Fører Dansk Folkeparti religionspolitik?

Vil Dansk Folkepartis store fremgang betyde en klarere kristent inspireret religionspolitik? spørger lektor Sune Lægaard i denne uges religionsanalyse

Religionspolitik betegner først og fremmest den måde, staten regulerer (og i Folkekirkens tilfælde støtter) religion på. I denne forstand betyder religionspolitik, at det er religionen, der er genstand for politikken – lige som landbrugspolitik betegner statens politiske regulering af (og støtte til) landbruget. I denne betydning er der ikke noget særligt ved religionspolitik – der er bare tale om endnu et politisk område blandt mange andre.

Men religionspolitik kan også betegne noget andet, nemlig at religion spiller en rolle i formuleringen af og begrundelsen for politikken. Her adskiller religionspolitik sig fra eksempelvis landbrugspolitik eller sundhedspolitik, hvor interessegrupper, der påvirkes af den politiske regulering af et bestemt område (eksempelvis landmændene eller kræftpatienterne), kan prøve at påvirke politikken på det specifikke område i en retning, der stemmer med deres interesser. Men religion er her anderledes.

For det første er det meget mere uklart, hvad det overhovedet vil sige at tale om interessegrupper på dette område, og hvad deres interesser i så fald er. Det er ikke klart, om man overhovedet skal forstå præster eller muslimer som interessegrupper, og hvad deres interesser i så fald er.

For det andet kan religion spille en rolle for formuleringen og begrundelsen af politik på alle politikområder, ikke kun i forhold til reguleringen af netop religion. Kristne kan eksempelvis have religiøst baserede synspunkter om velfærdsstatens indretning og retten til abort.

Selv hvis man mener, at religion ikke bør indgå i begrundelsen for politik – for eksempel fordi man mener, statslig regulering i et demokratisk samfund skal kunne begrundes på måder, som alle borgere i princippet vil kunne acceptere som en begrundelse, selv hvis de er uenige i den – kan religion stadig være særlig, for så vidt at religionsfriheden sætter grænser for den statslige regulering af religion, som ikke findes i forhold til regulering af andre områder.

Så religionspolitik handler altså om tre forskellige ting: 1) Hvordan religion skal reguleres, 2) om og i givet fald hvordan religion indgår i begrundelsen for politik, og 3) hvilke særlige grænser der er for den politiske regulering, når den angår religion.
 
Hvad betyder folketingsvalget for, hvilken religionspolitik vi kan forvente fremover?

I forhold til reguleringen af religion, er Venstre og Dansk Folkeparti enige om, at der ikke skal pilles ved forholdet mellem staten og Folkekirken. Arbejdet for en såkaldt mere moderne styringsstruktur for Folkekirken, som især de radikale ministre i den foregående regering stod for, er endegyldigt lagt i graven.

I forlængelse heraf bliver det interessant at se, om Venstre og Dansk Folkeparti også vil sløjfe arbejdet med at reformere den statslige regulering af trossamfundene uden for Folkekirken, som Socialminister Manu Sareen i 2014 nedsatte et lovforberedende udvalg om. Trossamfundsudvalget lå i naturlig forlængelse af forslaget om en moderne styringsstruktur for Folkekirken, så afvisningen af sidstnævnte burde naturligt føre til afvisning af førstnævnte.

Omvendt kunne Venstre og Dansk Folkeparti benytte lejligheden til at regulere trossamfundene. Men i så fald vil dette være udtryk for, at religionspolitikken bruges selektivt. En grund til dette kunne være, at regulering af trossamfundene i den danske politiske debat i praksis forstås som et spørgsmål om regulering af muslimske trossamfund. Religionspolitikken kan således instrumentaliseres i den generelle udlændinge- og integrationspolitik.

Denne mulighed peger på en vigtig pointe i forhold til religionspolitik i den anden betydning, hvor religion spiller en rolle for begrundelsen af politik. Her kunne man tro, at Dansk Folkepartis sejr ville betyde en klarere kristen inspireret religionspolitik.

Dansk Folkeparti appeller ofte til ”danske værdier” og dansk kultur, hvor henvisninger til kristendommen fylder meget. Så man kunne tro, at religion er central for Dansk Folkepartis politik, og at religion derfor vil spille en større rolle for den politik, en ny regering ledet af Venstre vil føre efter valget.

Men Dansk Folkepartis appeller til ”kristne værdier” er måske ikke fuldblods religionspolitik. Det er en reduktion at gøre religion til et spørgsmål om ”værdier”. Religion er først religion, når værdierne er knyttet til en mere grundlæggende tro og en religiøs praksis. At reducere religion til et spørgsmål om værdier er at se religion som et samfundsmæssigt og socialt fænomen på linje med politiske overbevisninger og interesser, der i et demokratisk samfund kan søge at påvirke politikken.

Spørgsmålet er, om religion for Dansk Folkeparti ikke først og fremmest fungerer som en identitetspolitisk markør, hvis funktion er at dele vandene i udlændinge- og integrationspolitikken, som er Dansk Folkepartis primære fokusområde og kilden til partiets eksistens og succes. Det er ikke kristendommen, men danskheden, der er det afgørende skel, og det er ikke på religionspolitikken, men på udlændinge- og integrationspolitikken slaget står.

Dette er endelig interessant i forhold til den sidste slags religionspolitik, der handler om omfanget af religionsfriheden. En religiøst inspireret politik kunne her alt andet lige forventes at være fortaler for religionsfriheden. Men hvis religionspolitikken er udtryk for identitetspolitik, kan man forvente, at religionsfriheden begrænses for religiøse minoriteter.

Her har Dansk Folkeparti netop været fortaler for forbud mod muslimske tørklæder, kritikere af omskæring, og krav om at institutioner ikke skal imødekomme religiøse ønsker om for eksempel halal kød. Dette kunne igen ses som udtryk for, at der ikke først og fremmest er tale om religiøst inspireret politik, men om klassisk Dansk Folkeparti identitetspolitik i integrationsdebatten.

Sune Lægaard er lektor, ph.d. og skriver religionsanalysen ved religion.dk.