Hvorfor en niarmet lysestage?

"Den niende arm tæller ikke med i regnskabet. Det er en slags tjener, på hebræisk en 'shamash', hvormed man tænder de øvrige arme. På stagerne sidder den ofte forskudt i forhold til de andre arme," skriver jøde og cand. psyk. pæd. Hannah Skop. Foto: Pelaez Julio/PHOTOPQR/LE REPUBLICAIN LORRAIN

"I jødedommen kaldes den faktisk "den ottearmede lysestage" og benyttes ved Chanuka, der fejres i otte dage," svarer jødiske Hannah Skop

Spørgsmål:

Mit spørgsmål drejer sig om, hvilken symbolik/betydning den niarmede lysestage har for jøderne?

Med venlig hilsen
Helle Rosenkrantz

Svar:

Kære Helle Rosenkrentz

I jødedommen betegnes denne lysestage som "den ottearmede lysestage." Den benyttes ved den fest, der på hebræisk hedder Chanuka og fejres i otte dage, og som begynder den 25. kislev.

De jødiske fester kan ikke nævnes på en bestemt dag i forhold til den almindelige kalender. Det jødiske år er et tilpasset solår med månens faser som udgangspunkt for en måneds længde.

Kislev falder således i november /december, og festen kan have tidsmæssig sammenfald med den kristne jul. I løbet af den uge festen varer, tændes der hver aften lys. Første aften tændes der eet lys, anden aften to og så fremdeles, indtil hele stagen er tændt på den ottende aften.

Hvad så med den niende arm? Den niende arm tæller ikke med i regnskabet. Det er en slags tjener, på hebræisk en shamash, hvormed man tænder de øvrige arme. På stagerne sidder den ofte forskudt i forhold til de andre arme.

Da chanuka falder omkring juletid, er der i tidens løb sket nogen afsmitning fra det øvrige samfunds traditioner således, at den i dag i vid udstrækning også fejres som en gavefest.

Historien bag stagen er væsentlig nyere end den syvarmede lysestages. Festens oprindelse daterer sig til omkring år 165 før almindelig tidsregning og kan læses i Makkabæerbøgerne, som hører til de apokryfe skrifter.

På denne tid var Judæa besat af assyrerne. Deres konge Antiokus Epifanes havde en ambition om at gøre jøderne til rette hellenere. Dette kom til at stå i modstrid med jødisk tankegang. I den græske filosofi var man optaget af at dyrke kroppen, hvorfor idræt havde en fremtrædende rolle i deres gøren og laden.

Jøderne var et bogens folk og var især optaget af de bibelske tekster. I forsøget på at gøre jøderne til hellenere blev der ofte benyttet meget ydmygende metoder, hvilket førte til mange menneskers død. Det lykkedes ypperstepræsten Mattatias og hans fem sønner, af hvilke Juda Makkabi er den mest kendte, at gøre oprør mod undertrykkerne.

Efter at templet var ryddet, og man havde renset det, skulle det genindvies. Til dette var der behov for olivenolie til tænding af den syvarmede lysestage, som stod i templet. Olien skulle være af en ubrudt beholder. Kun hvis krukken var ubrudt, kunne man være sikker på, at den olie, der var i krukken, ikke var benyttet til formål, som var uforenelig med jødisk tankegang.

Man fandt én krukke, som ikke var blevet åbnet tidligere. Man anså denne mængde olie for at være tilstrækkelig til én dags forbrug. Det er her det religiøse mirakel indtræffer.

I stedet for én dag, holder olien i otte dage, indtil det var muligt at fremskaffe nye leverancer til Jerusalem. Det er til minde om disse begivenheder, at man benytter den ottearmede lysestage, et symbol på gudstro, på de undertryktes sejr over en langt større overmagt, og på at jødiske værdier har gyldighed til hver en tid.

Med venlig hilsen
Hannah Skop
Jøde, cand.pæd.psyk og panelist på religion.dk

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.