Man viser sig ikke nøgen foran andre

Reglerne for badning gælder også større børn. - Foto: Leif Tuxen

Findes der hellige skrifter, som forbyder børn at bade nøgne i skolen? Safia Aoude, der er jurist og muslim, svarer

Spørgsmål:

Jeg vil gerne høre, om der er hellige skrifter, som forbyder børn at bade nøgne i skolen?

Med venlig hilsen
Peter

Svar:

Hej Peter

Der er intet indenfor islam, der forbyder unge at bade nøgne, heller ikke i skolen eller andre steder, hvor man kan være sig selv PRIVAT!

Der er derimod særlige retningslinjer for, når unge bader SAMMEN MED ANDRE; altså befinder sig i selskab med andre mennesker, så træder følgende regler i kraft:

1. I selskab med personer af modsatte køn
Islam pålægger gennem åbenbaringerne og Profetens sædvane og udtalelser, at mennesket dækker de dele af sin krop, der benævnes awrah, når man er i selskab med andre personer af modsatte køn, eller kan ses af disse.

En mands awrah går fra navlen til lige under knæet. Mænd skal altså være tildækket fra navlen til lige under knæet. Kvinders awrah består i tildækning af hele kroppen, med undtagelse af fødder, hænder og ansigt, når hun er sammen med eller kan blive set af mænd.

Undtagelsen fra reglen om awrah er, hvis personen af det modsatte køn er ens blodbeslægtede søster eller bror, mor eller far, onkel eller tante, søn eller datter og nevø eller niece; altså dem, man ikke kan blive gift med. Reglen om awrah træder i kraft, når puberteten begynder; typisk fra 7-8 års alderen eller lidt senere, alt efter hvilken juridisk retning, man følger indenfor islam.

Helt små børn er ikke omfattet af disse regler, men det er et moralsk skøn, om man vil lade helt små børn bade nøgne sammen f.eks. i et soppebassin. De fleste islamiske lærde er enige om, at fælles nøgenbadning for børn stopper i det øjeblik, barnet har opnået bevidsthed om sin egen krop; typisk omkring 1-2 års alderen. Fra den alder bør små børn, der bader sammen, have dækket de nederste genitialer.

Den islamiske lærde Zakariya al-Ansaari er kommet frem til, at et barn kan være nøgen, og se andre nøgne mennesker, sålænge han/hun ikke kan fortælle, hvad han har set, dvs. ikke forstår kroppens betydning.

Blodbeslægtede familiemedlemmer af samme og modsatte køn kan dog sagtens bade et barn helt op til voksenalderen, hvis det ikke kan bade selv pga. fysisk eller psykisk handikap. Reglen om awrah gælder heller ikke ved vask af døde slægtninge, hvis og såfremt der ikke er nogen slægtninge af samme køn, der kan udføre vaskningen.

2. I selskab med personer af samme køn
Hovedreglen er her, at både mænd og kvinder ikke blotter deres nederste genitialer foran personer af samme køn.

Det betyder, at man kun optræder splitternøgen, når man befinder sig alene, f.eks. når man tager bad. I praksis betyder det, at unge mennesker ikke må bade nøgne sammen, men skal have mulighed for at værne om deres blufærdighed ved at kunne bade privat, f.eks. bag en lukket dør, et forhæng el.l.

Reglerne beskrevet overfor er hovedreglerne udviklet af muslimske jurister og skriftlærde gennem de sidste 1400 år; deres kilder er først og frememst åbenbaringerne (Koranen) og Profetens sædvane (sunnah) samt islamisk jurisprudens (tidligere afgørelser). Der er mindre forskelle i de forskellige islamiske retsskoler, men i grundtræk er de dog enige om de ting, jeg har beskrevet ovenfor. Og Allah ved bedst.

Venlig hilsen
Safia Aoude
Cand.jur. og muslim

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.