Karl Marx: Religion er opium til folket

Marx's indflydelse har vist sig på forskellige områder. Hans teorier om religion og især hans kritik af religion som et middel til at holde folk nede, har inspireret mange senere kritikere af religion

Liv og uddannelse

Ud af en lang række af rabbinere blev Karl Heinrich Marx (1818 ? 1883) født den 5. maj 1818 ind i en jødisk familie i Trier, Rhin-provinsen i Tyskland. Faderen Heinrich konverterede senere til kristendommen, primært fordi han som jøde ikke kunne få lov at praktisere som advokat.

Som sin far begyndte Marx at studere jura og blev i 1835 indskrevet ved universitetet i Bonn. Egentlig ville han hellere have studeret filosofi og litteratur, men Marx' far var ikke enig i den beslutning, da han ikke mente, at et sådant studie var særligt rentabelt.

Marx blev senere overført fra universitetet i Bonn til Friedrich-Wilhelms Universitet i Berlin og kom der i kontakt med en gruppe tilhængere af den tyske filosof G.W.F Hegel. Gruppen går i dag under betegnelsen "venstre-hegelianere" på grund af deres tolkning af Hegels filosofi.

Betegnelsen opstod på baggrund af den splittelse imellem to fløje af Hegel-elever efter en diskussion om sjælens udødelighed i Tyskland i 1830'erne. Hegel-tilhængerne blev splittet op i "højre-hegelianere", som mente, at Hegels filosofi harmonerede med kristendommens dogmer og i "venstre-hegelianere", som afviste dette.

Gruppen af venstre-hegelianere husede folk som Ludwig Feuerbach og Bruno Bauer, der begge var kendte for deres kritik af religion og i særdeleshed kristendommen. Gruppen var dominerende i Berlins intellektuelle liv og fik stor betydning for den unge Marx's senere tanker om historie, samfund og religion.

Marx prøvede i tiden efter afhandlingen at starte tidsskriftet "Deutsch-Französische Jahrbücher" for ad den vej at skaffe sig et levebrød. Projektet kuldsejlede dog, og Marx søgte ansættelse ved en af tidens mest radikale tyske aviser, Vorwärts.

I januar 1845 blev Vorwärts' skribenter dog bandlyst i Paris, efter de havde givet udtryk for deres støtte til snigmordsforsøget på den preussiske konge Frederick William IV. Sammen med vennen Friedrich Engels flyttede han til Bruxelles, Belgien, hvor de to startede samarbejdet, der fortsatte i London og mundede ud i storværket "Kapitalen" og "Det Kommunistiske Manifest" fra 1848

Marx døde i marts 1883 som følge af bronkitis, som en statsløs person og blev begravet i London med slutcitatet fra "Det Kommunistiske Manifest": "Arbejdere i alle lande, Foren eder!" indgraveret øverst på gravstenen.

Værker og tanker

"Det Kommunistiske Manifest" må betegnes som Marx's mest betydende værk, da skriftets betydning og rækkevidde overgør Marx's egentlige hovedværk "Kapitalen".

I "Det kommunistiske manifest" beskriver Marx den historisk-økonomiske udvikling, som en klassernes kamp, der uundgåeligt vil ende i "proletariatets revolution", hvor de undertrykte arbejdere vil få magten og danne en kommunistisk stat.

Religion beskæftigede Marx sig med fra de tidligste år. Hans position kan opsummeres i sætningen "Den religiøse lidelse er på en og samme tid udtryk for en reel lidelse, og en protest imod denne.... Religion er folkets opium", som han skriver i "Indledning til kritik af den hegelske retsfilosofi" (1843).

Religion er opium fordi, det giver øjeblikkelig lindring for den smerte folk føler uden at fjerne grunden til den.

Samtidig giver det drømme og fantasier om et bedre liv i himmelen og fjerner derved fokus på det dårlige og elendige liv her på jorden. Derfor er religion på en og samme tid udtryk for en reel lidelse, og en protest imod denne. Problemet er blot, at der ikke gøres noget for at fjerne årsagen til denne lidelse.

Religion bliver for Marx en slags virkelighedsflugt, hvor man i stedet for at gøre noget ved de dårlige materielle vilkår, søger trøst i religionens illusioner.

Religion er et værktøj i magthavernes hænder til at aflede opmærksomheden fra de elendige vilkår, som arbejderne havde. Det er i magthavernes interesse, at arbejderne er af den overbevisning, at deres materielle nød og elendighed, på et senere tidspunkt vil føre til en mulig lykke, et fremtidigt himmerige i en anden verden.

Så længe arbejderne bliver i denne tro, vil de ikke gøre et seriøst forsøg på at forstå deres situation og gøre noget ved den virkelige kilde til deres elendighed, de miserable sociale og økonomiske forhold. De opdager ikke, at religionen er en illusion, som fjerner fokus fra de kummerlige vilkår, de lever under. Løsningen på dette bliver for Marx den kommunistiske stat.

Virkningshistorie

Marx's indflydelse har vist sig på forskellige områder. Hans teorier om religion og især hans kritik af religion som et middel til at holde folk nede, har inspireret mange senere kritikere af religion. Hans teori om religion lider dog af samme svaghed som hans teori om historiens udvikling.

Den vil nødvendigvis udvikle sig efter en helt bestemt skabelon, som følger nogle social-økonomiske lovmæssigheder. For eksempel vil en samfundsform som kapitalisme nødvendigvis afløses af kommunismen, som står på et højere stade.

På samme vis vil religion automatisk opløses, efterhånden som samfundet udvikler sig. Det behov for religionens illusoriske trøst, som forholdene skaber, vil forsvinde i takt med at forholdene for de undertrykte forbedres.

Denne skråsikre årsag-lovsammenhæng der ligger bag Marx's teori om religion, lader dog til ikke at være så skråsikker, som først troet. Det lader ikke til, at samfundet undergår den udvikling med en "klassernes kamp", der uundgåeligt vil ende i en "proletariatets diktatur", som Marx profeterede, det nødvendigvis ville dengang i 1848.

Det samme må siges at gælde i tilfældet religion, for i en verden hvor over 90% af befolkningen må betegnes som religiøse, synes det ikke som om, at religionen vil forsvinde af sig selv, hvis blot den materielle nød og lidelse, som er dens oprindelses kilde, forsvinder.