Sådan finder man en genfødt lama

Hvis man får en ide om en bestemt egn, vil komiteen tage derhen og spørge, om der er født nogle specielle børn for nylig, skriver buddhist Birgitte Kolby Jensen. - Foto: Foto: Sxc.hu

Hvis barnet har specielle kendetegn og f.eks. vælger rigtigt mellem genstande, der ligner hinanden, er det et tegn på, at det er den genfødte lama, skriver buddhist Birgitte Kolby Jensen

Spørgsmål:

Hvordan kan man "vide", at et bestemt barn lige netop er en genfødelse af en afdød person, f.eks. Dalai Lama?

Tommy Hegner

Svar:

Kære Tommy,

Denne skik med at finde den nye inkarnation af en afdød person er noget helt unikt for den tibetanske tradition indenfor buddhismen.

Det drejer sig om at genkende genfødslen af en bevidst reinkarneret lama, på tibetansk kaldes det en tulku, og det drejer sig om at sikre arvefølgen til et bestemt kloster.

Når en sådan lama dør, bliver der nedsat en komité til at finde den nye inkarnation. Komiteen vil undersøge, om den afdøde lama har efterladt sig nogle tegn, som f.eks. navne på personer eller steder, hvor han vil lade sig genføde.

Man kan rådføre sig med et orakel; i tilfælde af, at det er en vigtig offentlig person, vil det være statsoraklet Nechung, der vil blive spurgt.

Hvis man får en ide om en bestemt egn, vil komiteen tage derhen og spørge, om der er født nogle specielle børn for nylig. Som regel vil der være flere mulige kandidater og én af prøverne på, om det
er den rigtige er, at barnet skal vælge mellem nogle ting, der ligner hinanden, f.eks. to bedekranse, hvor den ene har tilhørt den forrige inkarnation.

Den "rigtige" kandidat vælger så den genstand, der har tilhørt den forrige inkarnation. En fra komiteen har sandsynligvis haft tilknytning til forgængeren, og man vil også lægge mærke til, om barnet
kan huske navnet eller viser andre tegn på genkendelse.

Der findes en fyldestgørende redegørelse for det tibetanske tulkusystem i en bog, der er udkommet i år. Den hedder Tarab Tulku XI. En tibetansk lama i Danmark. Af Jeannie Andersen og Anne-sophie Bernstorff og er udsendt af Ørnens Forlag.

Venlig hilsen
Birgitte Kolby Jensen
Buddhist og bibliotekar

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.