Homoseksuelles vilkår i Danmark og i verden

Hvordan trives homoseksuelle rundt om i verden? Læs eller genlæs artiklen i anledning af Pride-ugen 2017

Denne artikel er opdateret og redigeret den 11/8 2017.

Danmark er med i front, når det gælder homoseksuelles og heteroseksuelles ligestilling. Her i landet blev homoseksualitet lovliggjort i 1933, og 43 år senere blev den seksuelle lavalder for homoseksuelle og heteroseksuelle ligestillet (Færøerne 1988).

Danske bøsser og lesbiske fik som de første i verden desuden ret til at indgå registrerede partnerskaber i 1989. I 1996 blev det forbudt at diskriminere mod homoseksuelle på arbejdsmarkedet, og den 17. marts i 2009 gav Folketinget homoseksuelle lov til at adoptere.

Den politiske udvikling gennem en gennemsnitsdanskers levetid (76 år) har været skridt på vejen mod ligestilling af homoseksuelle og heteroseksuelle. I flere af Danmarks nabolande er udvikling gået i nogenlunde samme retning - i visse tilfælde mere vidtgående - og med omtrent samme hastighed. Andre steder i verden har der til gengæld ikke været den samme fokus på accept af seksuelle minoriteter.

OL for bøsser og lesbiske
Ved World Outgames - også kendt som "OL for bøsser og lesbiske", mødes homoseksuelle fra verdens mange politiske virkeligheder i et af de største sportslige og kulturelle arrangementer, der nogensinde er afholdt i Danmark.

Ambitionen bag World Outgames er med arrangørernes egne ord at "fejre bidrag fra homoseksuelle, bi-seksuelle og transseksuelle mænd og kvinder" - og derigennem "forsøge at forbedre seksuelle minoriteters livskvalitet i Danmark og resten af verden". Man forventer at se deltagere fra mindst 90 forskellige nationer, der i København blandt andet får mulighed for at udveksle deres erfaringer som seksuelle minoriteter.

For når det gælder spørgsmålet om homoseksuelles status er der store forskelle på tværs af landegrænser, og der findes i dag ingen internationale konventioner, der eksplicit anerkender homoseksuelles menneskerettigheder.

Victorianske moralnormer og britisk kolonilovgivning
I december 2008 fremsatte Frankrig - med opbakning fra de øvrige EU lande - en erklæring på FN's generalforsamling. Erklæringen opfordrede til global afkriminalisering af homoseksualitet, og den var derfor især rettet mod de 80 lande i verden, der i 2008 stadig betragtede homoseksualitet som en forbrydelse.

Størstedelens af landene lå måske ikke overraskende i Afrika og Asien, men i mange tilfælde kunne deres strafudmåling af homoseksuelle forhold faktisk føres tilbage til det britiske imperium velmagtsdage.

I en rapport fra 2008 dokumenterede Human Rights Watch (HRW), at mere end halvdelen af verdens forbud mod homoseksualitet er levn fra victorianske moralnormer og britisk kolonilovgivning. Så selvom kulturelle og religiøse traditioner selvfølgelig spiller en rolle i forhold til forskellige samfunds behandling af deres homoseksuelle borgere, er der også en fælles historisk arv, der kan føres tilbage til 1800-tallets Europa.

De "tavse" nationer i FN
Frankrigs erklæring i FN fik opbakning fra 66 medlemslande. Det var en fremgang i forhold til lignende erklæringer, fremsat af New Zealand i 2005 og Norge i 2006, som i de pågældende år blev støttet af henholdsvis 32 og 54 nationer. Selvom det er lovligt at være homoseksuel i et flertal af verdens lande, nærmere bestemt i 115, var det altså kun en tredjedel af FN's medlemslande, der bakkede op om Frankrigs udspil i 2008.

Blandt de "tavse" nationer kunne man iøvrigt finde en umage alliance af lande som USA, Cuba, Iran og Nordkorea. Det er sjældent, at firkløveret stemmer i samme retning i FN, men her var altså et spørgsmål, hvor de normalt bitre fjender havde omtrent samme holdning.

En ting er imidlertid, hvad der samlet set gør sig gældende på verdensplan, når stemmerne bliver talt sammen i FN, noget andet er den konkrete virkelighed, homoseksuelle lever i rundt omkring på kloden. Og her er forskellene mærkbare.

Fællestræk og unikke fortællinger
Hvis man vil se nærmere på udviklingen i udvalgte lande, kan man for eksempel zoome ind på de syv lande i verden - Mauritanien, Sudan, Nigeria, Somalia, Iran, Saudi Arabien og Yemen - hvor menneskers seksuelle livsstil kan straffes med døden. Der er i alle tilfælde tale om lande, hvor man har indført en eller anden form for islamisk sharialovgivning.

I den modsatte grøft kan man fokusere på de syv lande - Sydafrika, Belgien, Holland, Norge, Spanien, Sverige og Canada - hvor homoseksuelle på mange måder er nået længst i deres kamp for lige rettigheder og i dag blandt andet kan gifte sig.

Forskellige lande bringer sig i fokus på forskellige måder. Sverige og Schweiz har eksempelvis indskrevet et forbud mod diskrimination af homoseksuelle i deres grundlove, mens Lesotho og Belize har indrejseforbud for bøsser og lesbiske.

I den afrikanske ministat Lesotho er 80 procent af befolkningen kristne, og i det mellemamerikanske republik Belize udgør kristne en tilsvarende majoritet. Men på trods af religiøse fællestræk har verdens lande langt hen ad vejen mere eller mindre unikke fortællinger om, hvordan synet på seksuelle minoriteter opstår, forandrer sig eller fastholdes.

Kønsforskelle i alle verdens kulturer
På trods af forskellige landes individuelle historier, er der dog også nogle iøjnefaldende sammenhænge. De fleste af verdens kulturer har traditionelt baseret deres sociale indretning på et skarpt og hierarkisk skel mellem mænd og kvinder - og nogle tilsvarende faste forestillinger om mænd og kvinders roller i samfundet.

Mænd og kvinder er gennem årtusinder blevet ført sammen og har fundet sammen for at føre klaner, stammer og samfund videre, og i traditionsbundne samfund har ægteskaber og alliancer altid været af stor betydning for de involverede. Både økonomisk og statusmæssigt.

Arrangerede ægteskaber og religiøst begrundede forbud mod udenomsægteskabelige forhold og seksuel praksis på tværs af kønsnormerne, er et fællestræk i mange af verdens kulturer. Og når det gælder homoseksualitet, er de traditionelle udlægninger af forbud og straf meget enslydende i de tre abrahamitiske religioner. Når der i dag alligevel er forskellige opfattelser og regler i verden, skyldes det blandt andet, at ortodokse forestillinger om seksualitet hænger ved i nogle lande, mens de går i opløsning eller omfortolkes andre steder.

Økonomisk udvikling og religiøs praksis
De amerikanske politologer Ronald Inglehart og Pippa Norris har foretaget en af de mest systematiske og grundige undersøgelser af sammenhængen mellem økonomisk udvikling og traditionel og religiøs praksis.

I bogen "Sacred and Secular: Religion and Politics Worldwide" ("Hellig og sekulær: Religion og politik på verdensplan") argumenterer de for, at religiøse og traditionsbestemte forestillinger har stærkest greb om politiske systemer i fattige lande og sammenbrudte stater, hvor svage befolkningsgrupper kæmper på kanten af overlevelse. Somalia, Sudan, Nigeria og Yemen er skoleeksempler på såkaldte sammenbrudte stater.

I andre bøger har de to politologer beskæftiget sig med den omvendte problemstilling: Hvordan modernisering og økonomisk udvikling er med til ændre menneskers holdninger og værdier - og dermed potentielt også de politiske regler og love. Inglehart og Norris viser, at praktisk talt alle samfund, som oplever den form for modernisering, der er forbundet med økonomisk udvikling, også ændrer deres holdninger til kønsroller og seksualitet.

Forklaringen er, at modernisering bringer mennesker ind til byer - væk fra stammekrige, klanopgør og blodfejder - og at moderniseringen samtidig gør en lavere fertilitet økonomisk fordelagtig, så sex og reproduktion adskilles og afmytologiseres. Sex ophører med at være et guddommeligt formål.

Politiske styreformer og lovgivere
Selvom økonomisk udvikling kan ændre holdninger og værdier, fører det ikke nødvendigvis til en forandring af lovgivningen. Nogle år efter at Danmark legaliserede homoseksualitet, udvidede Hitler strafferammen i Tyskland til dødsstraf. Længere østpå gennemgik Sovjetunionen en voldsom modernisering og sekularisering, hvor landet bevægede sig fra U-land til I-land på blot en enkelt generation. Magthavernes repressive holdning til homoseksualitet forblev i samme periode uændret.

I dag er det mest iøjnefaldende lande som Saudi Arabien og Iran, der fastholder en fundamentalistisk muslimsk seksualitetsmoral, mens landets ledere samtidig forsøger at fastholde en mere eller mindre udemokratiske styreform.

Hvad kendetegner så de lande, hvor homoseksuelle har opnået den største grad af ligestilling? Det er enten små åbne lande med meget stærke og velfungerende demokratiske traditioner som Holland, Belgien, Canda og de skandinaviske velfærdsstater, eller lande hvor turbulente politiske omvæltninger - og et opgør med en undertrykkende politisk fortid - har banet vejen for nogle meget moderne og liberale grundlovsændringer. Det sidste er for eksempel tilfældet i både Spanien og Sydafrika.