Pinsekirkerne tegner fremtiden i Latinamerika

Den pentekostale bevægelse stormer frem i Latinamerika, skriver Jonas Adelin Jørgensen.

Den pentekostale kirke har været med til at befri latinamerikanerne fra social fattigdom, skriver generalsekretær Jonas Adelin Jørgensen

Latinamerika har flere århundreder været regnet som en del af verdenskristenheden. Ved den store missionskonference i Edinburgh 1910, hvor målet var en samlet strategi for den fremtidige kristne verdensmission, blev Afrika, Asien og Oceanien indgående diskuteret, men ikke Latinamerika, der blev anset for allerede at være kristent.

Den første kontakt med de spanske conquistadores i det 15. århundrede førte til dramatiske forandringer i det sydlige Amerika. De spanske erobrere var i stand til hurtigt at erobre enorme landområder, fordi de indianske kongedømmer kollapsede i mødet med spaniernes militærmagt og politiske institutioner.

Erobringen var en katastrofe for den indianske befolkning, og i det 16. århundrede skriver Bartholomé de las Casas, at erobringerne har kostet 20-25 millioner mennesker livet, først og fremmest på grund af sygdomme.

De overlevende blev i stort antal omvendt, for allerede i 1493 gjorde en pavelig skrivelse det klart, at det var Spaniens pligt at gøre indianerne kristne. Missionsordenerne, først Franciskanere og Dominikanere og siden Jesuitter, døbte og oplærte indianere hvorved den romersk-katolske kirke fik et solidt fodfæste i Latinamerika, et fodfæste, som langt op i det 20. århundrede syntes at være uforandret.

Spaniens koloniherredømme og Portugals i Brasilien varede i tre århundreder, og de autoritære politiske og samfundsmæssige institutioner, som blev eksporteret fra Europa, overlevede endda koloniherredømmet.

Både erobringen og den senere militære undertrykkelse af enhver form for oprør ledte til en bemærkelsesværdig ensartethed i kultur og sprog over hele Sydamerika. Selv om der har været spredte bevægelser mod mere demokratiske samfundsformer, for eksempel Simón Bolívar (1783-1830), så består der derfor i Latinamerika på tværs af etniske grupper et grundlæggende skel mellem de mange fattige og de få rige, mellem flertallet af jordløse og eliten af jordejere.

Teologer brugte Marx
I den første del af det 20. århundrede udgjorde Latinamerika derfor et frugtbart område for marxistisk inspirerede guerillabevægelser. For den romersk-katolske kirke betød dette i første omgang, at alliancen mellem den traditionelt højreorienterede kirkelighed og de forskellige latinamerikanske militærdiktaturer blev stærkere.

Dette var baggrunden for, at en række desillusionerede katolske præster søgte nye svar på de udfordringer, som flertallet af deres kirkemedlemmer levede med: fattigdom, undertrykkelse og strukturel uretfærdighed.

Disse præster begyndte deres teologiske analyse et helt andet sted end den traditionelle katolske teologi, nemlig med en marxistisk analyse af samfundets problemer.

Problemet var, hævdede de, at Latinamerikas underudviklede økonomi og samfundsmæssige uretfærdighed var den mørke side at en globaliseret økonomi.

De problemer, som strukturerede flertallets liv og vilkår, var ganske vist samfundsmæssige og økonomiske, men i egentligste grund åndelige der var tale om strukturel synd! Denne nye generation af katolske præster valgte med andre ord de fattige, og med deres politiske teologi ville de arbejde for de fattiges befrielse.

De fattige valgte pinsekirkerne
Men selv om præsterne valgte de fattige, så valgte de fattige ikke den katolske kirke, men derimod pentekostal kristendom. De europæiske reformationer gled stort set ubemærket hen over Latinamerika.

Europæiske immigranter havde ganske vist bragt forskellige former for protestantisk kristendom til kontinentet, men i 1940 var det et ganske lille mindretal, der var protestanter, nemlig omkring 1 million. Det har dog ændret sig, for siden 1960erne er antallet af evangelicos (eller pinsekristne) vokset eksplosivt, således at det i dag anslås, at der er omkring 50 millioner eller 10 % protestanter, hovedsagligt pinsekristne.

I modsætning til traditionel katolsk kristendom, så er pinsekristendommen vokset nedefra, fra de fattigste og samfundsmæssigt mest marginaliserede. I Brasilien er der således i dag 4 millioner medlemmer af Assembléias de Deus, som blot er en af mange pinsekirker.

Pinsekirkerne har transformeret latinamerikanernes liv
Teologisk forstår både befrielsesteologien og pinseteologien sig som udtryk for Helligåndens virke. Men hvorfor er det så pinsekirkerne, der vokser så meget, mens de traditionelle katolske kirker går kraftigt tilbage?

Dette spørgsmål har optaget ikke bare teologer, men også antropologer, religionssociologer, politologer og økonomer. Et vigtigt svar er, at pinsekirkerne har formået at radikalt forandre almindelige menneskers liv på en anden måde end den politiske teologi:

Pinsekirkerne har givet kvinderne en mulighed for at kritisere machismo, den traditionelle sydamerikanske patriarkalske mandekultur med dens alkoholisme, hasardspil og udenomsægteskabelige forhold.

De har formået at få mændene til at tage ansvar, til at arbejde mere, og til at tage sig af deres familier. De har fået familierne til at sende børnene i skole og har dermed uddannet dem.

Pinsekirkerne har ikke bare påvirket mennesker åndeligt, men også transformeret menneskers sociale og materielle forhold. De har med andre ord befriet de fattigste fra deres fattigdom og derfor vokser pinsekristendommen eksplosivt i Latinamerika.

Jonas Adelin Jørgensen er ekstern lektor på Afdeling for Systematisk Teologi ved Københavns Universitet og generalsekretær i Dansk Missionsråd

Jonas Adelin Jørgensen Foto: Leif Tuxen