Er målet eller vandringen det vigtigste?

Det mål, som pilgrimmen går imod, er dybest set mødet med Gud, skriver pilgrimspræst Anette Foged Schultz

Spørgsmål:

Kære Anette

Er det generelt sådan for en moderne pilgrimsvandrer, at det ikke så meget er målet som vandringen, der betyder noget?

Hvordan vægter du de to dele i forhold til hinanden, og hvis det primært er vandringen, der er vigtig, er dette da noget nyt i forhold til tidligere tider - og måske også i forhold til andre religioner? Ser pilgrimsvandrere forskelligt på dette spørgsmål?

Venlig hilsen

Peter

Svar:

Kære Peter

Det er et godt spørgsmål, for vi lægger jo ikke den samme vægt på målet, som den katolske kirke gør det. Vi har ingen dyrkelse af helgener - deres liv er ikke mere hellige end andres. Deres grave er ikke mere hellige end vore kæres grave.

Men samtidig er det sådan, at jeg ikke kan tænke mig en pilgrimsvandring uden et mål. Går du bare ud i det blå - ja, så "går du tur." Det er ok - men det er noget andet.

Målet har - for mig - betydning i symbolsk forstand. Det mål, som pilgrimmen går imod er dybest set mødet med Gud. Dette møde er symboliseret ved kirken. Kirkebygningen. Den er det symbolske mål for en pilgrimsvandring.

Om det så er katedralen i Santiago de Compostella - eller om det er Odense domkirke - eller Kværndrup kirke. Det er det samme. For det er jo sådan, at man kan sige, at dét at gå til gudstjeneste søndag formiddag i din lokale sognekirke også er en pilgrimsvandring.

"Kirkegang" rummer nemlig alle aspekter af pilgrimsvandringen: Opbruddet fra det kendte og trygge. Vandringen mod mødet med Gud. Forvandlingen/befrielsen der finder sted - i den enkelte - i mødet med evangeliet. Herefter vandrer pilgrimmen/kirkegængeren fornyet hjem igen.

Det bliver lidt spændende - det der med at kirken er målet, og at den symboliserer mødet med Gud - når man tænker på kirken, ikke bare som stenbygningen der står på bakken - men som kirken, der består af os: VI er kirken. Vi er de levende stene, den er bygget af. Og hvor vi mødes i kærlighed og fællesskab - undervejs - dér finder mødet med Gud sted.

Gud er nærværende alle steder på vejen som i livet. Derfor er ingen steder mere hellige end andre. Helligsteder OPSTÅR i øjeblikket, dér hvor mødet mellem Gud og menneske finder sted.

Overordnet kan man sige, at pilgrimsvandringen er en bevægelse, der er rettet mod en fornyelse af livet. Altså når vi tager modet til os, bryder op fra det kendte og trygge og begiver os ud på ukendte veje, så er dét, der driver os, længslen efter mere liv. Længslen efter en fornyelse af livet, hvor rammerne for det liv vi lever derhjemme måske er blevet for trange - bestemt af gamle fordomme og én gang vedtagne normer.

Og fornyelsen af livet finder sted i mødet med kærligheden - i alle dens forskellige former.

I kristeligt dagblad har jeg netop læst om den amerikanske biskop John Shelby Spong der taler om, at kristendommen må reformeres eller dø. Jeg tænker, at Gud selv vil holde liv i kristendommen ved at holde liv i os, og at vi som kristne - som kirke - har til opgave, at holde os åbne for hans ord. Vi må holde os i bevægelse.

Jeg tænker ofte den kristne kirke som en "pilgrimskirke," kendetegnet ved at den konstant er undervejs, i opbrud fra og i opgør med det stivnede, det døde, det fordomsfulde. Pilgrimskirken er kendetegnet ved, at den er åben for den fremmede, der kommer til os, bevægelig af hans liv, glæde og smerte.

Pilgrimskirken er kendetegnet ved at den er levende og i konstant kamp med sig selv for at give afkald på magten, sådan at kærligheden og fællesskabet ved Guds Ånd kan få plads i vores verden.

Håber, det er klar tale?

De bedste hilsener

Anette

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.