Ny moske på Dortheavej møder politisk modstand

"Radikaliseringsaftalen er baseret på en antagelse om, at ytringer kan ”underminere” demokratiet og ...

Det altså uklart, hvad spørgerne gerne vil gribe ind overfor, og hvorfor det pludselig bliver aktuelt ved erstatning af en moske i gamle fabriksbygninger med en ny arkitekttegnet moske, skriver lektor Sune Lægaard. Foto: Privatfoto

Religionsfriheden er en grundlæggende rettighed, som skal begrænse, hvordan folketingets flertal kan lovgive, og hvordan ministrene kan udøve deres magt, mener lektor Sune Lægaard

Mange danskere tror måske, at Islamisk Trossamfund betegner alle muslimer i Danmark – lidt ligesom den danske folkekirke skulle repræsentere alle (evangelisk-luthersk) kristne i Danmark. Men lige som folkekirken faktisk ikke repræsenterer alle kristne, selv ikke alle protestanter, så er der heller ikke et fælles islamisk trossamfund i Danmark.

Islamisk Trossamfund er blot en blandt mange godkendte muslimske menigheder, og den er ikke engang den største. Grunden til, at mange alligevel har hørt om Islamisk Trossamfund, er nok, at det især var imamer herfra, der kritiserede Jyllands-Postens muhammedtegninger i sin tid.

Islamisk Trossamfund holder til på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter. Her har de deres moske – eller rettere: Her bruger de nogle gamle industribygninger som moske.

Læs også: Hvad er en moske?
 
Da bygningerne ikke er hensigtsmæssigt indrettede i forhold til funktionen som moske, ønsker Islamisk Trossamfund at rive dem ned og bygge en ny moske på grunden. Den nye moske er tegnet af Henning Larsens tegnestue i moderne nordisk stil.

Da den nye moske skal bygges ind på grunden i én samlet bygning, er der brug for et tillæg til den eksisterende lokalplan for området, der kun tillader at bygge i karréens indre til institutionsformål.

Som første trin i behandlingen af ansøgningen fra Islamisk Trossamfund, har Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune udarbejdet en såkaldt startredegørelse, som Teknik- og Miljøudvalget godkendte den 16. marts 2015. Den skal nu i høring, hvorpå den skal behandles i Borgerrepræsentationen til august.

Umiddelbart er dette blot en lavpraktisk kommunal byggesag. Men fordi der er tale om en moske, er det alligevel ikke tilfældet. En måned efter godkendelsen af startredegørelsen anmeldte folketingsmedlemmerne Martin Henriksen og Christian Langballe fra Dansk Folkeparti en forespørgsel til minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold Manu Sareen. De spørger, hvordan regeringen forholder sig til, at Københavns Kommune har tilkendegivet, at Islamisk Trossamfund kan opføre en stormoské i København?

Ud over at spørgerne foregriber sagens gang, da lokalplansforslaget ikke er vedtaget endnu, er der flere ting ved forespørgslen, som er værd at overveje, inden ministeren skal svare i slutningen af maj.

Forespørgslen er rettet til ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold, men byggesager reguleres under planloven. Hvis byggesager overhovedet tages op på ministerniveau, skulle man derfor tro, at den relevante minister var miljøministeren, som planloven sorterer under. Forklaringen må være, at forespørgslen slet ikke handler om byggesagen.

Læs også: Er moskeer religiøse eller politiske?

Forespørgslen handler ikke om selve bygningen, men om at den er en moske. Henriksen og Langballe mener åbenbart, at dette rejser integrationsproblemer. Valget af en dansk tegnestue og et nordisk arkitektonisk udtryk signalerer ellers umiddelbart integration og tilpasning til dansk byggeskik og stil.

Valget af ordet ”stormoské” til at beskrive byggeriet er også interessant. Den nye moske fylder ikke mere end den gamle, så den er ikke større udefra rent fysisk. ”Stormoske” kunne i stedet betegne, at der er tale om en særlig central eller vigtig moske. Men da Islamisk Trossamfund ikke er alle muslimers trossamfund, er dette heller ikke tilfældet. ”Stormoské” kunne i stedet betegne, at der er tale om en moske bygget til formålet, der er synlig i det offentlige rum som moske.

Men som sagt kan forespørgslen heller ikke skyldes selve bygningen eller det arkitektoniske udtryk, for så ville den sortere under planloven og burde rettes til miljøministeren. Så det kan ikke være det ydre udtryk, men må i stedet være det religiøse indhold, der er anledning til forespørgslen. 

Endelig er spørgsmålet, hvorfor Henriksen og Langballe overhovedet anmelder en forespørgsel. Folketinget er den lovgivende magt, og ministeren repræsenterer den udøvende magt på sit område. Så når folketingspolitikere anmelder en forespørgsel til en minister, kan det groft sagt enten være fordi, de ønsker lovgivningen på et område ændret, eller fordi de ønsker, at ministeren pålægger embedsværket at administrere lovgivningen på en bestemt måde.

Dette er dog potentielt problematisk. For hvis forespørgslen ikke handler om byggesagen under planloven, men om at der er tale om en moske, og hvis spørgerne ønsker lovgivning eller ministeriel indgriben over for moskeen, kan dette komme i konflikt med religionsfriheden.

Religionsfriheden er en grundlæggende rettighed, som netop skal begrænse, hvordan folketingets flertal kan lovgive, og hvordan ministrene kan udøve deres magt. Så hvis forespørgslen forstås som et udtryk for et ønske om indgriben overfor moskeen, fordi den er en moske, så rejser den problemer i forhold til religionsfriheden.

Hertil kunne Henriksen og Langballe indvende, at dette er en alt for bred fortolkning af religionsfriheden. Religionsfriheden i Grundlovens § 67 siger bare, at alle borgere har frihed til at forene sig med ligesindede og dyrke Gud i overensstemmelse med deres tro, så længe det ikke går ud over den offentlige orden. Et indgreb over for Islamisk Trossamfunds moske vil derfor ikke krænke religionsfriheden, hvis blot muslimer har mulighed for at forsamle sig og bede et andet sted. Da der jo er andre moskeer i København, vil et indgreb over for Islamisk Trossamfunds moske ikke krænke religionsfriheden.

Læs også: Ny moské vil fremme religiøs tolerance

Denne indvending ville være udtryk for en snæver forståelse af religionsfriheden. Grundlovens religionsfrihedsbestemmelse stammer fra 1849, hvor der næsten kun var protestanter i Danmark. Den udtrykker således en snæver protestantisk opfattelse af religion, der kun omfatter individers personlige tro og det at gå til gudstjeneste.

Grundlovens forståelse af religionsfrihed tager derfor ikke højde for forskelle mellem religioner. Det gør derimod artikel 9 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der også beskytter individers ret til at manifestere og praktisere deres tro offentligt. Konventionen beskriver desuden mere udførligt end Grundloven, hvilke andre hensyn der kan begrunde begrænsning af denne ret.

Det altså uklart, hvad spørgerne gerne vil gribe ind overfor, og hvorfor det pludselig bliver aktuelt ved erstatning af en moske i gamle fabriksbygninger med en ny arkitekttegnet moske. Desuden er spørgsmålet, hvordan et indgreb kan begrundes på en måde, der lever op til betingelserne for, at man kan begrænse religionsfriheden. Det kunne Manu Sareen passende spørge tilbage om, når han skal svare den 28. maj.

Sune Lægaard er lektor, ph.d. og skriver religionsanalysen ved religion.dk.