Forståelsen af skabelsesmyte(r)

Hvad er buddhismens skabelsesmyte? Tarab Tulku forklarer

Spørgsmål:

Kære Tarab Tulku

Hvad er buddhismens skabelsesmyte?

Knus

Lene

Svar:

Indenfor buddhismen findes der flere forskellige forklaringer på universets skabelse. Her vil jeg ganske kort omtale tre af dem.

To af dem findes i Abhidharma litteraturen, der er relateret til den ældste af de filosofiske skoler" fra den tidlige buddhisme i Indien, og som danner grundlaget for de andre buddhistiske filosofiske skoler. Den ene af disse forklaringer beskæftiger sig med udviklingen fra energi til materie, den anden med kosmos' opståen.

Den tredie er en skabelsesmyte, der stammer fra den tibetansk buddhistiske tradition. Den er beskrevet i et tibetansk håndskrift fra det syttende århundrede, som findes på Det Kongelige Bibliotek i København.

Fra energi til materie

Den første fase er tomheden, som har en enhedsnatur. Den rummer energifelter, der er de fire elementers (sanskrit: bhuta) subtile natur, d.v.s. at de kun er til stede som potentiale.

I sin subtile natur har jordelementet potentialet til struktur og massivitet, vandelementet potentialet til at harmonisere, kombinere og til at holde sammen på ting, ildelementet potentialet til at modne og bringe til kulmination, og luftelementet rummer potentialet til bevægelse og kontimuitet. I denne fase er den materialle form og materie endnu ikke udviklet.

I den næste fase er elementernes energifelter manifesteret og optræder som grovere materie (sanskrit: abhutika), som kan opfattes med sanserne.

Alle former for materie, al substans, er en manifestation af og består af en kombination af alle de fire elementer. For at materien kan eksistere må den kunne danne strukturer. Det gælder både for levende og såkaldt døde ting.

Strukturerne behøver vandelementet til at holde sammen på de enkelte komponenter, og især har levende organismer brug for harmoniske betingelser for at kunne vokse, modnes og kulminere, som er ildelementets kvalitet, inden de opløses igen og går videre i nye kombinationer. Luftelementet sørger for kontinuitet forstået på den måde, at det tilvejebringer bevægelse og kommunikation, således at der hele tiden kan dannes nye kombinationer og nye strukturer.

I og med at kroppen udvikles med sine sanser og det sind, som svarer hertil, begynder den dualistiske eksistens, hvor der sker en opdeling mellem sanserne og det sansede, mellem subjekt og objekt. På subjektsiden findes sindet og vores sanser: Synssans, hørelse, smagssans, lugtesans og følesans, mens objektsiden består af objekter for vores sanser: Form, som er synssansens objekt, lyde, smag, lugte og ting, der kan berøres og dermed opfattes med følesansen.

Kosmos' opståen

Den anden forklaring på universets opståen, som findes i Abhidharma, har en mere symbolsk karakter. Det første, som viser sig her, er luftsfæren. (Det er ikke det samme som luftelementet, der optræder i den foregående forklaring). Luften pisker og kærner umådelige vandmasser, der er faldet som regn, og heraf opstår guldgrunden, som er fundamentet for det fuldendte kosmos, mandalaen, der ofte ses afbildet som en cirkel.

I centrum af cirklen står Merubjerget, der er omgivet af fire kontinenter, som er placeret i de fire verdenshjørner. Kontinenterne repræsenteres hver især af en symbolsk form.

Symbolerne består af en kombination af en geometrisk form og en farve. Det sydlige kontinent symboliseres af en blå trekant, det østlige af en hvid halvcirkel, det nordlige af et gult kvadrat, det vestlige af en rød cirkel.

I andre sammenhænge refererer de geometriske former til elementerne, men i den sammenhæng er de kombineret med andre farver. Trekanten symboliserer ildelementet, halvcirklen ludtelementet, kavadratet symboliserer jordelementet, og cirklen hører sammen med vandelemnetet.

Merubjerget imidten har alle kontinenternes farver, hvilket kan ses som et udtryk for en enhedstilstand af alle kontinenterne, og på grund af referencen til de geometriske symboler er det muligvis også et udtryk for en enhedstilstand af elementerne.

Tibetansk skabelsesmyte

Her beskrives altings urgrund (Tib: Kun gZhi, sanskrit: Alaya) som en enhedstilstand, som er intethed, og som beskrives som tæt og kompakt og mørk. Denne tilstand fortættes efterhånden og bliver så hård, at der opstår vibrationer, som bliver stadigt kraftigere. De bliver til lyd, som bliver højere og højere.

Herefter opstår der lys, og det bliver anledningen til, at opmærksomheden vågner. Her sker der en dualistisk opdeling af enhedstilstanden i samsara og nirvana. Hvis opmærksomheden vendes indad mod sig selv, er det oprindelsen til nirvana, og hvis den vendes udad mod den ydre verden, er det begyndelsen på samsara, som er det samme som vores univers, den verden vi lever i.

Venlig hilsen

Tarab Tulku

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.