Muslimers forhold til sorg

Troende håndterer døden på en helt anden måde end ikke-troende, for hvem døden virkelig er den endegyldige afslutning, skriver Aminah Tønnsen.

SORG: Hvad siger Koranen om sorg - og hvordan håndterer muslimer oplevelser af sorg? Aminah Tønnsen svarer

Spørgsmål og svar:

Spørgsmålene fra Sidsel Stilling Tougaard er skrevet i kursiv foran svarene fra Aminah Tønnsen.

1. Hvad siger Koranen om sorg? Og følger muslimerne Koranens ord om sorg?

Koranen taler ikke om sorg i forbindelse med dødsfald. Da skal man gå til islamisk tradition (dvs. hadith-samlingerne). Her kan man finde udsagn, der tager afstand fra, at man ved dødsfald sender bud efter specielle grædekoner, der har til opgave (og bliver betalt for) at græde over en afdød person, som det er kutyme i nogle kulturer.

Ifølge al-Bukhari må der ikke sørges over en afdød i mere end tre døgn. En enke må dog sørge over sin afdøde mand i fire måneder og ti dage - dvs. samme periode, der betegnes som enkens "venteperiode," i hvilken hun ikke må indgå nyt ægteskab (sura 2:234).

2. På hvilken måde viser muslimer andre, at de sørger?

Jeg er aldrig stødt på en tradition blandt muslimer, der kunne sammenlignes med det sorte sørgebind, som det i min barndom var almindeligt at bære på overarmen som tegn på, at man bærer sorg - eller at kvinder går klædt i sort i et bestemt antal år efter dødsfald i den nærmeste famlie.

Hvis sådanne traditioner findes, er de ikke foreskrevet af islam som sådan, men er en del af den stedlige kultur. Og da der lever muslimer i mange forskellige kulturer, kunne der rent principielt godt findes lokale sorg-traditioner blandt muslimer rundt omkring i verden, som jeg ikke er bekendt med.

3. Er det "tilladt" at sørge i offentligheden, eller er det forbudt og krænkende at vise følelser, mens andre ser på?

Der findes nogle hadith-udsagn, der omtaler det at jamre og klage højlydt, at slå sig på kinderne eller rive sine klæder itu i sorg som hedensk skik. De efterladte bør bære deres sorg med tålmodighed og værdighed; men det er ikke forbudt at græde stille. Og mon det ikke er alment-menneskeligt, at man helst giver udtryk for sin sorg i enrum, eller når man er sammen med andre, der bærer samme sorg?

4. Er der forskel på den måde, mænd, kvinder og børn sørger på?

Ifølge islamisk tradition er det udelukkende mænd, der følger en afdød til graven og er til stede ved selve begravelsen. Det bunder sandsynligvis i en forestilling om, at kvinder har sværere ved at beherske deres følelser, f.eks. deres sorg over tabet af en nærstående. Om det har noget på sig, skal jeg ikke kunne sige; men mennesker er jo generelt mere ekspressive i nogle kulturer end i andre - uden at det har noget med et specifikt religiøst tilhørsforhold at gøre.

5. Findes der organisationer, som hjælper de sørgende igennem deres sorg, eller er det noget helt privat, som kun vedkommer de nærmeste? Er sorg noget, man taler om, eller er det tabu?

Jeg har aldrig hørt om sorggrupper el. lign. fra muslimske lande. Jeg tror generelt, at jo mere troende man er, jo mere er man bevidst om, at døden ikke er afslutningen, men blot en milepæl på vejen til det endelige mål: et liv i Guds nærhed under en eller anden uforklarlig form.

Derfor tror jeg også, at troende håndterer døden på en helt anden måde end ikke-troende, for hvem døden virkelig er den endegyldige afslutning. Muslimer tror på, at man efter døden bliver genforenet med sine kære - og et smukkere forløb kan man vel næppe forestille sig.

Jeg mener helt klart, at der er en sammenhæng mellem troen på et liv efter døden og den ovenfor nævnte begrænsning af sørgeperioden. Det gælder om at komme videre i livet. Der er noget at se frem til, og derfor er det nok også begrænset, hvor meget man taler om sin sorg - uden at det på nogen måde er tabu.

Med venlig hilsen

Aminah Tønnsen

Læs mere om emnet i vores tema om DØDEN - klik her

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.