Nuværende ordning beskytter ikke kirken mod statens indblanding

Da man med Grundloven af 1849 indførte religionsfrihed, var formålet helt klart at beskytte religionen mod staten, altså at sætte religionssamfundene (og her tænkte man primært på de religiøse minoriteter) fri for politiske overgreb, fortæller Mogens Mogensen. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

I den nuværende situation er folkekirken det eneste trossamfund, som ikke fuldt ud nyder godt af den grundlovsfæstede religionsfrihed, fordi ikke bare folkekirkens ydre, men også dens indre anliggender suverænt bestemmes af statsmagten, vurderer interreligiøs konsulent Mogens Mogensen

På et landsmøde for nylig vedtog Det Radikale Vestre med et snævert flertal et forslag om, at partiet skulle arbejde for en adskillelse af stat og kirke. Det er imidlertid blot det seneste indlæg i en tusindårig debat eller konflikt i Europa om forholdet mellem stat og kirke, og i videre forstand om forholdet mellem religion og politik.

LÆS OGSÅ:Dyremose: Kirken har brug for retningslinjer, ikke et kirkeråd

Et hovedtema i middelalderens historie er kampen mellem konger og kejser som repræsentanter for staten og bisper og paver som repræsentanter for kirken. Skulle kirken have overhøjhed over statsmagten eller omvendt?

Reformationen i Danmark i 1836 betød, at kongen ikke bare overtog kirkens gods, men også ledelsen af kirken, og dermed etableredes statskirken (hvis absolutte modsætning var kirkestaten, nemlig Vatikanstaten, hvor den politiske ledelse er i hænderne på paven, og dermed kirken).

Indførelse af enevælden, for eksempel i Danmark, styrkede blot kongens magt over kirken, idet enevælden blev religiøst begrundet som en kongemagt af Guds nåde.

Demokratiet ændrede ikke folkekirkens stilling
Afskaffelsen af enevælden og indførelse af folkestyre i Danmark i 1849 ændrede ikke fundamentalt på kirkens stilling som en statskirke. Ganske vist indeholdt Junigrundloven ligesom alle efterfølgende grundlove en løfteparagraf, der stillede i udsigt, at kirken skulle have sin egen forfatning, så kirken fik (en større grad af) selvstændighed i forhold til staten.

LÆS OGSÅ:Folkekirkens ledelsesstruktur er baggrund for mange ulykker

Indtil videre er alle forsøg på at give kirken en forfatning strandet, og der er heller ikke meget, der tyder på, at den proces, som den radikale kirkeminister Manu Sareen sidste år satte i gang med nedsættelse af Udvalget om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken vil ændre situationen grundlæggende.

Selvom den mest vidtgående model i udvalgets debatoplæg skulle blive til lov, så vil folkekirken også derefter være en statskirke, hvor det er Folketinget, som lovgiver om alle kirkens forhold.

Hvad er statskirkens problem?

Mens forholdet religion og politik tidligere hovedsageligt var et internt kristeligt anliggende, mellem en kristen (eller kulturkristen) stat og en kristen kirke, så har debatten de senere år ændret karakter, i og med at vi har fået et multireligiøst samfund.

Spørgsmålet er, hvad der er det grundlæggende problem ved den sammenblanding af religion og politik, som statskirkeordningen er et eksempel på? Hvorfor er det eventuelt problematisk, at stat og kirke ikke er adskilt? Hvorfor er det eventuelt problematisk, at der er muslimer, der søger at påvirke samfundet politisk ud fra deres religion? Handler adskillelsen af religion og politik dybest set om at beskytte det politiske liv mod religionens eller rettere religionssamfundenes overgreb, eller om at beskytte religionerne (religionssamfundene) mod politiske overgreb?

Folkekirken nyder ikke godt af religionsfriheden

Da man med Grundloven af 1849 indførte religionsfrihed, var formålet helt klart at beskytte religionen mod staten, altså at sætte religionssamfundene (og her tænkte man primært på de religiøse minoriteter) fri for politiske overgreb. Og samme linje kan man spore i de senere menneskerettighedserklæringers holdning til forholdet mellem religion og politik, hvor fokus var frihed for religion.

Anderledes forholdt det sig for eksempel i forbindelse med Muhammed-krisen, der foranledigede statsminister Anders Fogh Rasmussen til slå til lyd for en skarpere adskillelse af religion og politik, for eksempel ved at få religion ud af det offentlige rum. Her handlede det om at beskytte samfundet mod overgreb fra religionens (læs islams) side, og her var fokus på frihed fra religion.

Spørgsmålet, som man kan rette til Det Radikale Venstre er, om adskillelsen af stat og kirke i dag er begrundet i hensynet til staten, der skal beskyttes mod overgreb fra kirken, eller i hensynet til kirken, der skal beskyttes mod staten?

LÆS OGSÅ:
Filosofilektor: Folkekirkeskizofrenien breder sig

Et skarpt blik på den gældende retstilstand for folkekirken viser imidlertid, at der i hvert fald er god grund til et kritisk eftersyn af statens magt over folkekirken netop i lyset af Grundlovens paragraf 67, som beskytter borgerne mod statens indgreb over for deres gudsdyrkelse.

I den nuværende situation er folkekirken det eneste trossamfund, som ikke fuldt ud nyder godt af den grundlovsfæstede religionsfrihed, fordi ikke bare folkekirkens ydre, men også dens indre anliggender suverænt bestemmes af statsmagten.

At Folketing og kirkeminister oftest bruger deres magt over folkekirken med skønsomhed, ændrer ikke på det faktum, at den nuværende ordning ikke beskytter folkekirken mod statens indblanding, også i dens indre anliggender.

Mogens Mogensen er interreligiøs konsulent og skriver religionsanalysen ved religion.dk.