Indføring

Sikhlitteraturens vej over Indien

Overleveringerne om Guru Nanak giver et fascinerende indblik i de debatter og samtaler, han havde med yogier, buddhister, muslimer, hinduer, jainister, præster og lægfolk, mystikere fra diverse sekter samt dæmoner og mytiske figurer. Foto: AP

En særlig genre inden for litteraturen i Indien er de såkaldte fødselsbevidninger, der fortæller om sikhismens stifters liv og lære. Skrifterne har både haft stor indflydelse på sikhisk religion og på indisk kultur

I 1500-tallet oplevede Indien en helt ny genre af litteratur, som senere har fået navnet "Janam Sakhi-litteraturen".

Den særlige skriftkultur havde flere formål. Et af dem var at overlevere minderne om den for nyligt afdøde Guru Nanak og at inspirere nye følgere til den nystiftede religion sikhisme. Litteraturen skulle vise sig at have en afgørende effekt på sikhismens fremtidige udvikling og udbredelse.

I 1539 gik religionsstifteren Nanak bort i en alder af 70 år. Før det lagde han kimen til en ny verdensreligion, som udbredte sig hastigt i de efterfølgende årtier. Da flere og flere konverterede til sikhismen under senere guruers ledelse, opstod der et problem hos de nye konvertitter, som aldrig havde nået at møde Guru Nanak. Hvem var Nanak? Hvad prædikede han? Og hvad var konteksten for hans åbenbaringer?

Ifølge traditionen var Guru Angad – den anden Guru og den direkte efterfølger af Nanak – den første til at adressere dette problem. Det gjorde han ved at bede nogle disciple om at udarbejde et monumentalt værk om Guru Nanaks liv og lære. Og hermed var en ny genre af litteratur født: Janam Sakhi-literaturen.

Janam Sakhi betyder direkte oversat: ”fødselsbevidningerne”. Disse ’bevidninger’ referer til de enkelte historier, som beretter om Guru Nanaks liv og lære, da han gennem en længere periode grundlagde (gav fødsel) til sikhismen som verdensreligion. Gennem det 16.-18. århundrede udvikler Janam Sakhi-litteraturen sig i relation til de omgivende sociale og politiske udviklinger i Nordindien.

Overordnet set er der fire Janam Sakhi-værker, som har vundet indpas i dag. Alle disse er skrevet inden for 100 år efter Nanaks død og opridser Nanaks liv fra fødsel til død. De har til tider et forskelligt og modsatrettet fokus grundet forfatternes sociale og sekteriske baggrunde. De kan heller ikke klassificeres som biografier i en moderne forstand, da de udover det historiske indhold indeholder en lang række mytologiske og legendariske elementer, herunder mirakelhistorier og fantasivæsener.

For moderne historikere har det derfor været en særlig opgave at adskille den historiske Nanak fra den legendariske Nanak.

Fortællinger i en moderne verden

Man har dog også læst samtiden ind i værkerne. Janam Sakhi-historiernes formål er primært at inspirere folk til at lede et etisk, aktivt og spirituelt liv. Men her i de senere årtier ses det, at moderne problemstillinger bliver læst ind i litteraturen for at finde sikhismens svar på emner, som særligt rører sig i dag.

En enkelt beretning fortæller eksempelvis, at Guru Nanak mødte en transvestit på en af sine rejser, hvorefter han begav sig ud i en længere samtale med personen. Samtalen omhandler spiritualitet og åndelighed, og på intet tidspunkt fordømmer Guru Nanak transvestittens livsstil. Dette tolker nutidige LGBT-miljøer som udtryk for at sikhismen ikke fordømmer homoseksualitet. I andre tilfælde ses det, at moderne videnskab læses ind i værkerne, eksempelvis månens rotation og andre former for astronomi.

På trods af at forfatternes formål med Janam Sakhi-literaturen aldrig har været, at man af værkerne skal kunne udlede videnskab eller holdninger til konkrete moraliserende emner, så ses det dog alligevel, at forskellige grupperinger forsøger at gøre dette.

Nanak var først og fremmest en omrejsende lærer

De fire værker, der er kendt som ”Bhai Balaværket”, ”Puratanværket”, ”Adiværket” samt ”Miharbanværket”, lægger fokus på forskellige aspekter af Nanaks mangfoldige personlighed. De har dog alle det til fælles, at de i langdrag beskriver hans omfattende rejser. For Nanak var en omrejsende lærer.

Ifølge traditionen modtog han åbenbaringer i slutningen af 1400-tallet, og kort tid efter rejste han ud i verden for at udbrede sit budskab om troen på én Gud, de gode gerninger samt én fælles menneskehed.

Ifølge litteraturen rejste han rundt i hele Indien samt nuværende Pakistan, Afghanistan, Irak, Iran, Saudi Arabien, Tibet, Nepal, Bangladesh og Sri Lanka. Han siges at have fået følgere i samtlige af disse lande.

Overleveringerne giver et fascinerende indblik i de debatter og samtaler, han havde med yogier, buddhister, muslimer, hinduer, jainister, præster og lægfolk, mystikere fra diverse sekter samt dæmoner og mytiske figurer. Guru Nanaks lære og filosofi bliver på den måde indrammet i en lang række fortællinger, hvor Guru Nanak rejser jorden rundt og mødes med folk fra alle baggrunde og lag af samfundet.

Skriftsproget og alfabetet i Janam Sakhi-literaturen forbliver Gurmukhi konsekvent gennem de 300 år, hvor litteraturen udvikler sig (1500-1800). Gurmukhi er et særligt alfabet, som Guru Nanak udviklede og siden har sikhlitteratur været kendetegnet ved at være skrevet med dette særlige alfabet.

Sociale og sproglige udviklinger inden for Janam Sakhi-litteraturen

Sikhismen har primært haft sit udspring i regionen Punjab, som i dag er opdelt mellem Pakistan og Indien. Sproget Punjabi har derfor haft en central rolle i den tidlige sikhisme.

Som Janam Sakhi litteraturen modnes og udvikler sig, ser man dog, at sproget skifter fra det lokale og simple Punjabi prosa til et sofistikeret og digterisk Hindi. Årsagen til dette er, at sikherne udviklede større og mere sofistikerede uddannelsesinstitutioner, hvorfor man begyndte at eksperimentere med sproget som en avanceret udtryksform. De tidlige værker fra 15-1600 tallet er derfor ret simple i sprog og udtryksform, mens de senere værker fra 17-1800 tallet er blandt Indiens største litterære værker.

Samtidig kan man se på de overleverede manuskripter, at der fra midten af 1600- tallet opstår en tradition, hvor de forskellige historier bliver illustreret med dyre miniaturemalerier. Dette betyder, at der i dag findes over 120 malerier af Guru Nanak og hans følgere fra sikihsmens tidlige og formative periode.