Kan lærere undervise om Muhammed-tegningerne uden at vise dem?

Det er næppe tilstrækkeligt i undervisningen at fortælle, hvordan Muhammedtegningerne så ud – for spørgsmålet er jo netop, hvordan tegningerne skal forstås, vurderer lektor Sune Lægaard

I anledning af 10-året for Jyllands-Postens trykning af Muhammedtegningerne tog næsten alle danske medier sagen op igen. Mange af jubilæumsartiklerne gentog gammelkendte synspunkter. Men en ny vinkel dukkede op i forbindelse med et interview i Jyllands-Posten med formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal.

Netop fordi der er gået 10 år, og fordi tegningerne har haft så stor en betydning, er spørgsmålet nu, om de bør have en plads i skolernes undervisning i historie og samfundsfag. Nærmere bestemt: Skal lærere vise tegningerne i forbindelse med undervisningen?

Ifølge Hjortdal bør det ikke være påkrævet at vise Muhammedtegningerne i undervisningen i folkeskolen, som De Konservative og Dansk Folkeparti har foreslået, da nogle muslimske elever kunne føle sig provokeret. Dette kunne ødelægge tilliden mellem skole og hjem.

Desuden strider Muhammedtegningerne mod skolens arbejde med, at alle skal have lov til at have holdninger. Ifølge Hjortdal ville det være mærkeligt at vise tegningerne, mens lærerne samtidig forsøger at lære børnene, at de ikke skal drille hinanden for bevidst at provokere.

Disse udtalelser gav anledning til en masse kritiske kommentarer. De Konservatives skoleordfører Mai Mercado mente, at Hjortdals udtalelser nærmede sig censur. Ifølge Merete Riisager fra Liberal Alliance ville det være en falliterklæring ikke at vise tegningerne, da muslimske børn skal lære, at religionskritik og frihedsrettigheder er en forudsætning for et demokratisk samfund.

Disse to typiske og forudsigelige reaktioner rammer faktisk ved siden af den virkelige problemstilling, som Hjortdals udtalelser rejser. Han er jo ikke nogen offentlig myndighed og kan ikke gribe ind over for lærere, der vil vise tegningerne.

Hans udtalelser er blot en holdningstilkendegivelse, ikke censur – faktisk ville det være nærmere censur, hvis fremtrædende folketingspolitikere krævede, at han ikke måtte fremsætte disse holdninger.

Selv om Merete Riisager har ret i, at alle børn skal lære om religionskritik, demokrati og frihedsrettigheder, kan man sagtens gøre det uden at vise tegningerne – ellers ville det betyde, at folkeskolen ikke kunne undervise om demokrati før 2005, hvor tegningerne blev offentliggjort.

Så Hjortdals udtalelser er altså hverken i konflikt med ytringsfriheden eller folkeskolens målsætning om at lære eleverne om frihedsrettigheder og religionskritik. Men de rejser nogle andre vigtige spørgsmål:

Hjortdal antager, at hvis en lærer viser Muhammedtegningerne, så optræder skolen dermed som provokatør, hvilket er i strid med, at alle skal have lov til at have holdninger. Men er det rigtigt? Blot fordi tegningerne vises som del af undervisningen, betyder det ikke, at læreren eller skolen dermed står inde for tegningerne.

Undervisning omfatter mange emner, som læreren eller skolen ikke er enige i. I historie skal eleverne eksempelvis lære om slaveriet og om nazisternes jødeudryddelser, men derved signalerer lærerne eller skolen jo ikke, at slaveri eller nazisme er rigtig.

Der skal undervises i sådanne emner, dels fordi de har historisk betydning, dels fordi eleverne skal trænes i at forholde sig kritisk til dem. Det samme gælder for Muhammedtegningerne.

Hjortdal har ret i, at tegningerne kan provokere. ”Provokation” betyder her, at de kan frembringe følelsesmæssige reaktioner hos eleverne eller deres forældre. Men det gælder også andre emner i undervisningen, for eksempel emner som kønsroller, ligestilling, evolutionsteori og seksualitet.

Som disse eksempler antyder, er det at undervise i noget, der provokerer, ikke nødvendigvis ”provokation for provokationens skyld”, og reaktionerne er ikke nødvendigvis en grund til ikke at undervise i emnerne.

Skolens og lærernes opgave er at undervise i sådanne følsomme emner på måder, der dels gøre det klart, at emnet, her tegningerne, ikke nødvendigvis repræsenterer skolen eller lærerens holdning, og at det er en del af undervisningen at diskutere, hvad man skal mene om emnet. Frihedsrettighederne betyder her både, at folk har ret til at trykke sådanne tegninger, og at andre har ret til at føle sig krænkede.

Hjortdal mener blot, at lærerne sagtens kan undervise i indholdet uden at vise tegningerne. Der er mange andre vigtige emner som folkemord og abort, hvor man ikke viser eleverne alt det, undervisningen handler om, uden at det forhindrer forståelsen af emnet. Men har Hjortdal ret i, at dette også gælder tegningerne?

Sagen er jo, at der netop er kolossal uenighed om, hvordan man skal forstå tegningerne. Nogle mener, at tegningerne påstår, at profeten er terrorist. Andre mener, at dette enten er forkert, eller at tegningerne bevidst er tvetydige på dette punkt.

Denne uenighed er en del af kernen i sagen om Muhammedtegningerne, og meget af opstandelsen omkring tegningerne fandt sted, uden at ret mange overhovedet havde set tegningerne.

Hvor man sagtens kan forklare, hvad folkemord eller abort er, uden at vise billeder af det, så er det næppe tilstrækkeligt at fortælle, at en af tegningerne forestillede en mand med en bombe i sin turban – for spørgsmålet er jo netop, hvordan tegningen skal forstås.

En vigtig lære af sagen om Muhammedtegningerne er, at folk kan være uenige, ikke blot om hvad det er i orden at trykke, men også om hvad det trykte udtrykker. Den lære kræver formentlig, at man viser tegningerne og diskuterer forskellige mulige fortolkninger af dem.

Sune Lægaard er lektor, ph.d. og skriver religionsanalysenSune Lægaard ved religion.dk.