"Kan familiestrukturer forklare overgreb på kvinder?"

Mikael

Skal man finde årsagerne til volden mod kvinder i Indien, såvel som i Mellemøsten og andre dele af verden, må familiestrukturerne i fokus, mener lektor Mikael Aktor. Foto: Privatfoto.

Skal man finde årsagerne til vold mod kvinder, må familiestrukturerne i fokus. Uden et statsligt velfærdssystem er familien for mange det eneste mulige sikkerhedsnet i forhold til sygdom og fattigdom, og det pres skaber grobund for en udbredt social kontrol inden for familien, mener lektor Mikael Aktor

Skyldtes den seksuelle chikane, der fandt sted nytårsnat flere steder i Tyskland (og også har fundet sted i andre lande), én religion, religion i almindelighed, kultur eller sociale og politiske forhold i de lande, hvorfra de chikanerende personer kommer? I debatten har alle muligheder været hævdet.

Denne strid om årsager til typer af social adfærd, som de fleste af os tager afstand fra, er i sig selv interessant. Vi har set lignende stridigheder i debatterne om blandt andre tvangsægteskaber, pigeomskæringer og forfølgelser af homoseksuelle. Skyldes disse, for mange danskere utiltalende, fænomener religion eller kultur?

Hver af disse førnævnte faktorer (én religion, religion i almindelighed, kultur og så videre) har betydning for menneskers identitet og selvværd. Derfor er der altid nogle, der ønsker at fritage det ene eller det andet for et ansvar.

“Det har intet specielt med islam at gøre, men foregår ligesådan i samfund med andre majoritetsreligioner,” har eksempelvis muslimske debattører sagt.

“Det har intet med religion at gøre, men er et generelt kulturfænomen i store dele af verden,” har repræsentanter for forskellige religiøse grupper sagt.

“Det har intet med kultur at gøre, men skyldes sociale faktorer, og Danmark er ingen undtagelse,” har debattører, der ser racistiske motiver i debatten, sagt.

Jeg genkender diskussionen fra december 2012. På det tidspunkt var jeg i Indien, og de indiske aviser flød over med omtale og debat om den forfærdelige gruppevoldtægt, der fandt sted den 16. december i New Delhi.

Jeg kender de hindu-tekster, der definerer forholdet mellem kønnene, blandt andet de berygtede vers der hævder, at kvinder ikke bør tillades at handle på egen hånd, men igennem hele livet skal være bevogtet af deres mandlige familiemedlemmer: far, ægtemand og søn. Der var tydeligvis en forbindelse mellem disse religiøse tekster og det kvindesyn, der for fuld udblæsning kom til udtryk i nogle af avisernes debatindlæg: Da kvinden ikke var i følgeskab af nogen af de tre mandlige beskyttere, og hun samtidig bevægede sig uden for den hjemlige “beskyttelseszone”, udsatte hun sig derfor selv for overgreb.

Men var kvindesynet bag selve volden i sig selv et resultat af religiøse tekster, som voldsmændene formodentlig aldrig havde læst eller i det hele taget havde kendskab til? Nej, det er ikke sandsynligt. Det kvindesyn, der opfatter kvinder som naturligt mål for vold, har rod i langt bredere sammenhænge.

De konservative synspunkter var naturligvis heller ikke uantastede, men blev imødegået af avisernes ledere og af intellektuelle, der udtrykte forfærdelse over, at en sådan tankegang overhovedet stadig fandtes. De understregede sammenhængene med en patriarkalsk opdragelse af drenge, fattigdom, manglende skolegang, arbejdsløshed i landområderne og alkohol.

Skal man finde årsagerne til volden mod kvinder i Indien, såvel som i Mellemøsten og andre dele af verden, må familiestrukturerne i fokus. De er i forandring i disse år og går mange steder i retning af kernefamilien, som vi kender den med både mand og hustru på arbejdsmarkedet.

Men uden et statsligt velfærdssystem er familien for mange mennesker det eneste mulige sikkerhedsnet i forhold til sygdom, arbejdsløshed og fattigdom, og det pres, som dette ansvar lægger på familien, skaber grobund for en udbredt social kontrol. Dertil kommer den stadige ulige adgang til arbejdsmarkedet, der for en stor del af kvinderne umuliggør økonomisk selvstændighed, og dermed gør dem til mændenes ejendom i mændenes forståelse.

Religion er ikke den primære årsag til disse strukturer, men vil ofte understøtte dem, og med den autoritet der er hæftet til religiøse institutioner, kommer religion nemt til at fungere som en bremse for forandring. Religiøse institutioner ser ikke nødvendigvis nogen fordel i lighed mellem kønnene og kvinders mulighed for at deltage i samfundet på lige vilkår, for ikke at tale om deres mulighed for selv at vælge sexpartnere.

Læren af begivenhederne i Köln må først og fremmest være, at det syn på kvinder og seksualitet vi gerne vil have skal dominere i Danmark, ikke er universelt. Det vedligeholder ikke sig selv, men må styrkes gennem undervisning og offentlig debat. Kendskab til familie- og samfundsmønstre i andre dele af verden er bestemt vigtig, men samtidig må vi være i stand til at møde mennesker fra disse andre dele af verden uden forudindtagede holdninger. Selv om der er generelle mønstre, er der altid store forskelle i holdning og uddannelse.

Mikael Aktor er religionshistoriker ved Syddansk Universitet og skriver kommentaren ved religion.dk.