Hvorfor bør vi beskytte religionsfrihed?

Frem for et religiøst uniformt samfund argumenterer Locke for, at multireligiøsitet kan forebygge social uro. Han hævder, at religiøs uro kun opstår, når embedsmænd forsøger at forhindre religiøs praksis. Foto: IRIS

Hvis man er kristen eller ikke-religiøs i Danmark, er religionsfrihed måske ikke noget, man tænker videre over. Men minoritetsgrupper verden over nyder ikke samme frihed

Religionsfrihed er en af de grundlæggende og umistelige frihedsrettigheder fastslået i FN’s Menneskerettighedskonvention. Retten til selv at vælge og udøve sin tro er også en forudsætning for flere af de øvrige frihedsrettigheder, blandt andet ytringsfrihed og forsamlingsfrihed.

Trosfrihed er en indbygget nødvendighed i retten til at ytre sig frit om religion (eller manglen på samme), ligesom religiøs praksis ofte er forbundet med forsamlinger om for eksempel gudstjeneste og lignende ritualer.

Manglen på religionsfrihed er en livstruende virkelighed for millioner af mennesker verden over. Eksempelvis er kristne mindretal i flere mellemøstlige lande og buddhister i det kinesisk besatte Tibet truet på deres sikkerhed og civile rettigheder i kraft af deres tro.

Manglende trosfrihed medfører undertrykkelse og i mange tilfælde konflikter. Religionsfrihed er dermed en forudsætning for retfærdighed og forebyggelse mod religiøst motiverede konflikter. Det gør sig både gældende på lokalt og internationalt niveau.
 
Ifølge forskere er der en sammenhæng mellem manglende trosfrihed og social ustabilitet.

Stater som respekterer religionsfrihed er generelt mere stabile, mere demokratiske og mere velhavende end stater med en stram religionspolitik.

Den britiske filosof John Locke (1632 – 1704) giver et historisk eksempel på en analyse af sammenhængen mellem religionsfrihed og demokrati i skriftet "A Letter Concerning Toleration":

• Frem for et religiøst uniformt samfund argumenterer Locke for, at multireligiøsitet kan forebygge social uro. Han hævder, at religiøs uro kun opstår, når embedsmænd forsøger at forhindre religiøs praksis.

• Ifølge Locke er statens rolle er at varetage eksterne interesser: Liv, frihed og velfærd, mens religionens rolle er at sørge for de indre interesser, såsom frelse. De to bør derfor holdes adskilt.

• Staten bør som ekstern magtfaktor ikke bekymre sig om sjæles frelse. Ligeledes frasiger Locke sig religioner, der påtager sig politisk magt.

• Endelig mener Locke, at man kun bør tillade religioner, der tolererer andre religioner, for netop at undgå religiøse konflikter.

Kilder:
ohchr.org, tibet.org, constitution.org, Grim & Finke: “Religious Persecution in Cross-National Perspective”, American Sociological Review, Vol. 72, August 2007, s. 633-658