Religionsanalysen

Hvad er religiøs dialog?

Forskellene i forståelsen af, hvad dialog er, varierer både mellem regioner i verden, men også internt i de enkelte lande. Hvis dialogtiltag skal analyseres på tværs af de mange forskellige forståelser, er det derfor nødvendigt med en definition af dialog, som giver mulighed for at forstå den på tværs af alle forskellene, vurderer teolog Henrik Lindberg Hansen. Foto: Privatfoto.

Er religiøs dialog udveksling af synspunkter? Er det et forsøg på at komme tættere på hinanden? Og er religiøs samtale altid lidt politisk? Teolog Henrik Lindberg undersøger termen "religiøs dialog"

Begrebet religiøs dialog bruges meget forskelligt. Det bruges af nogle synonymt med ønsket om at omvende andre. Andre ser det som en mulighed for, at begge parter i dialogen kan udvikle sig spirituelt og lære af hinanden. Andre igen taler slet ikke om tro i deres form for dialog, men fokuserer på at udvikle positive relationer mellem trosfællesskaber.

Nogle går akademisk til værks i dialogen og sammenligner dogmer, mens andre ser det som en politisk aktivitet, hvor religiøst definerede samfundsgrupperinger forsøger at forbedre deres relationer gennem dialogen. Andre igen taler om dialogen som en etisk handling, hvor religiøse står sammen om at forbedre hinandens vilkår.

Men fælles for alle former for dialog er, at de forhandler relationen mellem forskellige religiøse fællesskaber. Religion er vigtig for mange på meget forskellige måder. Det er en søgen efter mening i livet og med døden. Dogmerne giver en ramme, som vi bruger til at forstå vores plads i livet og tilværelsen.

Men religion er også for mange et fællesskab, der placerer den troende socialt, geografisk, historisk, metafysisk - og nogle gange politisk. Religionen hjælper derfor til at definere mennesker i en række forskellige forhold, alt efter hvem de er: religionen giver individet mening og retning i livet; den placerer mennesker i et fællesskab, hvor de kan finde tryghed; religionen definerer til tider også, hvem folk ikke er trygge ved fra andre religioner eller ikke-religiøse; den giver en tradition og et fællesskab, hvorfra mennesket kan forstå verdenen og det guddommelige.

Den religiøse dialog er netop forhandlingen af alle disse relationer, hvor forståelsen af andre mennesker og deres tro også hjælper til at definere forholdet til dem selv og det guddommelige.
 
Selvom det er ved at ændre sig, opfattes den religiøse dialog specielt i Vesten ofte som udvekslingen af trosartikler, hvor akademikere og almindelige troende forsøger at forstå andre religioner bedre gennem læsninger eller det personlige møde. Holdningen til andre religioner varierer meget.

Nogle mener, at der ingen frelse er i andre religioner, og nogen ser ligefrem andre religioner som falsk lære og derfor en trussel, mens andre mener, at der findes sandhed i andre religioner, og at vi kan lære af hinanden. Denne forskellighed har forskeren Alan Race brugt til at kategorisere dialogen som eksklusiv, inklusiv eller pluralistisk: eksklusivister finder ikke nogen frelsesværdi i andre religioner, inklusivister ser nogen værdi i andre religoner, men finder den ultimative sandhed udelukkende i egen religion - og pluralister er åbne for, at frelsen kan formuleres forskelligt i forskellige kulturer og forståelsesrammer.

Men der er en voksende tendens til at se Races kategorisering som en forsimpling af dialogen og relationerne mellem religiøse grupper. Tro handler ikke kun om dogmer. Troen - eller ikke-troen - definerer også mennesker som sociale væsener.

Det er meget tydeligt eksempelvis i Egypten, hvor politikken i høj grad foregår mellem religiøst definerede samfundsgrupperinger, men det er også tilfældet i Danmark, hvor muslimer i stadig højere grad defineres som borgere ud fra deres tro. Vi bruger vores livstolkninger til at skelne mellem 'os' og 'dem', hvilket har stadig større politisk relevans også i Danmark.

Noget af det, der gør, at mennesker føler sig trygge, er, at de i religiøse grupper bygger en fælles verdenstolkning, der gør, at de kan fungere i verden sammen. Tilhørsforholdet til en gruppe og tolkning af Gud, verden og tilværelsen generelt er altså direkte forbundede. Som teorierne om social identitet understreger, er grunden til at deltage i en gruppe den, at mennesker har brug for tætte relationer. Men eftersom der er forskellige grupper, kan de andre grupper begynde at føles som (eller rent faktisk være) en trussel mod ens gruppes fysiske eksistens og verdenstolkning.

Dialogen går ind og forhandler relationerne mellem disse grupper og udføres forskelligt alt efter, hvem der arbejder med den, hvilket samfund dialogen foregår i og de enkelte gruppers muligheder i det samfund. Dialogen er derfor forskellig mellem regioner, da religionen spiller forskellige roller i forskellige samfund.

Og dialogen varierer også indenfor regioner, da de forskellige grupper har forskellige muligheder og verdenstolkninger i det samme land.

Troen er altså tolkningsfællesskaber, som har social relevans, for så vidt som den skelner mellem de, man er trygge ved, og hvem man frygter. Hvem folk er venner med, og for eksempel hvem man kan gifte os med. Det er tilfældet mellem religioner, men også inden for religioner, hvor kristne skelner mellem eksempelvis katolikker, luthersk missionske og grundtvigianere. Muslimer skelner mellem sunni og shia - sufier og salafister.

Men selv folk med en eksklusivistisk forståelse af de religiøse dogmer - altså hvor man ikke kan se megen værdi i andre religioner - kan stadig have en pluralistisk tilgang til andre religiøse som medborgere eller mennesker. Af denne grund - og på grund af religionens voksende betydning i samfund og politik - er der stadig mere fokus på dialogen som andet end diskussionen af trosartikler.

I Danmark tænker mange umiddelbart, at dialog er en aktivitet, som skal føre til forbedrede forhold mellem deltagerne. Attituden skal ændres til noget mere positivt. Men det er faktisk ikke tilfældet for mange, der ønsker at overbevise andre om sandheden, som de mener kun kan findes indenfor egen forståelsesramme. Hvis man vil analysere, hvad dialog betyder i forskellige sammenhænge, er man derfor nødt til at lægge sin egen forståelse af dialogen på hylden, for at finde ud af, hvad den betyder for andre.

Forskellene i forståelsen af, hvad dialog er, varierer både mellem regioner i verden, men også internt i de enkelte lande. Hvis dialogtiltag skal analyseres på tværs af de mange forskellige forståelser, er det derfor nødvendigt med en definition af dialog, som giver mulighed for at forstå den på tværs af alle forskellene.

Se tema: Religionsdialog

Her kan sociologien være os behjælpelig, hvis vi vælger at forstå dialogen som en aktivitet mellem socialt definerede tolkningsfællesskaber: Religiøs dialog er et redskab til forhandlingen af sociale relationer mellem religiøst definerede grupper.

Der er problemer mellem religiøst definerede grupper i det danske samfund og på verdenplan, og der gøres meget forskelligt for at imødekomme alle disse problemer. Begrebet dialog bliver derfor brugt med så mange forskellige betydninger, at det kan være ødelæggende for samarbejdet, hvorfor det er vigtigt at gøre sig klart, hvad begrebet spænder over.

I forlængelse af denne artikel udkommer endnu en artikel af Henrik Lindberg på religion.dk i morgen. Her vil han kategorisere dialog efter, hvordan dialogen praktiseres for bedre at forstå, hvad det er, der foregår i dialogen.
 
Henrik Lindberg Hansen er teolog, ph.d. i religionsvidenskab og skriver religionsanalysen ved religion.dk.