Skal min mand ikke respektere min tro?

"Forståelse for og viden om ægtefællens religion fører naturligvis til en større forståelse for ægtefællen", skriver imam Naimatullah Basharat. Foto: Foto:Lionel Vadam/colourbox.com

Hvis man vælger at gifte sig med en kvinde, som tilhører 'Bogens folk', så bør man også være parat til at respektere vedkommendes  religion, svarer imam Naimatullah Basharat

Spørgsmål:

Jeg er muslimsk gift med en troende muslimsk mand. Jeg er selv troende kristen. Vi har et godt og dejligt forhold, der er præget af respekt for hinanden også, når det gælder det, at vi har forskellige religioner. Dog er der begyndt at opstå situationer, hvor jeg kan mærke, at jeg mangler lidt forståelse og nysgerrighed.

Jeg kender en del til islam, men når der opstår situationer, hvor jeg ikke helt forstår, hvorfor min mand reagerer, som han gør, eller vælger som han gør, så spørger jeg altid ind til det. Jeg vil gerne have en forklaring på hvorfor han ikke "må" en bestemt ting eller, hvorfor han skal undgå en bestemt situation.

For mig er det ikke nok med et standard-svar i retning af: "grundet min tro må jeg ikke....". Min mand er altid god til at forklare mig sammenhængen, og vil altid gerne forklare mig baggrunden for religiøse retningslinier, hvilket jeg sætter stor pris på. Jeg respekterer både ham og hans tro fuldt ud. Men han spørger aldrig ind til min tro. Og hvis jeg fortæller noget af mig selv, er det ikke, fordi det interesserer ham.

Han siger, at som muslim skal han overhovedet ikke respektere min tro, men at det ikke er det samme som, at han ikke respekterer mig som menneske. Men for mig hænger det bare rigtig meget sammen. Og jeg kan ikke se, at det står skrevet nogen steder, at han ikke må vise respekt mod min religion. Desuden har han jo vidst helt fra starten, at jeg er kristen, og at min tro er en vigtig del af min hverdag og mit liv og hele mig.

Jeg tænker velvidende, at det ikke er hele sandheden, at hvis han slet ikke kan tåle at høre eller se andre religioner end hans egen, så må det jo være, fordi han er så usikker på sin egen tro, at han er nervøs for, at det kan ryste hans egen tro at blive "udsat" for andre måder at tro på.

Og jeg føler, at den 'foragt', han viser min religion, smitter af på den måde, jeg tænker, han ser mig på. Det er ikke, fordi det drejer sig om, at jeg vil have ham med i kirke eller, at jeg vil have, han deltager i jul eller andre religiøse ritualer, det handler bare om den måde, vi snakker sammen, og viser interesse for hinandens liv og bevæggrunde.

Er det rigtigt af ham, set fra et muslimsk synspunkt at sige, at han overhovedet ikke skal respektere min religion?

Og er det rigtigt af ham ikke at vise sin kristne kone, som han vidste var kristen fra starten, interesse og nysgerrighed i hendes liv og tro?

Med venlig hilsen
Anonym

Svar:

Kære anonyme

Islam tillægger andre folkeslag og deres religioner en meget stor respekt. Netop disse to ting er tæt forbundet med hinanden. For det at vise respekt over for en person svarer til at vise respekt over for vedkommendes religion. Koranen skriver: I mennesker, Vi har visselig skabt jer (alle) af mand og kvinde og gjort jer til folk og stammer, for at I må kende hinanden. (49:14)

Selvom islam er en monoteistisk religion, og værner meget strengt om Guds enhed, tillader islam ikke engang nedsættende tale om afguder, som folk måtte have. Koranen oplyser: Og tal ikke nedsættende om dem, som de anråber i stedet for Allah... (6:109). Man skal altså ikke kun respektere folk, som tilhører andre religioner. Man må heller ikke give udtryk for foragt for deres religioner.

På et tidspunkt i profeten Muhammads (Guds fred og velsignelser være over ham) liv, fik han besøg af en jøde, som beklagede sig til ham. En muslim var kommet til at såre jødens følelser. Muslimen havde sagt, at profeten Muhammad (Guds fred og velsignelser være over ham) havde en højere rang end profeten Moses. Da profeten Muhammad hørte dette, befalede han den pågældende muslim om straks at stoppe sin tale, da det sårede jødens følelser, og der ingen forskel er på profeterne.

Koranen siger: "Sig: Vi tror på Allah og hvad Han har åbenbaret os, og hvad Han har åbenbaret Abraham og Ismael og Isak og Jakob og stammerne, og på det, der blev givet Moses og Jesus og (alle) profeterne fra deres Herre. Vi gør ingen forskel mellem dem, og vi underkaster os Ham". (3: 85).

Ifølge islam er både jøde- og kristendommen i sin oprindelige form baseret på sandheden. Personer som tilhører disse religioner, bliver kaldt for 'Bogens folk'.

Hvad angår ægteskab mellem en muslim og en ikke-muslim, der tilhører 'Bogens folk', så gælder der ifølge islam de samme regler, som der gælder for ægteskab mellem to muslimer; ægtefællen skal behandles med godhed og respekt. og omgås dem med godhed (sura al-Nisa: 20) og for kvinder gælder de samme rettigheder, som mændene har over dem (Sura al-Baqarah: 229).

Hvis man i første omgang vælger at gifte sig med en kvinde, som tilhører 'Bogens folk', så bør man også være parat til at respektere vedkommendes religion. Et sådant ægteskab indebærer naturligvis også, at man taler med hinanden om hinandens tro og religion, fordi en forståelse og viden om ægtefællens religion naturligvis fører til en større forståelse for ægtefællen.

Det er altså vigtigt, at en muslimsk mand viser interesse for sin kones liv. Men fordi folk hver især er forskellige, kan der også være forskel på, hvor meget de viser interesse for ægtefællens tro. Men som jeg har forklaret, så kan islam ikke bruges som undskyldning for mandens manglende interesse over for sin kones tro.

Jeg vil slutte af med profeten Muhammads (Guds fred og velsignelse være over ham) ord: Den bedste iblandt jer er den, der er bedst imod sin kone.

Med venlig hilsen
Naimatullah Basharat
Imam

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.