Religion: Nu også farligt i Japan

Manga-tegneserie om Jesus og Buddha viser, hvordan religion ikke længere har en uskyldig eller positiv klang i Japan. Den udvikling deler japanerne med Vesten, skriver religionsforsker Jørn Borup

Jesus og Buddha bor sammen i en lejlighed i Japan. De tager metroen, går i svømmehal og diskuterer dagligdagens udfordringer. Glorien svæver indimellem over dem, men livet fyldes mest af almindeligheder. Ingen genkender de to helgener. Eneste misforståede kendis-effekt viser sig, da nogle piger mener, Jesus ligner Johnny Depp.

LÆS OGSÅ: Ånder har også betydning i det moderne Japan

Saint Oniisan (Hellige unge mænd) er en herlig historie, solgt i millioner som en manga-serie på det japanske marked. Den ville jeg gerne bruge illustrationer fra til en kommende udgivelse om japansk religion. Men det måtte jeg ikke. For forlaget havde sammen med forfatteren diskuteret sagen, og nået frem til, at de ikke vil repræsenteres i en bog om religion.

Religion er ikke længere uskyldigt
Japanernes misundelsesværdigt afslappede forhold til religion skinner igennem kulturen. Der er langt til selvfed religionsnationalisme, men den findes (på den højreradikale fløjs genkendelige svælgen i militant romantik). Også eksklusivismen findes hos nogle af de små, nye religioner, der netop lever af de mere hard core fortællinger og oppositionen til mainstream kulturreligiøsitet.

Det gjorde også Aum Shinrikyo i 1990erne. Det var dem med kidnapninger, drab og saringas i undergrunden, altsammen pakket ind i religiøse ideer med lån fra apokalyptisk litteratur fra Vesten og lokale manga-tegneserier.

LÆS OGSÅ: Shinto er ikke buddhisme

Siden dengang har religion fået et noget andet image i Japan. Fra at være noget, de fleste anså som uskyldigt eller endog en god ting, er religion (shukyo) blevet behæftet med et negativt image. Undersøgelser viser, at rigtig mange japanere forbinder det med noget farligt (abunai).

Danskere vil heller ikke være religiøse
Når vi på Center for Samtidsreligion indsamler informationer fra forskellige religiøse grupper for at kortlægge og analysere det danske landskab, støder vi ofte på en parallel problematik. Nogle grupper vil simpelthen ikke være med, for de er jo ikke religiøse. Andre insisterer på at blive kaldt spirituelle. Nogle vil gerne beskrives og klassificeres med andre religioner, ikke mindst for at få blåstemplet rigtig religion. Og så er der dem, som insisterer på ikke at blive klassificeret sammen med visse andre grupper, da man ikke vil være del af samme slags.

Alt dette peger hen på noget centralt i forståelsen af, hvad religion egentlig er for noget. Det er nemlig ikke en ting derude i verden. Det er et begreb, der er skabt til at forstå, hvad mennesker gør og tænker, ofte i forbindelse med en anden verden beboet af guder og kosmiske kræfter. Det er et begreb, der kan bruges til at skelne forskellige typer (religioner) af sådanne med.

LÆS OGSÅ: Hvad er religion?

Begrebet religion har en særlig magt
Men begrebet religion har også i sig selv magt, for også ord kan skabe. Et begreb og en klassifikation kan nemlig få konsekvenser. Hvad der kaldes kultur eller tradition ét sted, hedder religion et andet, og så får det nærmest absolut status.

I USA er det suspekt slet ikke at have en religion, og i Saudi-Arabien må man slet ikke lade være. Religion kan udløse straf, men også særrettigheder. Også i Vesten har religion fået fornyet status og magt. De hellige køer er kommet på græs og fodres ofte.

Hvad er rigtig religion?
Ingen har patent på religion. Betydningen er ikke frit svævende, men svært afgrænselig. Det ved moderne religionsforskere, for hvem det er indlysende, at religion ikke er, men konstant skabes, italesættes, performes og markedsføres. Om noget er religion eller ikke-religion, sand eller falsk religion derfor altid underlagt magtkampe og strategiske interesser. For hvem har ret til at repræsentere rigtig religion?

Medier, politikere og meningsdannere har typisk en mindre problematisk forståelse heraf, og anskuer ofte religionsforskernes relativiseringer som langhåret, akademisk snak. Og måske dér er forklaringen på, hvorfor jeg ikke måtte få lov til at bringe uddrag fra de hellige unge mænd. Det er jo ikke religion! For kategoriserer man det som sådan, får også indholdet en anden betydning.

Det er nemlig ikke kun i Vesten, at det kan være farligt at lege med religion og jonglere med begreber. Det har man også lært i Japan.

Se også Hellige køer og kunsten at jonglere med religion i Marie Thomsen og Jørn Borup (red.) Samtidsreligion levende religion i en foranderlig verden (Forlaget Univers 2012).

Jørn Borup er lektor i religionsvidenskab ved Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet og skriver Religionsanalysen ved religion.dk.