Konflikt opstår, når to grupper er enige om at frygte hinanden

Fællesskaber baseret på frygt er et menneskeligt træk. De er tilmed identitetsskabende. Men dyrkelse af fjendebilleder er grundlæggende skadelige, skriver teolog Henrik Lindberg Hansen

Hvad får os til at tolke folk fra andre grupper eller fællesskaber som nogle, vi har behov for at frygte?

Når to grupper af mennesker først er enige om, at de bør frygte hinanden, opstår en reel konflikt, som kan føre til vold og i værste fald krig. Formålet med at analysere, hvordan konflikter opstår, er at vise, at konflikter først bliver nødvendige, når situationen er eskaleret, hvorfor det er vigtigt, at vi modarbejder vores menneskelige tendens til at bygge forståelse af andre mennesker og deres fællesskaber på frygt.

Tolkningsfællesskaber er de fællesskaber, som vi deltager i for at finde tryghed, sammenhold og et ståsted, hvorfra vi kan forstå og overskue den verden, vi lever i.

Distancen mellem to forskellige tolkningsfællesskaber opretholdes ved at tolke negative begivenheder som en del af det andet tolkningsfællesskabs essens eller ”væsen”.

Den negative dialog finder altså grunden til negative begivenheder i det andet tolkningsfællesskab og i dettes mentalitet - dets personer, samfund, religion og/eller kultur. Dét at være anderledes fra dette tolkningsfællesskab bliver dermed en del af ens egen identitet.

Det ene tolkningsfællesskab anser det andets kultur, religion eller væsen som begrundelse for negative begivenheder, som de opfatter som trusler.

Når først de negative begivenheder er tolket som trusler og placeret i det andet tolkningsfællesskabs essens eller væsen, kan man begynde at tolke historien ud fra den negative dialog.

Den nærliggende tanke er, at vi ikke bare er anderledes, men at det også må komme til et opgør, da sameksistens synes umulig, da vi er negativt rettede mod hinanden. Dermed bliver et "clash of civilizations" uundgåeligt, som f.eks. den amerikanske professor Samuel P. Huntington påpegede i 80’erne.

Den negative kassetænkning af den andens religion og kultur kan kaldes religiøs eller kulturel racisme, og den findes både i Vesten såvel som i Mellemøsten.

Ved at placere de negative begivenheder i forbindelse med hinanden danner de et sammenhængende billede af det andet tolkningsfællesskab. Dette negative billede bliver dermed brugt til at forstå modparten, men i lige så høj grad også til at opbygge identiteten indenfor eget tolkningsfællesskab.

De negative begivenheder kan på den måde bruges som eksempler på, hvordan modparten tager fejl og styrke følelsen af selv at have ret. Når dette billede først er etableret, kan det bruges til at vise de andres negative handlinger som uretfærdige eller barbariske og egne handlinger som retfærdige. Billedet kan derfor bruges indenfor videnskab, religion, litteratur, medier, kunst osv. til yderligere at forstærke den negative dialog.

Hvis vi ser på reaktionerne mod tegningerne i Jyllandsposten for snart 10 år siden, blev de i Vesten ofte tolket som bevis på, at islam er en aggressiv og intolerant religion, hvilket styrkede den oprindelige bevæggrund for at offentliggøre tegningerne.

I Egypten blev tegningerne derimod brugt som vidnesbyrd på, at det sekulariserede Vesten mangler grundlæggende værdier, som gør Vesten uforenelig med et religiøst samfund. Dette underbyggede billedet af en modsætning mellem "det religiøse Mellemøsten og det sekulariserede Vesten", som var grundlaget for striden i første omgang.

Tolkningen af intentioner
Overvej dette på det personlige plan: I venskaber - hvis du har en god ven, som du stoler på og holder af, til trods for at han eller hun skulle foretage sig noget, som du finder upassende eller simpelthen forkert, vil du stadig se denne ven som en god person – så længe du er i stand til at tilgive ham eller hende.

Men det sker, at det ikke er let at tilgive, og så vil vennens negative handlinger som oftest blive tilskrevet vennens personlighed eller essens for at skabe distance til vedkommende. Vi er som etiske væsener bestemt af vores handlinger.

Alle handlinger kan dermed tolkes positivt eller negativt; det afgørende er, hvordan vi ser intentionen for handlingen. F.eks. vil de fleste mene, at dét at give en gave til en anden som udgangspunkt er en positiv handling, men det kan også opfattes negativt, hvis det bliver set som et redskab til at opnår en fordel.

Hvis en person er i unåde hos en anden, kan ikke engang ekstraordinær god opførsel ændre synet på denne. Det skyldes, at vi ikke tolker ud fra denne persons handlinger, men ud fra hvilke intentioner vi ser ligge bag handlingen.

Den negative tolkning forårsager dermed distance mellem personer, som kun kan mindskes, hvis begge sider er villige til at tolke positivt. Det er imidlertid umåde svært, hvis man tolker ud fra, hvad man anser for at være den andens personlighed eller essens. Det er her, tilgivelse bliver svært.

Ligeledes gælder det også den anden part i dialogen.