovation i folkekirken ønskes: Præster med over 10 års erfaring må ikke deltage

Et element som formentlig vil komme på bordet, når præsterne mødes, er mulighederne for at anvende sociale medier i præsternes daglige arbejde. Selvom det mest udbredte sociale medie, Facebook, åbnede op for verdensbefolkningen allerede i 2006, er det først i de senere år, at folkekirken for alvor er begyndt at tage mulighederne til sig.

Knap halvdelen er i gang
Stadig flere kirker er på vej til at etablere en Facebook-tilstedeværelse. I en opgørelse fra Center for Samtidsreligion, der offentliggøres senere på året, viser det sig, at 24 ud af 58 sogne i Aarhus Stift har fået en Facebook-side. Til sammenligning er det i USA 70 procent af kirkerne, der bruger Facebook, ifølge en aktuel rapport fra Barna Group.

En af de umiddelbare fordele ved at have en god Facebook-side er, at det også skaber trafik til ens hjemmeside. I en mindre undersøgelse, som jeg har lavet for KirkeWeb blandt 15 sogne, viste det sig, at der generelt kommer flere ind på kirkernes hjemmesider via links fra Facebook end fra Sogn.dk.

For én kirke, der var særligt aktive på de sociale medier, var det ikke mindre end 18 procent af hjemmesidegæsterne, der kom ind via Facebook.

Folkekirken tilbyder information frem for dialog
Der er imidlertid langt mellem succes-historierne på kirkernes Facebook-sider. I et nyt speciale om tre bysognes brug af sociale medier, kan forfatteren Helena Christensen konkludere, at kirkernes Facebook-sider primært anvendes til ren informativ formidling samt oplysninger omkring arrangementer. Dialogen er der med andre ord ikke meget af på Facebook-siderne, der alt for ofte kommer til at ligne endnu en hjemmeside med informationer.

Det er dog ikke retfærdigt at vurdere folkekirkens aktiviteter på Facebook alene på baggrund af de officielle kirkesider. Langt mere interessant er det at betragte, hvordan præsten som person bruger Facebook og andre sociale medier til en række forskellige formål: til at kommunikere med konfirmander, til at indgå i debatter, til at yde sjælesorg og til at formidle kristendommen bredere ud i sognet.

Facebook er en god kontakt til sognet
Dette udsagn fra en af mine egne præstevenner på Facebook, kan tjene som illustration på nogle af præstens muligheder:

Det er sket flere gange, at en person har vist i sin status, at der var problemer, og jeg har så skrevet med vedkommende på chatten. Det er en god form for sjælesorg, som så også kan udvikle sig til et møde med hinanden og yderligere kontakt. Jeg har også kontakt med en del fra lokalområdet, som ikke går i kirke. Forleden kom vores lokale købmand hen og overraskede mig ved at sige, at jeg havde vel nok ret i det, som jeg havde skrevet på Facebook. Det er et fantastisk godt middel til at nå den del af et sogn, som vi ikke møder i kirken - endnu!

I en tid, hvor folkekirkens naturlige plads i samfundet er truet, kan sociale medier vise sig at få en vigtig rolle i forhold til at minde befolkningen om folkekirken og vise, at den fortsat har relevans.

Nye medier venter
I 2009, da jeg udarbejdede min ph.d.-afhandling om folkekirkens internetkommunikation, var det 17 procent af præsterne, der brugte Facebook i deres arbejde. I dag er det formentlig flere.

Næste oplagte skridt vil være at tage hul på andre sociale medier end lige Facebook, der i øjeblikket nærmest er synonymt med sociale medier i en dansk folkekirkelig kontekst. Påsken på Twitter, som den nordjyske sognepræst Christian Grund Sørensen satte i søen for et par år siden er et godt bud på, hvad man også kan bruge sociale medier til. Og enkelte kirker prøver at komme med på Instagram-bølgen, hvor udfordringen er, at det er billeder frem for ord, der er i centrum.

De unge præsters nye debatforum og den kommende innovation camp vil forhåbentlig byde på spændende diskussioner om nogle af disse muligheder og selvfølgelig også om de problemstillinger og dilemmaer, som følger med brugen af sociale medier.

Peter Fischer-Nielsen er ph.d. i folkekirkens kommunikation på nettet, tidligere kommunikationschef i KirkeWeb og netop tiltrådt som vicegeneralsekretær i Mission Afrika.