Religiøs jul

Juletiden set fra et jødisk synspunkt

For 19-årige Alex, der er jøde, handler juletiden også om familien. Men i skolen lærte han mest om chanukkah. - Foto: stock.xchng.

I denne tid fejres Jesu fødselsdag af de fleste danskere. Men ikke af alle. Religion.dk har spurgt jødiske Alex på 19 år, hvad hans forhold er til juletiden

Brostensbelagte gader oplyst af julelys, en stor rund julemand foran stormagasinet, julesange på alle radiokanaler, stakkevis af julekataloger ind gennem brevsprækkerne. Julen er ikke til at overse.

Traditionen, der fejrer Jesu fødsel, er alle vegne. En rundspørge i Københavns gader vidner om, at vi forbinder markeringen af Jesu fødsel med tid til familie. Men er december måned også familiernes tid, hvis man ikke tror på Jesus?

Julen fra et jødisk perspektiv
Alex er 19 år gammel og kommer fra Østerbro i København. Men Alex fejrer ikke jul ligesom naboen. I Alex vindueskarm hænger ikke nisser og hjemmelavede julehjerter. Ikke fordi at de på adressen på Østerbro ikke kan lide julen, men fordi Alex og hans familie er jøder.

Religion.dk har sat sig for at spørge Alex, hvordan det er at være helt almindelig ung, men knap så almindelig som gennemsnittet i december måned.

Alex, hvordan oplever du julepynten i gaderne? Nu bor du jo selv i København, der er oplyst 24 timer i døgnet.

- Selvom julen er et symbol på den kristne jul, synes jeg, at den bringer noget hyggeligt til en ellers kold vintertid. Spørgsmålet er jo også, hvor mange der egentlig holder en kristen jul i dag.

Havde du nissevenner i skolen (en klassekammerat man leger nisse for ved at give små gaver såsom pebernødder)?

- Jeg gik på jødisk skole, så det havde vi ikke. Vi brugte mest julemåneden på at lære om Chanukkah (jødiske helligdag, også kaldet lysets fest, der varer fra slut november til slut december), hvor vi blandt andet sang og lavede pynt.

Hvad laver du selv den 24. december?

- Lige i år bliver den tilbragt med min mor og bror i New York, da juletiden forbindes med to dødsfald i familien. Min far døde den 3. december, og min afdøde mormor havde fødselsdag den 24. december. Begge døde i 2007, så juletiden har mistet betydning for mig. Tidligere plejede vi at fejre min mormors fødselsdag eller besøge min fars familie, der er kristen.

Selvom Alex altså ikke tror på Jesu fødsel, er december måned også en speciel måned for ham med minder og traditioner tæt forbundet til familien.