Hvorfor lægger jøder småsten på gravene?

Jeg har jeg hørt, at stenene på graven skulle kastes efter den afdøde som straf, i fald han skulle have svigtet jødedommen, men personligt tror jeg ikke på den forklaring, skriver Søster Abraham. Foto: Mewasul/wikimedia.org

Jeg tror, traditionen stammer fra Moses' tid, hvor man var nødt til at hobe sten op over de døde, da man ikke kunne grave i den hårde ørkenjord, svarer Søster Abraham

Spørgsmål:

Jeg har hørt, at jøder lægger sten på gravstenene, fordi de i fortiden ikke måtte få en gravsten, så derfor lagde de småsten, er det sandt?

Med venlig hilsen
Georg Laumann

Svar:

Kære Georg Laumann

Ja, det er sandt, at jøder plejer at lægge småsten på afdødes grave, og der er en del ejendommelige forklaring på denne skik. Foruden den, som jeg for første gang har lært at kende gennem jer, har jeg hørt, at de sten ligesom skulle kastes efter den afdøde som straf, i fald han skulle have svigtet jødedommen.

Personligt tror jeg, hverken på denne eller den forklaring I giver, er rigtige. Det er nok snarere, fordi folket under den lange ørkenvandrig på Moses´ tid ikke kunne grave i ørkenen, men var nødt til at hobe sten op over de døde.

Jorden var meget hårdbrændt af evindelig solskin og mangel på regn, men sten var der altid nok af. Jøderne fortsatte så med den tradition også efter, at de ikke længere behøvede småstenene.

Med venlig hilsen
Kirsten Stoffregen Pedersen / Søster Abraham
Nonne og panelist på www.religion.dk

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.