Analysen

Er danske muslimer virkelig mere religiøse end tidligere?

Lad mig starte med at understrege, at jeg ikke er overrasket over, at muslimer er religiøse. Det siger sig selv at med Wilkes udvælgelse af informanter, hvor kriterierne var, at personerne dels skulle erklære sig selv som muslimer, og dels skulle personernes navn give anledning til at tro, at vedkommende kunne være muslim, så får man naturligvis en gruppe af svarpersoner, som er religiøse i mere eller mindre omfang, skriver lektor Brian Arly Jacobsen. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Det er overraskende, at Jyllands-Postens undersøgelse af danske muslimers tro viser en anden tendens end to tidligere danske undersøgelser. Måske har forskningen et metodologisk problem, vurderer lektor Brian Arly Jacobsen

Jyllands-Posten offentliggjorde den 11. oktober en interessant undersøgelse lavet af analyseinstituttet Wilke, som viser udviklingen i muslimers religiøse praksis, holdninger og værdier siden 2006, hvor der blev udført en tilsvarende undersøgelse i avisen. I den forbindelse bad avisen mig kommentere resultatet af undersøgelsens resultater, og jeg karakteriserede den som ’overraskende’. Det har fået flere debattører og politikere til at undre sig over, hvorfor jeg finder den overraskende. Det vil jeg gerne uddybe her.

Lad mig starte med at understrege, at jeg ikke er overrasket over, at muslimer er religiøse. Det siger sig selv at med Wilkes udvælgelse af informanter, hvor kriterierne var, at personerne dels skulle erklære sig selv som muslimer, og dels skulle personernes navn give anledning til at tro, at vedkommende kunne være muslim, så får man naturligvis en gruppe af svarpersoner, som er religiøse i mere eller mindre omfang.

Udvælgelseskriterierne betyder, at Wilke har frasorteret alle personer med navne som eksempelvis Safia eller Muhammed, som ikke har erklæret sig selv som muslim. Det betyder også, at de ikke har fanget muslimer, som ikke navngiver efter de traditioner, som Wilke mener muslimer er en del af – eksempelvis konvertitter. Det er altså ikke religiøsiteten i sig selv, der er overraskende i Wilkes undersøgelse.

Kort om undersøgelsen

Undersøgelsen viser, at muslimer i Danmark er blevet mere religiøse siden en lignende undersøgelse blev offentliggjort i Jyllands-Posten i 2006. Dengang var det 37 procent, der dagligt bad fem gange eller mere. Nu er det præcist 50 procent af de adspurgte muslimer. Tilsvarende mener en stigende andel – 77 procent – at Koranens anvisninger skal følges fuldt ud mod 62 procent i 2006. Der er også spurgt til andre spørgsmål, hvad angår religiøs praksis og tro, og de viser også en klart stigende tendens.

Undersøgelsens resultater er overraskende, fordi man på baggrund af tidligere undersøgelser i Danmark kunne forvente stabilitet eller ligefrem en faldende tendens i den undersøgte gruppes religiøsitet. Det er ikke tilfældet, ifølge undersøgelsen, og dermed empirisk overraskende.

Hvis Wilkes undersøgelse har ret, er den også teoretisk overraskende, da teorier om socialisering og integration siger, at indvandrere over tid begynder at tilpasse sig lokalbefolkningens værdier og normer. Det er en betragtning, som blandt andet den tyske islamforsker Rauf Ceylan understøtter ud fra forskning blandt muslimske migranter i Tyskland. Han forventer den samme sekulariseringsproces for muslimske migranter i Tyskland, som resten af det tyske samfund har oplevet. Den samme udvikling kunne man med rette forvente i Danmark.

Andre undersøgeler om muslimers religiøsitet 

De eneste andre spørgeskemaundersøgelser i Danmark, som har undersøgt muslimers religiøsitet, understøtter betragtningen om en stabil eller faldende udvikling i muslimers religiøsitet og jeg gennemgår dem kort her.

Ifølge undersøgelsen 'IntegrationsStatus – 10 års fremgang – og hvad nu?' fra 2009 udarbejdet af analyseinstituttet Catinét, gennemførtes den første interviewundersøgelse blandt flygtninge og indvandrere i 1999. Undersøgelsen er baseret på målinger af integrationen i Danmark fra 1999-2008 via cirka 1.000 interviews hvert halve år.

Catinét nåede at spørge cirka 18.000 flygtninge og indvandrere fra Tyrkiet, Eksjugoslavien, Pakistan, Iran, Irak, Somalia og Libanon i undersøgelsesperioden. Religiøsitet var en af undersøgelsens faste indikatorer. Det er altså den mest omfattende undersøgelse lavet i Danmark, der siger noget om udviklingen af blandt andet muslimers religiøsitet, som er den klart største religiøse gruppe i undersøgelsen.

I rapporten konkluderer forskerne, at ”Samlet set er indvandrere og flygtninge blevet mindre religiøse”, og daværende forskningschef i Catinét Flemming Mikkelsen udtalte i den forbindelse: ”Hvis man udelukkende danner sig et indtryk af udbredelsen af islam i Danmark via medierne, vil mange nok tro, at indvandrere i Danmark er blevet mere religiøse. Det er et eksempel på, at Catinéts undersøgelser og analyser kan være med til at give et mere nuanceret billede af virkeligheden.”

Undersøgelsen viste blandt andet også, at det største fald i religiøsitet er sket blandt de ældre, og at unge indvandrere mellem 2000 og 2008 er blevet mere religiøse end deres forældre. Samtidig viste undersøgelsen, at nogle af de bedst integrerede unge er de mest religiøse. Der er altså, ifølge denne undersøgelse, ikke en modsætning mellem graden af religiøsitet og integration – også en anden udbredt myte i den offentlige debat.

Endelig viste undersøgelsen også, at der i 2000 var over 30 procent i den undersøgte gruppe, som erklærede sig selv for meget religiøse. Et tal der var faldet til lidt over 20 procent i 2008.

En anden dansk undersøgelse fra 2007, rapporten 'Værdier og normer – blandt udlændinge og danskere' udgivet af Integrationsministeriets daværende tænketank, viste, at det ikke giver mening at formulere sig generaliserende om danske muslimer. De har indbyrdes forskellige værdier og praktiserer deres religion på vidt forskellig måde. Mange praktiserer slet ikke deres religion, ifølge undersøgelsen.

En af de vigtigste konklusioner i rapporten er, at diversiteten mellem muslimer i Danmark er så stor, at det er umuligt at tale om én type af ”muslimske værdier”. En afgørende faktor er de muslimske indvandrere og efterkommeres etnisk-nationale oprindelse, som i høj grad er med til at bestemme værdier og normer blandt førstegeneration af indvandrere.

Herudover viste undersøgelsen, at kun 39 procent af de etniske danskere gik ind for fuld forsamlingsfrihed (mod cirka 60 procent af den undersøgte gruppe af indvandrere og efterkommere). Kun 40 procent af danskerne gik ind for fuld frihed til udøvelse af religiøse ritualer, mens det tilsvarende tal for indvandrere og efterkommere var cirka 85 procent. Det siger en hel del om danskernes mangel på tolerance overfor religion, nærmere bestemt andre religioner end den evangelisk-lutherske kristendom.

Ifølge rapporten mener 99 procent af danskerne, at det er godt at have et demokratisk politisk system, mens andelen blandt indvandrere og efterkommere er henholdsvis 97 og 94 procent. For at citere daværende integrationsminister, Rikke Hvilshøj (Venstre), i et indlæg, der præsenterede resultaterne fra undersøgelsen: ”Religion er ikke og skal ikke gøres til et problem.”

Er mere forskning nødvendig? 

Der kan være sket forskydninger i spørgsmålet om religiøsitet, siden de to nævnte danske undersøgelser blev udarbejdet, og Jyllands-Postens undersøgelse kunne tyde på det. Den er derfor overraskende, da ovennævnte tidligere undersøgelser netop viste en anden tendens.

Her skal det tilføjes, at ovennævnte to undersøgelser adskiller sig fra Wilkes i udvælgelsen af informanter – og det kan være en af forklaringerne på forskellen. De to nævnte undersøgelser har ikke udelukkende valgt selverklærede muslimer, men udvælgelseskriteriet har her været, at de var indvandrere og efterkommere med udvalgte nationale baggrunde. De har dog, som nævnt, spurgt grundigt ind til spørgsmål om religiøsitet.

Den nuværende integrationsminister, Inger Støjberg, kunne passende være med til at opklare spørgsmålet, som Jyllands-Postens undersøgelse rejser, ved at bestille en ny undersøgelse af Værdier og normer – blandt udlændinge og danskere 10 år efter den første.

Undersøgelser i andre lande viser forskellige tendenser, nogle bekræfter Jyllands-Postens resultater, mens andre bekræfter tendensen om faldende religiøsitet blandt indvandrere og efterkommere fra eksempelvis Mellemøsten, men det siger sig selv, at undersøgelser af danske forhold siger mest om danske indvandrere og efterkommeres religiøsitet og karakteren af denne.

Det betyder ikke, at vi ikke kan blive inspireret af tyske eller engelske undersøgelser til at stille interessante forskningsspørgsmål angående danske forhold. Man kunne eksempelvis forsøge at indarbejde nogle af professor ved the Social Science Research Center Berlin Ruud Koopmans analyser af fundamentalisme blandt muslimer fra hans 2013-undersøgelse.

Denne undersøgelse handler om fundamentalisme og fjendtlighed overfor fremmede grupper blandt muslimske indvandrere og kristne indfødte i Vesteuropa. Den viser, at cirka 44 procent af muslimer i seks europæiske lande: Tyskland, Frankrig, Holland, Belgien, Østrig og Sverige kan karakteriseres som fundamentalister.

Undersøgelsen er dog ikke uden problemer, hvilket ses i den hollandske antropolog Martijn de Koning grundige kritik af undersøgelsens metodiske set-up, som giver alvorlige bias i resultater og dermed konklusioner. Desværre bliver visse debattører så ivrige i deres antipati mod islam og muslimer, at de blindt henviser til problematiske undersøgelser som Koopmans, som de mener, ”beviser” deres forudfattede meninger.

Hvis man skulle inddrage Koopmans ’resultater’, kunne det interessante forskningsmæssige spørgsmål derfor lyde: Hvordan kan muslimer i forskellige undersøgelser både erklære sig som fuldbyrdede demokrater og karakteriseres som fundamentalister?

Måske er det i virkeligheden forskningen, som har et metodologisk problem, når undersøgelser viser så forskellige resultater i karakteristikken af samme udvalgte befolkningsgruppers værdier?

Brian Arly Jacobsen er lektor i religionssociologi og skriver religionsanalysen ved religion.dk.