Hvad er forskellen mellem billedforbudet i kristendom og islam?

Luther anså religiøse billeder for at være åndeligt neutrale, mens islam fastholder forbudet mod afgudsbilleder, skriver generalsekretær Jonas Adelin Jørgensen

Spørgsmål:

Hvornår og hvorfor ændrede kirken det 2. bud i de 10 bud?

I 2. Mosebog kapitel 20,vers 4 står: "Du skal ikke gøre dig billede.

I Luthers Katekismus står: "Du må ikke misbruge Herren din Guds navn.

Islam fastholdt længe billedforbudet, men hvornår og hvorfor ændrede muslimer det 2. bud? Vi har set masser af fotos af Khomeny og andre islamiske ledere.

Med venlig hilsen
Henning

Svar:

Kære Henning

Tak for dit spørgsmål om billedforbudet i islam og kristendom. Dit spørgsmål er todelt:

Hvorfor regnede Luther ikke billedforbudet med som et af de 10 bud?

Kan billeder af religiøse ledere i islam siges at være et kompromis med billedforbudet i islam?

Lad mig svare på spørgsmålene i rækkefølge:

Billedforbudet i kristendommens historie
Forbudet mod at gøre sig et billede af Gud, som gives i Det Gamle Testamente, er en arv fra jødedommen i den kristne tradition. Det er korrekt, at forbudet oprindelig er det andet af De 10 Bud, sådan som det kan ses i Anden Mosebog 20,5, hvor det fremhæves, at den som er en del af pagten, ikke må gøre sig noget billede af noget som er på jorden, i vandet eller i luften, med det formål at tilbede det.

Ud fra sammenhængen er det klart, at der er tale om et forbud mod at fremstille afgudsbilleder, hvilket vil sige billeder som afbilder noget, der ikke er den bibelske Gud. Den underliggende teologiske pointe er her, at Gud ikke er en ting blandt andre ting, og at han derfor ikke kan afbildes.

I udgangspunktet var den tidlige jøde-kristendom på linje med den samtidige jødedom i spørgsmålet om billeder, det vil sige, at de var mistroiske i forhold til brugen af religiøse billeder. For kirkefædrene er det eneste sande billede af Gud nadverens sakramente, hvor den troende håndgribeligt og sandt får del i Jesu Kristi legeme.

Når religiøse billeder alligevel vandt frem og blev anset for legitime for eksempel i form af ikoner, så havde det at gøre med en forståelse af, at også disse billeder på en måde kunne siges at være et vindue mod den sande guddommelighed, som kendetegnede Kristus og sakramenterne.

På reformationstiden blussede mistroen mod religiøse billeder op på ny, denne gang med udgangspunkt i kritikken af, hvad der blev anset for den katolske afgudsbilleddyrkelse. Der var tale om den helgendyrkelse som populærkatolicisme havde åbnet for i middelalderen, hvor almindelig religiøs praksis kunne implicere tilbedelse af billedgengivelser ikke blot af Jesus og Maria men også af andre helgener.

Reformatoren Martin Luther tog naturligvis afstand fra tilbedelsen af religiøse billeder såvel som af helgener, men hvorfor fastholdt han så ikke billedforbudet som det 2. bud?

Jeg tror, at grunden skal søges i, at Luther i modsætning til andre reformatorer, specielt Jean Calvin i Geneve, ikke anså selve det at skaffe sig af med religiøse billeder for et af reformationens hovedanliggender.

Snarere anså Luther religiøse billeder for at være åndeligt neutrale, det vil sige, hverken at have positiv eller negativ betydning, og derfor valgfrie for troende (såkaldte adiafora).

Det betød, at Luther i sin Store Katekismus udlægger det 1. bud: Du må ikke have andre guder på en måde, så også det 2. bud med forbudet mod det at gøre sig et afgudsbillede indbefattes.

Her skriver han: Som jeg ofte har sagt, så er det hjertets fortrøstning og tro, som gør både Gud og afgud. Hvis din tro og tillid er ret, så er din Gud også sand; og på den anden side, hvis din tillid er falsk og forkert, så har du ikke den sande Gud; for disse to hører sammen, troen og Gud. Derfor siger jeg: Det som dit hjerte hæger ved, og det som du stoler på, det er i sandhed din Gud. Derfor er det budets [det 1. bud] intention at befale hjertets sande tro og tillid, som kun hænger fast ved Ham og Ham alene (min oversættelse).

Denne fortolkning af det første bud implicerer naturligvis en afvisning af det at holde andet end den sande, levende Gud for Gud, og dette er den saglige grund til, at Luther slog de to bud sammen til ét.

Billedforbudet i islams historie
Islam og muslimsk kultur har overtaget forbudet mod afgudsbilleder fra den jødiske. Det har traditionelt været nidkært håndhævet, og for eksempel ses der aldrig billeder i en moske.

I modsætning til hvad mange tror, er der dog ikke noget generelt forbud mod billeder i islamisk teologi. Snarere må mistroen mod billeder, specielt religiøse billeder, ses som en konsekvens af det fundamentale teologiske anliggende i islamisk teologi: shirk.

Som et kriterium for sand islam er shirk fordømmelsen af det forhold, som er forkert for mennesket at befinde sig i. Modsætningen til shirk er islam, det sande forhold til Gud, medmennesket og verden og den harmoni, som er konsekvensen af dette sande forhold, muslimun, det sande fællesskab.

I den islamiske trosbekendelse, shahadah, fastslås det, at der ikke er nogen anden Gud end Allah. Shirk er at forbinde andet end Allah med Gud. Det vil sige, shirk er det at i tanke eller handling at gøre Gud til flere, eller bogstaveligt talt at forbinde noget med Gud.

Problemet med shirk er, at det forvrider menneskets tilbedelse af den ene, sande Gud, for kun gennem anerkendelsen af Allah som Gud, kan mennesket stå i et ret forhold til resten, nemlig uden at anerkende andet som Gud. Derfor er der teologisk set heller ikke nogen tvivl i islam om, at religiøse ledere ikke er Gud, og billeder af religiøse ledere udgør derfor ikke nogen fare for shirk.

I praksis kan religiøse ledere, ikke kun billeder af dem, dog udgøre en meget håndgribelig fare for shirk. For hvis kriteriet for sand islam er, ikke at gøre andet end Allah til Gud, er det så altid foreneligt med at følge anvisninger og påbud fra religiøse ledere?

Det kan man ikke være sikker på i udgangspunktet, og advarslen mod shirk er derfor også en advarsel mod blindt at følge religiøse ledere uden at prøve deres autoritet på profetens ord og traditionen.

Med venlig hilsen
Jonas Adelin Jørgensen
Generalsekretær for Dansk Missionsråd

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.