Solformørkelse – astronomisk fænomen eller tegn fra gud?

Religionshistorisk har solen været centrum for de fleste religioner, og den er oftest både forstået som en frugtbarhedsgiver og som en frugtbarhedsdræber, da den kan være skyld i tørke, skriver lektor Marianne Qvortrup Fibiger

Mange kender sikkert tegneserieforfatteren Hergés historie om soltemplet, hvor Tintin redder sig selv såvel som Kaptajn Haddock og professor Tournesol fra at blive ofret på bålet til solen, som en skjult inkacivilisation dyrker på en Machu Picchu-lignende lokalitet.

De tre har, generøst af soltemplets præst, fået lov til selv at vælge den dag, de skal ofres, og da Tintin i en gammel avis læser, at der bliver fuldstændig solformørkelse dagen efter, vælger han den.

Solformørkelsen kommer som kaldet, og hele inkakulturen tolker den som et tegn fra solguden om, at Tintin er en udvalgt, hvilket ikke kun redder de tre fra at blive ofret, men også giver Tintin en helt særlig status.

Solens tiltrækningskraft 

Hergé var fantastisk til med en vis faglig præcision at beskrive situationer og fænomener, som læseren på en eller anden måde kunne relatere til. Og her er solen og solens forunderlige tiltrækningskraft et klart eksempel, hvilket den enorme interesse for solformørkelsen den 20 marts jo også viste. Her sås det, hvordan mange fra Danmark valfartede til Færøerne for at opleve den fulde solformørkelse eller gerne betalte 15.000 kr. for at blive fløjet op over det tætte skydække, så man kunne opleve solformørkelsen på lidt tættere hold.

Solformørkelse som tegn på dommedag

Men der var også andre reaktioner blandt andet i England, hvor en præst ved navn Mark Blitz læste solformørkelsen som et varsel på en nært forestående dommedag, ligesom en skoleleder på North Primary school i London nægtede børnene at gå ud for at overvære fænomenet af religiøse årsager.

Tolkningen eller tydningen af en solformørkelse 

Dette er, hvad religionsforskeren og professor i kollektiv og individuel psykologi Pascal Boyér kalder for modintuitive træk, hvor en begivenhed eller et fænomen bryder med den almindelige orden, men uden at det bliver så mystisk, at det ikke på en eller anden måde kan relateres til det, vi per intuition finder for givet; for eksemoel at solen står op og går ned igen hver dag. Det modintuitive er det, mange myter er bygget op omkring, og det relaterer os til vores dagligdag på en ny måde ved at bryde med den. 

Læs også: Alle religioner og kulturer læser varsler i naturen 
 
En solformørkelse er et sådan modintuitivt fænomen, som vi som mennesker på en eller anden måde forsøger at forklare eller fortolke. Forklaringen kan være ren videnskabelig som månens bane, og hvordan den dermed kan skygge for solen; men den kan også være religiøs som et varsel eller et tegn fra gud eller den transcendente verden. Overordnet er en sådan begivenhed modintuitiv, da den bryder med vores daglige opfattelse af verden. 

Solen som centrum for de fleste religioner 

Religionshistorisk har solen været centrum for de fleste religioner, og den er oftest både forstået som en frugtbarhedsgiver og som en frugtbarhedsdræber, da den kan være skyld i tørke.

Eksempelvis er der mange hinduer, som på landet i Indien i dag altid begynder dagen med at ofre vand til solen, Surya, for at den kan kølnes og derfor ikke afbrænde afgrøderne på markerne. Samtidig dyrkes den også som basis for liv og er centrum for deres grundlæggende mantra: Gayatri-mantraet: 

"Du, som giver næring til Universet, fra hvem alle ting udgår,
til hvem alle ting vender tilbage.
Afdæk for os den sande åndelige sols ansigt,
skjult bag en skive af gyldent lys,
så vi må kende sandheden
og gøre vores fulde pligt
på rejsen til dine hellige fødder."

Solen både drager og bekymrer 

Med andre ord er solen omgivet af en form for ærefrygt, som både drager og bekymrer. Det er også, hvad mange oplevede forrige fredag: ikke mindst dem, som var på Færøerne, hvor det modintuitive mørke midt på dagen gav en oplevelse, som en metrolog netop beskrev som en følelse af ærefrygt, og hvor man lige i øjeblikket af mørke kunne nå at tænke: ”Hvad hvis månen bliver hængende?”

Læs også: En god dag at tage varsler 

En form for forløsning indfandt sig, da lyset selvfølgelig kom tilbage. En cyklus var gennemløbet, og den kendte, og alligevel knap så kendte virkelighed var tilbage. Men noget var samtidig forandret. For gennem de nyanskaffede briller havde man set verden på en anden måde. Det kan åbne for alle mulige typer indsigter og fortolkninger. Også religiøse.

Marianne Qvortrup Fibiger er lektor, ph.d. og skriver religionsanalysen ved religion.dk.