Kulturbestemte regler

Jeg har ikke set det dokumenteret nogen steder, at en mand ikke må give en kvinde et håndtryk, skriver Hadi Khan.

KVINDESYN: Må en muslimsk mand hilse på en kvinde med hånden? Hadi Khan svarer

Spørgsmål:

I tv så jeg en hollandsk kvindelig minister, der ville give hånden som hilsen til en muslimsk mand. Han afviste med ordene: "Jeg må ikke give hånd til en kvinde." Er dette en bestemmelse i koranen, eller er der en kulturel årsag?

Harald Lauridsen
Holstebro

Svar:

Meget interessant spørgsmål. Jeg vil sige, at jeg ikke har set det dokumenteret nogen steder, at en mand ikke må give en kvinde et håndtryk. Men det er rigtigt, at der i de ortodokse kredse - ikke kun i islam, men også i andre religioner - findes en sådan praksis.

Men som sagt kan jeg ikke begrunde det med noget religiøst, det handler snarere om ens holdning til religion, ens kompetenceniveau og ens syn på kvinder og mænd. Så det kan i høj grad være en kulturbestemt handling, der er begrundet med ens religiøse holdniger. Der er masser af muslimer, der ikke gør forskel på kvinder og mænd i den sammenhæng heller.

Hadi Khan

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.