Sikhismens stifter var også politisk reformator

I sikhismen er der ingen adskillelse mellem religion og politik. Tværtimod, så er et verdsligt og politisk engagement en central del af religionen

Sikhismens stifter Guru Nanak (1469-1539) blandede sig i samfundsspørgsmål og var en ivrig kritiker af samfundets undertrykkende traditioner og institutioner. Han kritiserede kastesystemet samt undertrykkelsen af kvinder, fattige og anderledes-troende. 

Guru Nanak blandede sig i udenrigsspørgsmål og kritiserede blandt andet den afghanske Muhammad Baburs invasion af Indien i 1520'erne. 

For Guru Nanak var der ingen forskel på det at leve et fromt og meditativt liv, og det at engagere sig i verden for at gøre den til et bedre sted at leve. Sikher tilskyndes at donere penge til fattige, at udføre frivilligt arbejde for at hjælpe de svage og undertrykte og at dedikere deres liv til at støtte godgørende formål. 

Sikherne eksperimenter tidligt med regeringsdannelse

Under de senere guruer udvidedes denne sociale og politiske praksis. Under Guru Hargobinds ledelse i starten af 1600- tallet begyndte man at se statslignende tilstande, hvor Guruen samtidig fungerede som en statsleder for de borgere, der boede i hans territorier.

Under Guru Gobind Singhs ledelse i slutningen af 1600 tallet begyndte sikherne at studere politiske manualer fra den klassiske hindu og muslimske civilisation. Kendte værker blev oversat fra persisk og sanskrit og distribueret til sikherne, som ivrigt studerede dem. Som sikhernes politiske bevidsthed steg, begyndte sikherne selv at eksperimentere med teorier for regeringsdannelse og statsopbygning.

Det tidligste dokument, der eksisterer i denne kategori, er bogen Prem Sumarag Granth fra starten af 1700-tallet, der oplister en statslov for sikher. Denne bog omfatter statens konstruktion, økonomi, jura, politikernes sociale ansvar over for sine borgere, ansvarsfordelingen mellem embedsfolk, såvel som organiseringen af stat, militær, politivæsen, domstole og efterretningsvæsen.

Et sikhisk syn på et retfærdigt samfund

Ifølge de tidligste kilder vedrørende emnet, skal politisk teori udledes fra to kilder: Gurbani (de hellige skrifter) samt Khalsaens konsensus. På den måde sikres det, at de vedtagne love ikke modstrider den universelle ånd og de almenmenneskelige værdier der udspringer fra Gurbani, ligesom der skal være fuld enighed blandt de retslærde for at en lov kan vedtages.

Dette demokratiske princip om enhed sikrer, at økonomiske eliter ikke kan gennemtvinge en lov, på trods af de udgør et mindretal, ligesom det sikrer, at et flertal ikke kan gennemtrumfe en lov der kun tilgodeser en specifik borgergruppe i samfundet. På den måde forhindres det, at samfundet bliver et flertalsdiktatur. 

Sikh-lov er dynamisk, og derved ikke begrænset til en given periode i historien. Således har sikherne ret til at ændre i diverse love, så de tilpasses den tid og det samfund, man befinder sig i.

Ændringsmulighederne har dog visse begrænsninger. Nøgleværdier fra Guru Granth Sahib må ikke overtrædes, og hver lov, som sikherne selv indstifter, skal derfor være et udtryk for retfærdighed, respekt og tolerance. På den måde er sikherne ikke begrænsede af tidligere generationers regelkodeks.

Tværtimod er de udstyret til at tilegne sig viden fra diverse discipliner, - psykologi, sociologi, antropologi og statskundskab – og integrere disse ind i lovgivningen, så man målrettet kan arbejde hen imod at skabe et samfund, der er retfærdigt for alle.

Statens ansvar er at udøve retfærdighed

Ifølge sikhisk politologi er det statens primære ansvar at sikre sikkerhed, velstand og udvikling for dets borgere. Prem Sumarag Granth uddyber dette gennem adskillige sektioner, og formulerer en sætning, der i dag kan gå under betegnelsen ’universelle menneskerettigheder’.

”En statsleder bør betragte det at udøve retfærdighed som en hellig pligt. Han bør erkende, at han er blevet givet denne status og autoritet med det ene formål, at udbrede retfærdighed, sikkerhed og velstand for alle hans borgere….Hvordan defineres retfærdighed? Retfærdighed er at nægte at krænke folkets rettigheder, eller at tillade at andre gør det. At udøve retfærdighed er at afholde sig fra at undertrykke folk der er under dig, samt forbyde andre i at gøre ligeså. Dette er definitionen på retfærdighed” - Kapitel 8, sektion 3.

Staten er forpligtet til at sikre de basiske fornødenheder for borgerne, herunder kost, logi, uddannelse og beskæftigelse. Skatter bør være så lave som muligt, og de enkelte borgere må ikke beskattes over deres evner. Renter og afgifter på varer bør begrænses så vidt muligt for at sikre en tilskyndelse til handel og forretning.