Verdens smukkeste moske

Spørgsmål:

Hvad hedder den største Moske i verden, hvornår er den bygget, og hvor ligger den?

Hvad hedder den ældste Moske i verden, hvornår er den bygget, og hvor ligger den?

Hvad hedder den Smukkeste moske, hvornår blev den bygget, og hvor ligger den?

Hilsen

Cecilie og Josephine

Svar

Kære Cecilie og Josephine

Den største

Den største moské i verden er ubetinget Masjid al-haram. Den blev opført i år 638 i Mekka, Saudiarabien, som er islams helligste sted.

Hertil valfarter muslimer fra hele verden, og derfor er moskéen gentagne gange blevet udvidet til sine i dag 365.000 m² for at kunne rumme de mange pilgrimme, der besøger moskéen under ramadanen og i hajj.

Hajj er den pilgrimsfærd, alle muslimer er pålagt at udføre mindst én gang i livet, og i Hajj vil omkring én million troende samles ved moskéen. Man kan se et oversigtsbillede af moskéen ved at klikke her.

En anden moské, der ofte bliver kaldet verdens største, er Shah Faisal moskéen i Pakistans hovedstad Islamabad Den er på i alt 189.705 m² og således ca. halvt så stor som moskéen i Mekka.

Den centrale bedesal er dog enorm, og her kan 10.000 troende samles til bøn under et 40 meter højt teltformet tag. I alt kan mere end 100.000 deltage i bøn i og omkring moskéen.

Moskéen har fire 90 meter høje minareter. Moskéens opførelse påbegyndtes i 1976, og den er tegnet af den tyrkiske arkitekt Vedat Dalokay.

Den ældste

Den ældste eksisterende moské er beliggende umiddelbart udenfor Medina i Saudiarabien, og hedder på arabisk Masjid al-Quba.

Den er opført i årene omkring profeten Muhameds eksil i Medina, dvs. omkring år 622. En anden moské opført i 622, der også beliggende i Medina er profetens moské eller Masjid al-Nabawi som den hedder på arabisk.

Her er profetens legeme begravet, og moskéen er derfor et vigtigt valfartssted for muslimer fra hele verden.

Moskéen er blevet udvidet mange gange for at gøre plads for det stigende antal pilgrimme, der besøger moskéen. I dag har Masjid al- Nawabi mere end 80.000 m² marmorbelagt gulvareal, og 110 meter høje minareter hvorfra de troende kaldes til bøn. Muhammeds eget hus lå iøvrigt på et areal, der nu er beliggende indenfor moskéens vægge.

Inden Muhammeds eksil i Medina i årene 610-22 prædikede han sin lære i Mekka, og der må derfor have været steder, der har kunnet karakteriseres som moskéer enten i form af åbne pladser, gårdrum og huse. Disse eksisterer dog ikke i dag.

Den smukkeste

Hvilken moské, der er verdens smukkeste, er sværere at sige, for skønhed er subjektivt, og opfattelsen af skønhed er derfor forskellig fra menneske til menneske.

Personligt finder jeg, at der er flere smukke eksempler. Fx er Selimiye i Edirne i Tyrkiet et arkitektonisk mesterstykke, overdådigt udsmykket og graciøst formgivet.

Den store moské i Xian i Kina, Da Qingzhen Si er ligeledes et fantastisk smukt bygningsværk. Moskéen er dekoreret med kinesiske kalligrafier og inskriptioner, og inden man kommer til selve moskéen, bevæger man sig igennem et smukt kinesisk haveanlæg.

Den store moské i Cordoba i Spanien, La Mezquita er endnu et eksempel på arkitektonisk og kunstnerisk ypperlighed.

Og der er mange flere lige så gode eksempler på smukke moskéer, fra Vestafrikas ydmyge lerstensbygninger til Irans prægtige og raffinerede arkitektur.

Med venlig hilsen

Metin Aydin

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.