Lektor: Tørklæder i Dansk Supermarked er ikke særhensyn

Debatten om tørklæder i virksomheder bør ikke blandes sammen med andre debatter om religion i det offentlige rum. Hensynene i de relevante sager er forskellige, forklarer filosofilektor Sune Lægaard

For nylig annoncerede Dansk Supermarked en revision af virksomhedens beklædningspolitik, så det fremover vil være tilladt for ansatte med kundekontakt at bære muslimske tørklæder.

LÆS OGSÅ: Dansk Supermarked dropper tørklædeforbud

Selvom dette umiddelbart kan forekomme som en mindre ting, er det en vigtig udvikling i den danske diskussion om religiøse symboler i almindelighed og muslimske tørklæder i særdeleshed. Dansk Supermarked har nemlig siden 2005 haft Højesterets ord for, at det hidtidige beklædningsreglement, der forbød hovedbeklædning, var lovligt.

Det handler ikke om særkrav
Dansk Supermarkeds beslutning har afstedkommet en række reaktioner, der repræsenterer bestemte fortolkninger af, hvad tørklædesagerne handler om. Lone Nørgaard skriver i Kristeligt Dagblad den 7. juni, at Dansk Supermarked nu har bøjet sig for muslimske særkrav, selv om Højesteret havde afgjort, at beklædningspolitikken ikke var diskriminerende.

LÆS OGSÅ:Ja til tørklæder - og kalot og kors

Det er udtryk for en udbredt forståelse af tørklædesager og en række beslægtede sager om muslimske religiøst betingede praksisser. Den almindelige forståelse er, at der er fælles regler for alle, der altså behandles lige. Muslimer stiller krav om at blive undtaget fra de fælles regler, for eksempel til at bære religiøse symboler i sammenhænge, hvor andre ikke må gøre det. Så det er altså muslimerne, der kræver, at blive behandlet bedre end andre.

Dansk Supermarked fik lov at behandle muslimer dårligere
Men fortolkningen af tørklædesagerne som et spørgsmål om særkrav er misvisende. Juridisk var der nemlig ikke tale om, at muslimer stillede krav om ret til at gøre noget, som andre ikke havde ret til.

Tværtimod var der tale om diskriminationssager, der blev ført i forhold til lov om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, der forbyder både direkte og indirekte diskrimination på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social eller etnisk oprindelse.

Påstanden var, at Dansk Supermarkeds beklædningsreglement var indirekte diskriminerende, da det stillede muslimske kvinder dårligere end andre på grund af deres tro. Højesterets dom benægtede ikke dette. Højesteret afgjorde derimod, at forskelsbehandlingen ikke var ulovlig, da formålet med reglementet, nemlig at de ansatte fremtræder på en neutral og ensartet måde og således alene som medarbejdere i Føtex over for kunderne, vurderedes som værende sagligt.

Så frifindelsen af Dansk Supermarked betød altså ikke, at muslimske kvinder ikke var udsat for indirekte diskrimination. Tværtimod indebar dommen, at reglementet stillede dem dårligere ellers ville det slet ikke være nødvendigt for Højesteret at vurdere sagligheden af begrundelsen for reglementet.

Så tørklædesagen var ikke en sag om særkrav, men om lovligheden af forskelsbehandling. Det var ikke et spørgsmål om, at muslimer ville behandles bedre end andre, men om, at Dansk Supermarked fik lov til at behandle dem dårligere.

Et supermarked er ikke et offentligt rum
Jeppe Hedaa foreslår 14. juni i Kristeligt Dagblad, at sagerne ikke handler om islamisering af Europa, som Nørgaard mener, men om, at folk ikke ønsker religion i det offentlige rum.

Det er udbredt at tale om tørklæder som et spørgsmål om religion i det offentlige rum. Men i dette tilfælde er der strengt taget ikke tale om et offentligt rum; Dansk Supermarked er en privat virksomhed, og beklædningsreglementet gælder de ansatte, når de er på arbejde i de privatejede lokaler.

At kunder kan komme ind i dette rum, gør det ikke offentligt i samme forstand som for eksempel skoler. Det er misvisende at kategorisere private tørklædesager ligesom de offentlige tørklædesager, vi kender fra Frankrig. Så debatten om tørklæder i virksomheder bør ikke blandes sammen med andre debatter om religion i det offentlige rum, da de relevante hensyn er forskellige i de forskellige sager.

Sune Lægaard er lektor i praktisk filosofi og skriver Religionsanalysen ved religion.dk.