- Sædafgang kræver rensning

Hvad gør man, rent islamisk, hvis man får ufrivillig sædafgang, spørger en læser. Se Ahmed Akkaris svar her

Spørgsmål:

Jeg har prøvet at google mit spørgsmål, men har ikke kunne finde noget. Jeg håber du/I kan hjælpe mig med at besvare dette spørgsmål, da jeg ellers ikke ved hvor jeg skal henvende mig. Spørgsmål er, hvad man islamisk gør, hvis man får pollution (uvilkårlig ejakulation).

Er det haram, da man ikke kan gøre for det?

På forhånd tak,
Anonym

Svar:

Kære spørger, Asalam aleikum,

Dit spørgsmål om ufrivillig ejakulation er kendt og besvaret af mange lærde, så du burde nok have fundet noget om det på nettet. Men her får du et udførligt svar på det.

Ejakulation, dvs. sædafgang, kan være både frivillig og ufrivillig. Der er nogle handlinger, man skal udføre i forbindelse dermed og som kendes under temaet ihtilaam.

Du kan også med fordel vende tilbage min danske oversættelse af bogen Fiqh gjort let, der udkom i 2008, og hvor du kan finde mange af de her emner nævnt. Her er en forklaring, som jeg håber, kan være nyttig for dig og andre.

Det der kommer ud af ens kønsdel, kan være et af tre typer:

1. Mani: en hvid æggehvide-lignende flydende, men lidt tyk substans, der strømmer ud fra mænd med kraft, når de føler seksuel lyst. Hos kvinder er den tynd og gullig, men ses sjældnere. Mani indeholder sædcellerne til befrugtning. Det er det, som barnet kommer af. Der er uenighed om, hvorvidt denne substans er ren eller uren. Det mest sandsynlige er, at den er ren. Det mener flere retsskolelærde, Sheik Al-Islam Ibn Taymiyyah og Imam Ibn Hajjar m.fl

2. Mazi: en hvid klæbrig substans, der kommer ud, når man bliver seksuelt opstemt. Denne mazi bliver normalt opdaget som noget vådt på underbukserne, uden at man egentlig har været klar over, at den er kommet ud.

3. Wadi: en hvid, vandlignende substans, der er flydende og løber ud med urin, mest pga. træthed, kulde, hårde løft osv.

Så alle tre typer kan være ufrivillige, så du skal finde ud af, hvilken af dem, du har oplevet. Når du så er klar over det, så skal du vide, at du så er i det, man kalder Janaba (afholdelsestilstand).

Janaba (afholdelsestilstand) er en tilstand, man kommer i, når man har haft samleje, eller hvis man har haft udløsning (mani). Dvs. det er lige meget, om det er frivillig eller ufrivillig ejakulation. Både en mand og en kvinde kan derfor være i en tilstand af janaba, dvs. være junub.

Man er også junub, blot man har haft seksuel kontakt, det vil sige lige så snart de to kønsdele har været i berøring, også selv om man ikke har haft udløsning eller fuldført samlejet.

Er man junub må man ikke: bede, læse i Al-Quran , røre Al-Quran eller opholde sig i moskeen. Man kan godt faste, selvom man er junub. Når man så skal være i stand til at være klar til at bede og andet, så skal man udføre en vask, som kaldes for al-Ghusul.

Al-Ghusul betyder sprogligt vask/at vaske sig. I islamisk terminologi betyder det: At lade det rene vand, der har en rensende effekt, flyde over hele kroppen, således at alle kroppens dele bliver vasket.
Allah siger: Og hvis I er i afholdelsestilstand (junub) så rens jer Al-Maida 5:6.

Årsager til Al-Ghusul:

1. Udløsning af mani fra en mand og kvinde medfulgt af lyst, uanset om man sover eller er vågen, og om det er frivilligt eller ej.

2. Samleje, selv om der ikke sker udløsning. Det gælder for både manden og kvinden. Allahs Sendebud Muhammad (Allahs fred og velsignelser tilkommer ham) siger: Hvis han sætter sig mellem hendes fire dele (hendes ben og arme, et billede på samlejesituationen) og kønshovedet rører kønshovedet, så er al-Ghusul obligatorisk (wajib).
Findes hos Ahmad, Muslim, og Tirmizi.

Kvinder kan opleve udløsning under søvn. Det sammenlignes med mani, der også er medfulgt af lyst. Det almindelige udflåd, som kvinder oplever, er ikke urent og kræver heller ikke ghusul, men wudu.

Enhver udskillelse af mani der ikke er medfulgt af en lystfølelse kræver ingen ghusul, ifølge lærde.

Måden man laver al-Ghusul på
De troendes mødre, Aishah og Maimuna (må Allah være tilfreds med dem) fortalte:

Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser tilkommer ham) plejede, når han skulle til at vaske sig fra janaba (afholdelsesstilstanden), at starte med at vaske sine hænder to eller tre gange. Derefter hældte han fra sin højre hånd vand i den venstre og vaskede sine kønsdele, derefter lavede han wudu (rituel forvask/abdest) som den, han foretog inden bøn, derefter tog han vandet, og og gned hårbunden med fingerene for derefter at hælde tre håndfulde vand over hovedet. Derefter lod han vandet løbe over resten af kroppen og vaskede så sine fødder. Fortalt af Bukhari og Muslim.

Du behøver ikke hælde tre håndfulde vand over hovedet, men kan nøjes med at bruge bruseren. Aisha beskriver den måde Mohammad (Allahs fred og velsignelser tilkommer ham) gjorde det på og dengang havde de ikke samme forhold.

Dit spørgsmål om, hvad man gør ved frivillig ejakulation (pollution) kan så besvares kort på denne måde:

Du finder ud af, hvilken af de tre ovennævnte typer for vådt stof, du har fået. Hvis det er mani (se definitionen ovenfor) så skal du tage et bad på en bestemt måde. Derefter skal du foretage en vask på den beskrevne måde og så rense dit tøj. Du kan gentage denne handling hver gang, du får det samme igen.

Hvis det er mazi eller wadi (se definition) så kan du nøjes med at lave rituel forvask (wudu/abdest), som du sikkert kender.

Med venlig hilsen
Ahmed Akkari
Tidligere imam og lærer

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.