Analyse

Kristnes rettigheder i Egypten har en pris

For de kristne i Egypten er indgåelsen af aftaler med landets magthavere et tveægget sværd. På den ene side sikrer aftalerne bedre livsvilkår for den kristne kirke, men på den anden side påkalder kirken sig også kritik fra landets opposition og marginaliserede bevægelser. Foto: privatfoto

Det handler om overlevelse, når ét af verdens længst eksisterende kristne kirkesamfund - den koptiske kirke i Egypten - går i dialog med landets magthavere, fortæller teolog og ph.d. Henrik Lindberg Hansen

Egyptens koptiske kirke engagerer sig i, hvad de kalder officiel dialog. Det er specielt kirkens ledere, der går i forhandling med landets magthavere om at opnå socialt spillerum mod til gengæld at bakke de af militæret støttede præsidenter op. 

Men dialogen er ikke uden omkostninger for kopterne, idet regimets fjender således også bliver de kristnes fjender. De kristne er ekstra sårbare, da de er en udsat og synlig minoritet, som let kan blive ofre for de marginaliserede muslimske minoriteters frustrationer. 

Den officielle dialog i Egypten har til formål at placere de kristne indenfor en legitim sociopolitisk ramme, hvor de kan have en røst og forhandle sig til bedre vilkår. Men den har også den effekt, at de kristne er med til at udelukke de islamistiske netværk som politisk legitime. 

Kombinationen af dette samt den voksende internationale konflikt mellem (det muslimske) Mellemøsten og (det kristne) Vesten gør, at de kristne bliver sat i bås med regimet som illegitime af den islamistiske opposition. Dermed må de kristne stå for skud for mange af de islamistiske frustrationer. Frustrationer, der til tider kommer til udtryk i voldelige handlinger. 

Denne negative side ved den officielle dialog er blevet særlig tydelig efter, at præsident Morsi blev afsat, og præsident Sisi kom til magten. Der bliver nu slået hårdt ned på islamistiske røster – moderate såvel som radikale - da disse sidestilles med nationens problem i regimets retorik. 

Størstedelen af befolkningen - både kristne og muslimer - støtter regeringens hårde fremfærd, da de føler, at det militærstøttede regime er det eneste, der kan redde landet ud af dets store finansielle krise og bringe det på ret kurs igen.

De radikale islamister fremmedgør den brede befolkning overfor den islamistiske version af islam gennem deres voldelige handlinger og radikale udsagn, hvor regimet og dets støtter blandt de kristne trues med bål og brand. Nogle radikale islamister opfordrer i samme sætning til at angribe politiets og militærets installationer såvel som de kristnes kirker og forretninger. Det er altså de kristnes synlighed i politikken, der gør dem til et mål for islamisternes vrede. 

Den officielle dialog møder kritik i Egypten. Mange af de egyptere, der er engagerede i problematikken, er desillusionerede over den officielle dialog, da de ikke kan se nogen effekt - der er stadig problemer. Specielt landets mere liberale røster ser det som et problem, at religion og politik blandes sammen, og de taler for et system, hvor folk bare er borgere. 

Andre liberale røster - også fra Det Muslimske Broderskab - ønsker sig et retssystem, hvor forbrydere dømmes for deres handlinger og for at anspore andre kriminelle til ugerninger. Dette stemmer godt overens med menneskerettighedsrapporterne, der understreger manglen på retssikkerhed for de kristne som et af de største problemer. 

Den officielle dialog kritiseres også for at fastholde det politiske system, som det er, idet dialogen styrker de etablerede, politiske spillere i manegen: det muslimske, indflydelsesrige universitet al-Azhar, regimet og den koptiske ortodokse kirkes ledelse. 

Det er tydeligt, at den officielle dialog ikke bygger på et politisk system, som upartisk tilgodeser den enkelte borger uden skelen til religiøse tilhørsforhold. Et sådant system findes ikke i Egypten, hverken for muslimer eller kristne, og den koptiske kirke spiller derfor med de kort, som den er givet. 

De kristne er en presset minoritet, som skal fungere på trods af diskrimination, hvilket øger de knusende frustrationer, som den almindelige muslimske og kristne egypter møder i en politisk ustabil og økonomisk håbløs hverdag. I den hverdag har kopterne fundet en nationalpolitisk røst gennem kirkens netværk og ledelse, der har effekt på godt og ondt også i det lokalpolitiske spil. 

Tilbage i Danmark dukker spørgsmålet, om hvorvidt kristne forfølges i Mellemøsten, ofte op, og det ledsages tit af spørgsmålet om, hvad vi skal gøre ved det som danskere – og til tider hvad vi skal gøre ved det som kristne. Om der er tale om forfølgelse eller diskrimination ændrer ikke meget ved dette spørgsmål, da vi som stat (og kirke) allerede engagerer os i diskussionen om diskrimination af forskellige minoriteter i Mellemøsten. 

Den voksende identitetskonflikt mellem Mellemøsten og Vesten - eller islam og Vesten - gør det svært at stille dette spørgsmål i Danmark, da der er en frygt for, at kritik af muslimer kan resultere i yderligere fremmedgørelse af muslimer her til lands. 

Det er også et spørgsmål, i hvilken grad det vil belaste danske interesser i Mellemøsten, hvis dette meget politiske spørgsmål, om hvad vi danskere skal gøre for forfulgte kristne i Mellemøsten, fremstilles officielt af staten Danmark. 

Men danske interesser er ikke de eneste potentielle problemer ved at engagere sig i de kristnes forhold i et land som Egypten. Da de kristne som beskrevet har en politisk røst, men er afhængige af relationerne til statslige enheder - relationer, der er skrøbelige - kan et dansk engagement også få negative konsekvenser for de kristne i Egypten. 

De kristne er allerede mistænkeliggjort som Vestens potentielle håndlangere i et land, hvor politisk legitimitet i høj grad er baseret på tilhørsforholdet til de rette (muslimske) grupperinger. Vestlig indgriben kan derfor skubbe til den politiske balance, som den koptiske kirke konsoliderede under præsident Mubarak, men som de lagde grundstenen til under præsident Nasser og oprettelsen af en klientelismebaseret nationalstat i 1950’erne.

Skal Danmark engagere sig i de kristnes vilkår, er det derfor en fordel at gøre det med grundigt kendskab til de sociopolitiske dynamikker, der dominerer i Egypten, hvis ikke man vil forværre situationen for de kristne.

En kritisk tilgang, til hvordan religiøse minoriteter deltager i det egyptiske samfund, kan desuden inspirere den selvkritiske dansker til at efterspørge en diskurs om national enhed i Danmark, hvor national identitet i politik oftest har den effekt at fremmedgøre religiøse minoriteter. 

Henrik Lindberg Hansen er teolog, ph.d. i religionsvidenskab og skriver religionsanalysen ved religion.dk