"Kristi himmelfart viser kristendommens cykliske tidsopfattelse"

Årets gang i Danmark bestemmes for en stor del af de kristne fortællinger, som kirkeåret er spændt ud mellem. Det fortæller de kommende Kristi himmelfartsdage, skriver religionsforsker Marie Vejrup Nielsen

Det er svært at sige Kristi himmelfart uden at tilføje -sferie. Nu kommer der endnu én af forårets tiltrængte miniferier, som falder tidligt eller sent ud fra en logik, som nok er fjern for de fleste. Hvor mange mon i dag hæfter sig ved, at vi stadigvæk som samfund følger en rytme, hvis logik bunder i en jødisk-kristen tidsudregning, som er afhængig af, hvornår påsken falder, som igen er afhængig af månekalenderen?

Den moderne, politiske tilgang til at lave fridags- eller helligdagslovgivning, der overlapper med traditionelle religiøse helligdage, synes at være pragmatisk. Og en del af et generelt kulturkristent paradigme om, at man holder fast i kristne betegnelser og dage af kulturhistoriske årsager.

Men Kristi himmelfart er ikke kun en ferie, som kan bruges til at rejse til varmere himmelstrøg eller komme i gang i haven. Det er også en kristen helligdag, som kan sige noget om mødet mellem kulturkristen praksis og kirkeårets gang.

Kristendommen har også en cyklisk tidsopfattelse

Man fremhæver ofte, at kristendommen er en religion med lineær tid: en begyndelse af og i tid med skabelsen. Og en endelig afslutning af al tid i den eskatologiske fremtid. Dette stilles i modsætning til en cyklisk tidsopfattelse, hvor tiden så at sige løber rundt, og hvor livet er sat ind i en evig række af gentagelser.

Men Kristi himmelfart og de øvrige helligdage, inklusiv de almindelige søndage, viser, at også kristendommen er præget af en cyklisk tidsopfattelse. Det kommer til udtryk i den struktur, som markerer den religiøse inddeling af årets gang: kirkeåret. Folkekirkens kirkeår følger sin egen rytme. Kirkeårets begyndelse ligger 1. søndag i advent og er således forskudt fra det sekulære kalenderårs begyndelse.

Kirkeårets logik er en genfortælling af fortællingen om Jesus fødsel, liv, død og opstandelse, i folkekirken knyttet til bestemte, udvalgte tekster fra Bibelen. Med Kristi himmelfart markeres afslutningen på det primære drama omkring død og opstandelse med at den opståede Jesus forlader disciplene. Og der peges hen til pinsen, som fungerer som etableringsfortælling for kirken som fænomen.

I Danmark kommer der efter pinse en lang periode uden helligdage med medfølgende fridage. Man skal faktisk helt hen til jul (-eferien) for at nå til den næste. I denne periode er det søndagene, der tæller som primære helligdage, hvor de tekster, der prædikes over, handler om Jesu liv. Kirkeåret har således en intens periode fra jul til pinse, hvor hele dramaet fra fødsel til opstandelse spilles igennem, og dernæst en periode med en lang række søndage, som på forskellig vis er knyttet til kernefortællinger om Jesus.

Årets rytme bestemmes af de kristne fortællinger

Selvom det nok er de færreste blandt befolkningen generelt, der tænker over kirkeårets gang, så er de kulturkristne, kendetegnet ved svag søndagskirkegang og høj deltagelse i overgangsritualerne, ikke helt uden forbindelse til kirkeåret. Netop Kristi himmelfartsdagene er for eksempel meget brugt til konfirmation, som er en kerneaktivitet for de fleste kulturkristne. Og denne forbindelse kan være med til at forklare en del af modstanden mod at ændre på disse helligdages/fridages placering.

Men det er netop det kulturkristne paradigme, der bestemmer, hvornår disse medlemmer af folkekirken vælger at bruge deres fridage i kirkerummet. Størstedelen af kirkeåret går på mange måder sin egen gang med gentagelsen af fortællingerne om Jesus uden direkte forbindelse til de kulturkristne.

Samtidig er det store flertal af kulturkristne vant til at året og livets gang følger en bestemt rytme, som i store træk har forbindelse til kristne traditioner og fortællinger.

Marie Vejrup Nielsen er lektor, ph.d. og skriver religionanalysen ved religion.dk.