"Religion spiller klar rolle på banen"

Trods forsøg på at gøre fodboldspillet neutralt, er grænserne fortsat flydende mellem tro og sport, vurderer Morten Thomsen Højsgaard, generalsekretær i Bibelselskabet

Da den portugisiske forsvarsspiller Rolando forlod banen i kampen mod Danmark onsdag aften ved EM, slog han korsets tegn for sig flere gange.

Da Danmark var kommet bagud 2-3 med få minutter tilbage af den ordinære spilletid, lød det optimistisk fra den ene kommentator, at Danmark sagtens kunne nå at score et mål til. Ja, men spørgsmålet er, om spillerne tror på det, lød svaret fra den anden kommentator.

Korsets tegn, tro, rituelle bank på stolper, bøn i omklædningsrum eller på banen og storskærme med foldboldfremvisning i kirker udover hele Europa. Fodbold er ikke kun leg med en bold eller en konkurrence med enorme kommercielle interesser. Fodbold er også et fænomen, som på godt og ondt indeholder religiøse træk.

Læs også:Der er stadig religion på grønsværen

Generelt er der mere religion i sydeuropæisk fodbold end på vores breddegrader. Men takket være det globale tv-medie overskrider påkaldelserne af højere magter alskens nationale barrierer. Og som EM skrider frem, spændingen stiger og konsekvenserne mærkes hårdere for spillere og publikum, vil også de danske tv-seere formentlig kun komme til at se mere og mere til elementerne af tro, ritualer og bøn på banen.

Når fodbold er en ny religion
For nogle mennesker er fodbold simpelthen blevet deres nye religion. Et meget kendt eksempel på denne sammenhæng mellem fodbold og tro er de op mod 100.000 mennesker, som efter sigende er tilhængere af Maradonas Kirke. I stedet for Fadervor beder de bønnen Vor Diego efter den argentinske storspiller, som i årtier tryllebandt foldboldentusiaster fra hele verden. I denne religiøse bevægelses ti bud står der desuden, at man skal opkalde sine børn efter Diego, og at man skal elske fodbold over alt andet.

For nogle er det sikkert bare sjov, for andre er det alvor. Og for kritikere er det let at se, hvordan religionen låner tydelig inspiration fra kristendommen og erstatter kendte træk fra verdens største religion med nye opfindelser, der passer som fod i fodboldstøvle til miljøet i fodboldverdenen.

Fællesbøn for rullende kameraer
De fleste mennesker skifter ikke deres normale tro ud med en ny fodboldreligion. Langt mere udbredt er det at se træk fra de etablerede religioner udfolde sig som en del af spillet eller som virkemidler før og efter kampene. Med brugen af korsets tegn signalerer spilleren god moral og respekt for, at han indgår i en større sammenhæng, som han ikke selv er herre over. Der kan også være tale om et udtryk for taknemlighed eller en anråbelse om beskyttelse.

Flere landshold såsom Brasilien og Elfenbenskysten har igennem fodboldhistorien gjort indtryk ved at holde fællesbøn i forbindelse med kampene for rullende kameraer.

LÆS OGSÅ: Fællesbøn på fodboldbanen

Når muslimske kvinder spiller fodbold, er det tilladt at være tørklæde. Den religiøse eller kulturelle klædedragt tages altså også i den sammenhæng med ind på banen.

De etablerede religioner har en klar rolle
Europa er måske det område i verden, hvor der er mindst religion på banen og alligevel er troens dynamik klart til stede, som vi så det i glimt især i slutningen af kampen mellem Danmark og Portugal.

Særligt gribende var det for mange at se den franske forsvarsspiller Eric Abidal synligt bede til Gud på banen før en venskabskamp mellem Tyskland og Frankrig forud for EM. Det kom efterfølgende frem, at spilleren skulle gennemgå en levertransplantation.

Logikken er til at forstå. I kriser og i særligt anspændte situationer ligger det som noget helt naturligt for mange mennesker at påkalde højere magter. De kan også netop være i sådanne situationer, der opstår en følelse af, at man ikke selv er herre i sit eget liv, men er underlagt tilfældighedernes spil.

Anskuet på den måde bliver europamesterskaberne i fodbold et lille, fortættet eksempel på menneskelivets langt større og mere komplicerede dramaer, hvor de etablerede religioner for en stor del af de medvirkende udfylder en klar rolle som middel til at komme trygt igennem anstrengelserne.

Stadion versus katedral
For mange danske spillere virker det både anmassende og upassende at blande for meget tro ind i sport. Det internationale fodboldforbund FIFA har ligeledes sat visse begrænsende regler op, så sporten ikke bruges til at gøre reklame for eller missionere ensidigt for en bestemt trosretning.

Bag facaden ligger en dyb konkurrence. Fodbold og religion kan og vil nemlig på nogle områder det samme. Betage masserne. Give et fælles mål. Dyrke et fællesskab. Præstere storladne bygningskomplekser. Henvise til en lang tradition, som så kan være den nationale bevidsthed eller kirkens langstrakte historiske forankring i kulturen.

Religion og fodbold kan ikke adskilles
For kirken kan det naturligvis være problematisk, hvis folket kun er optaget af sport og glemmer det særlige indhold, som adskiller kirken fra sporten. For fodbolden har det været magtpåliggende at skille sig ud som noget andet og mere neutralt end religion for at kunne samle tilhængere på tværs af alle kontinenterne og trosretningerne.

Men i virkelighedens verden har det altså været komplet umuligt at holde religionen og fodbolden adskilt. Ustandseligt ser vi som nu under EM eksempler på, at grænserne er flydende, at troen tages med på banen, og at spillet i øvrigt også bruges af kirkerne til at samle mennesker og til at gøre alt det, troen også handler om, begribeligt, nærværende aktuelt.

Det sidste, altså at sporten bruges til at promovere kirkens eget anliggende, er i øvrigt ikke nogen ny tendens. Også den store kristne skribent og systematiker Paulus gjorde brug af billeder fra datidens sportsverden i sine mange breve. I et af dem skrev han for eksempel, at jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus.

Om målet så kunne nås, ja, det handlede for Paulus som for kommentatoren forleden i kampen mellem Danmark og Portugal om at tro på det.

Morten Thomsen Højsgaard er generalsekretær i Bibelselskabet og skribent ved Religionsanalysen.