Religionsanalysen: Religionsneutralitet - respekt for alle eller fremmedgørelse af religion?

Foto: Uffe Weng

Neutralitet kan ikke betyde, at alle er lige tilfredse, eller at politikken slet ikke tager nogen form for stilling. Så diskussionen kræver en mere grundig refleksion over selve idéen om neutralitet, skriver filosofilektor Sune Lægaard

Diskussioner om religion i offentlige institutioner kommer ofte til at dreje sig om begrebet religionsneutralitet. Dette tager to hovedformer:

På den ene side antages det ofte, at offentlige institutioner som for eksempel folkeskolen, domstole eller sygehuse skal være religiøst neutrale. Dette kan begrundes på en række forskellige måder.

Et synspunkt er, at siden skolens opgave er at lære eleverne noget, domstolenes opgave er at afgøre skyldsspørgsmål og anvende loven, og sygehuses opgave er at hjælpe borgere med helbredsproblemer, så er religion simpelthen ikke relevant for disse institutioners virke.

LÆS OGSÅ: Dansk religions-neutralitet er et typisk kompromis

Et yderligere synspunkt er, at ikke alene er religion ikke relevant for disse institutioners formål, det vil også være uhensigtsmæssigt eller direkte forkert, hvis religion spiller en rolle her.

Dette kan for eksempel skyldes, at en institutionel holdning til religion, for eksempel i form af tilstedeværelsen af officielle religiøse symboler, eller en tilkendegivelse om værdien af religion i almindelighed eller en bestemt religion i særdeleshed, vil komme i vejen for institutionernes formål. I værste fald vil en religiøs tilkendegivelse ikke respektere borgerne, der skal bruge institutionerne, som lige, eftersom borgerne har forskellige religiøse overbevisninger.

Religions som en del af dannelsen
Den anden hovedform er, at denne slags religionsneutrale synspunkter selv bliver genstand for debatten, hvor de kritiseres og forkastes. Her er der igen en række forskellige synspunkter.

Nogle mener simpelthen, at religion faktisk er relevant i bestemte institutioner. Folkeskolen skal ikke alene bibringe lærdom, men også danne eleverne. Nogle mener, at religion i almindelighed eller kristendom i særdeleshed er vigtig for dannelsen, for eksempel fordi tilværelsens store spørgsmål er religionens gebet, eller fordi kristendommen er central for dansk kultur.

Det stærkeste udtryk for denne slags synspunkt er en nationalistisk idé om, at offentlige institutioner ikke kun tjener borgere, men først og fremmest er nationens institutionelle udtryk. Hvis nationalisme kobles med en opfattelse af nationen som kristen, så bør kristendom og kristne symboler have en særstilling i det offentlige. Nationalisme kritiserer altså neutralitet, fordi neutralitetstankens bagvedliggende målsætning om at behandle borgerne lige forkastes.
 
Inklusivister vil have alle religioner med ind i varmen
Men kritikken af neutralitet kan også være udtryk for en alternativ forståelse af, hvad lighed kræver. Tanken er her, at lige respekt for borgere med forskellige religiøse overbevisninger ikke sikres bedst ved at fjerne alle religiøse symboler, men tvært imod ved at inkludere flere så hvor nationalister vil sætte en særstilling for kristendommen i stedet for neutralitet, vil inklusivister have alle religioner med ind i varmen. I et land, hvor de fleste stadig er kristne, er dette foreneligt med, at kristendommen fylder mere end mindretalsreligioner men de må ifølge inklusivister alle være til stede i offentlige institutioner.

I denne debat er der ikke noget overraskende i, at nationalister er kritiske over for neutralitet. Den mere interessante diskussion er den blandt tilhængere af lighed, der ikke desto mindre er uenige om, hvorvidt lige respekt for borgerne kræver religiøst neutrale institutioner eller ej.

LÆS OGSÅ:Sygehuse satser på religionsneutrale rum

Men denne debat blandes ofte sammen med andre spørgsmål, der spærrer for dette interessante spørgsmål. For eksempel kritiseres neutralitet nogle gange for at skyldes fremmedgjorthed over for religiøse menneskers virkelighed. Anklagen er, at fortalere for neutralitet slet ikke forstår religion og dens betydning for troende.

Men dette afsporer debatten. Pointen med neutralitet er jo, at lige gyldigt hvilken betydning religion har for den enkelte troende, så kan offentlige institutioner ikke give den en officiel status det ville være at imødekomme en bestemt borgers overbevisning, som med garanti er forskellig fra og måske i direkte konflikt med andre borgeres lige så rimelige opfattelser.

Hvis man går ind for at respektere borgerne ligeligt, så kan man ikke lade offentlige institutioner støtte nogens opfattelser, for det vil være ensbetydende med at forkaste andres lige så rimelige opfattelser.

Er neutraliteten neutral?
Der er en mere interessant variant af debatten mellem neutralister og inklusivister. Sidstnævnte hævder nemlig nogle gange, at neutralisternes opfattelse af neutralitet ikke selv er neutral (for eksempel Kristeligt Dagblads leder den 14. januar 2014). Dette er en interessant påstand, fordi den viser, at inklusivister og neutralister er enige om en underliggende idé om ligebehandling, men blot er uenige om, hvad den kræver i praksis.

Men anklagen om, at neutralitet ikke selv er neutral, er dog også ofte forvirret. Den begrundes nogle gange med, at neutralitet favoriserer ikke-religiøse frem for religiøse mennesker, eller at neutralitet slet ikke er mulig. Men at en offentlig institution ikke tager stilling mellem forskellige religioner er jo ikke udtryk for, at den tager stilling imod religion.

Neutralitet kan ikke betyde, at alle er lige tilfredse, eller at politikken slet ikke tager nogen form for stilling. Så diskussionen kræver en mere grundig refleksion over selve idéen om neutralitet.

Sune Lægaard er lektor, ph.d. ved Roskilde Universitet og skriver religionsanalysen ved religion.dk.